Vi analyserer en overset indflydelseskanal i debatten om penge i politik: interessevaretageres omfattende ”gratis konsulentbistand” til folketingspolitikere. Der leveres tusindvis af mandtimer af lobbyister, blandt andet hjælp til at formulere kritiske paragraf 20 spørgsmål og tæt udveksling af papirer, analyser, argumenter og cases. Kronik af HEGELUND & MOSE i Berlingske.
“Hvor mange ressourcer, mandtimer og kræfter, der fra landets hundredvis af lobbyister (herunder de mange NGO’er, lønmodtager– og erhvervsorganisationer og tænketanksmiljøer) investeres i den påvirknings-kanal – det er os bekendt aldrig systematisk blevet kortlagt. Men vores klare fornemmelse er, at indsatsen omregnet til kroner og øre mere end matcher de pengebeløb, partierne modtager i direkte støtte”.
Det skriver HEGELUND & MOSE i en kronik i Berlingske bragt 10. februar. Anledningen er debatten om kvotekongerne og statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) relationer til sponsorer. Vi påpeger bl.a., hvor svært det er at formulere meningsfulde regler for, hvor meget der skal og bør offentliggøres om det tætte samspil mellem lobbyister og beslutningstagere – penge eller ej.
Kronikken bringes i sin helhed neden for.
Kvotekonger kun toppen af isbjerg
Diskussionen om penge i politik raser i disse uger på baggrund af sagen om kvotekongerne. Hvad er mindre synligt, er de mange ressourcer, som lobbyister bruger på at hjælpe politikere med gratis arbejdskraft – såkaldt ”ekstern konsulentbistand”, folketingssæson efter folketingssæson.
Den omfattende bistand tages imod med kyshånd af de fleste politikere. Supporten – herunder ekstra regnekraft og medie-grydeklare cases – stilles diskret til rådighed i hele Christiansborgmiljøet.
Ikke alene partitoppene modtager input udefra og gør det med ekstra stor velvilje, mens partiet sidder i opposition og ikke kan trække på regeringens embedsmænd.
Samme eksterne håndsrækning får den enkelte MF’er på hvert eneste ordførerområde, ligesom partiernes – efter eget udsagn underbemandede – sekretariater er på evig jagt efter ”inspiration”.
Hvor mange ressourcer, mandtimer og kræfter, der fra landets hundredvis af lobbyister (herunder de mange NGO’er, lønmodtager– og erhvervsorganisationer og tænketanksmiljøer) investeres i den påvirknings-kanal – det er os bekendt aldrig systematisk blevet kortlagt.
Men vores klare fornemmelse er, at indsatsen omregnet til kroner og øre mere end matcher de pengebeløb, partierne modtager i direkte støtte.
Win-win på Christiansborg
Diskussionen om sponsorers indflydelse i politik er blevet aktuel igen i forbindelse med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) besøg hos vestjyske fiskere. Imidlertid er der utallige – ofte mere effektfulde – påvirkningsveje end donationer.
Danskerne hører sjældent om det tætte, daglige samarbejde mellem lobbyister og politikere. For eksempel om at udforme kritiske paragraf 20-spørgsmål til den siddende regering og om at udveksle politikudviklings-papirer, som det enkelte parti kan gøre til sine egne.
Lobbyisten får sine mærkesager frem; politikeren får sager at markere sig på. ”Win-win” for begge parter.
Det i offentligheden oversete påvirkningsfænomen vil vi vende tilbage til. Lad os først dvæle lidt mere ved de direkte pengestrømme i dansk politik: Det kan nu om dage være en ganske betændt sag, eksempelvis for en virksomhed eller en fagforening, at favorisere bestemte partier. Politikerne kommer gerne med hatten i hånden.
Men kunderne, forretningsforbindelserne og medlemmerne bryder sig i stigende omfang ikke om det. Det er heller ikke fremmende for omdømmet at havne i Ekstra Bladet i en sag om penge i politik, uagtet der måske intet ulovligt er foregået.
Høflig afvisning af sponsorsøgende politikere
Derfor er det vores erfaring, at stadig flere reagerer på to måder, når politikerne forsøger at fundraise i håb om et ”valgkampsbidrag”: Enten ved at takke høfligt nej eller ved at brede støtten ud til flere partier på én gang; man vil ikke have skudt i skoene, at man er forlovet med et enkelt parti, uanset om det er Socialdemokratiet eller Venstre.
Lad os samtidig afvise en påstand, der er ved at bide sig fast i meningsdannelsen: Man kan næppe ”købe” sig til magt herhjemme gennem pengegaver – en wild-west-præmis, som kritikken af Lars Løkke har været snublende tæt at basere sig på.
En vred Løkke var selv inde på temaet under et samråd i Folketinget fornylig: Ja, nok havde han relationer til bestemte personer i Thyborøn og omegn, men det har ingen indflydelse på regeringens politik, gentog han.
Politisk indflydelse får den interessent, der har relationerne i orden, og det behøver her til lands ikke nødvendigvis at koste noget. De fleste politikere er sultne efter friske, gode sager og overbevisende argumenter, der taler sig ind i deres projekt, og lægger derfor gerne ører til saglige budskaber og eksempler.
Erhvervsklubberne og de andre netværk
Omvendt vil vi ikke underkende, at det er muligt at ”købe” sig til at opnå et møde med en politiker. Der arrangeres stribevis af netværksmøder i medlemsfinansierede erhvervsklubber som C-Business, Den Liberale Erhvervsklub, Liberal Alliances Erhvervsklub og Socialdemokratiets erhvervsklub.
Ligeledes har flere lobbybureauer og netværks-facilitatorer skabt nye kontaktflader mellem beslutningstagere og et interesseret publikum, der – mod betaling – ønsker en baggrundsbriefing om, hvordan dagens gæst fra Christiansborg ser på rigets udfordringer.
Deltagerbetalingen? Den kan falde i en partikasse eller hos et af de bureauer, som har fundet en indtægtskilde i at facilitere sådanne netværksmøder.
Løbeklubben på Marienborg
Men relationsopbygningen kan også foregå ganske gratis på interessentens eller politikerens eget initiativ: Lars Løkke Rasmussen har selv gjort flittigt opmærksom på sin mandags-løbeklub på Marienborg: Her er pinger fra erhvervs-, kultur-, medie-, PR- og foreningslivet inviteret til insider-komsammen i halvsvedige træningsdragter.
Nok kan det ved et første blik forekomme at være de øverste magtlag, der får invitationen, men næsten en hvilken som helst lobbyist kan ved en henvendelse til Statsministeriet invitere sig selv forbi. En hermetisk lukket (herre-)klub er det således langt fra.
Debatten lyder som ekko af sig selv
Debatten om penge og ressourcer i politik er vigtig, ikke mindst fordi vejene til politisk indflydelse gennem de seneste årtier har ændret sig markant. I dag er det – kort fortalt – en slags alles kamp mod alle (pluralisme), hvor det før i tiden stort set kun handlede om at sidde med i råd, nævn og trepartsforhandlinger (korporatisme).
Dermed er det blevet mindre overskueligt, hvem der har indflydelse på hvad – i hvilke fora beslutninger reelt forberedes og tages.
Den trend har fået flere til at kræve mere synlighed om pengestrømmene og et lobbyregister over, hvem der dukker op til såkaldte hulemøder bag lukkede døre hos hvert eneste folketingsmedlem.
Det virker imidlertid, som om debatten ikke rigtig flytter sig, men gentages som et ekko af sig selv med jævne mellemrum.
Tre problematikker
For det første gemmer der sig bag kritikken muligvis en manglende tillid til dem, vi har valgt til at lede landet: At kritikerne ikke stoler på, at politikerne selv er i stand til at filtrere de input, de måtte få på netværks-og hulemøder.
For det andet er der – i begge sider af folketingssalen – ikke interesse for at gøre noget radikalt ved tingenes tilstand. Både rød og blå blok lukrerer på den måde, man har valgt at indrette sig på, hvad angår indsigt i penge- og informationsstrømme.
For det tredje er det i praksis svært at afgrænse, hvad der skal og bør gøres mere transparent: Det er ikke kun et spørgsmål om at fjerne eller revidere bidrags-grænserne for partistøtten, så bidragsydere får sværere ved at forblive anonyme.
Et offentligt kig ind i maskinrummet?
Mere kompliceret er det at definere, hvad der skal frem i offentlighedens søgelys, eksempelvis når der ydes ”gratis konsulenthjælp” til Enhedslisten, Liberal Alliance eller et hvilket som helst andet parti: Skal 10 mere eller mindre færdigfabrikerede paragraf 20-spørgsmål fra en brancheorganisation også registreres i et offentligt register?
Skal en ordfører i detaljer forklare over for offentligheden, hvordan udvekslingen af papirer mellem en dygtig organisation og ordføreren foregår, når denne rejser sager i medierne og over for ministeren? Eller hvordan man i et finanslovsforløb har arbejdet tæt sammen med forskellige lobby-organisationer om tal og argumenter?
Sådan kan man blive ved: Skal en ordfører, der om et øjeblik betræder folkestyrets fremmeste talerstol i folketingssalen, tvinges til at oplyse, hvilke lobbyister hun har sine nyeste oplysninger fra?
Tæt kontakt via smartphones og ipads
Folketingsmedlemmerne sidder ikke blot og hyggesurfer på deres iPad eller smartphone. De er – også under folketingsdebatter og i samråd – vedvarende i kontakt med de lobbyister, de har bygget et tillidsforhold op til, og som har tal og argumenter, de kan lade sig inspirere af.
Alle disse værktøjer bruger drevne lobbyister; også en knap så ressourcestærk NGO eller den lønmodtagerorganisation, der har en dygtig ledelse med politisk tæft.
Det er således at sætte kikkerten for det blinde øje, når kritikere kun hidser sig op over de direkte pengestrømme i dansk politik. Effektfuld interessevaretagelse handler om meget andet og mere, deriblandt ”gratis” konsulentbistand.
Læs mere
HEGELUND & MOSE yder hjælp-til-selvhjælp til dem, der ønsker at påvirke dagsordenen. Se mere om “lobbyisme med værdi”.