Talsmand: Der kan hurtigt komme et forudsigeligt skær over de organisations-talsmænd og virksomhedsfolk, der popper op i medierne. Det lyder som ”nyt fra Kreml”, for vi seere, læsere og lyttere overraskes ikke; vi synes, vi har hørt det hele før; det emmer langt væk af endnu et mere eller mindre godt maskeret partsindlæg.
Men der er en vej ud af den trætheds-fælde: Udvikl en eller flere medieferme eksperter i egne rækker; eller køb en; et ansigt, der fungerer troværdigt og overbevisende i medierne – og som efterlader et indtryk af ekspertise frem for som part i en sag.
Senest er det lykkedes erhvervsorganisationen Dansk Erhverv at hyre den højt profilerede cheføkonom Steen Bocian fra Danske Bank. Han er en af landets mest citerede økonomer. Nu håber lobbyisterne i Børsbygningen, at han kan overføre sin mediemæssige ekspert-succes til en interesseorganisation, der arbejder for at forbedre erhvervslivets rammevilkår.
Talsmand: en ny medietrend
Dermed er Bocian endnu en figur inden for det, der længe har været en medietrend: Ekspert-ansigter, der gør det godt i mediefladen, vil blive endnu mere efterspurgte i organisationsverdenen og erhvervslivet – og hoppe rundt mellem arbejdsstederne a la de populære tv-studieværter, der shopper mellem TV2 og DR for at få job ovre hos konkurrenten.
I sommer kom Stig Elling tilbage til rejsebranchen efter et halvt års pause. Den tidligere salgsdirektør fra Star Tour savnede simpelt hen branchen for meget, sagde han til TV2, da det kom frem, at han nu skulle være rejseambassadør for konkurrenten Bravo Tours.
Mon ikke også medierne åndede lettet op? Tv-stationernes darling var back in business, som den der troværdigt – og altid solbrændt – kan udlægge teksten, hvad enten danske turister er strandet et sted i syden, står i kø i Københavns lufthavn eller det slet og ret styrtregner på Mallorca.
Samtidig er Elling eksemplet på, at det langt fra behøver at være den øverste direktør for foretagendet, der er medieansigtet udadtil. Hvis en ledende medarbejder lidt længere nede i geledderne har det driftssikre ekspert-look og kan lide tv-lamperne, så lad endelig ham eller hende gå på.
Talsmand for en fagforening
Kan en lønmodtagerorganisation uden videre kopiere Dansk Erhverv og Bravo Tours og hyre en udefrakommende ekspert? Kun delvis. En fagforening kan med fordel udstyre et analysemenneske med titlen ”cheføkonom”; der er noget mediesexet over den lille tilføjelse foran ”økonom”. Det signalerer, at man fagligt er i klasse med de bedste fra Finansministeriet og andre tunge ministerier.
Enkelte fagforeningsformænd har det medfødte mediegear, der gør dem velegnede i mediernes ekspertskabelon: Claus Oxfeldt, fagforeningsboss for landets politibetjente, er eksemplet på en lønmodtager-part, det er lykkedes at blive opfattet som hele politietatens talsmand i mediefladen.
Oxfeldt – flittig på de sociale medier og på tv – er skrap til at overbevise omverdenen om, at her taler en ekspert. At han ikke taler på politiledelsens vegne, glemmer medierne lejlighedsvist.
Bettina Post var som formand for landets socialrådgivere ligeledes eminent til at kommunikere som en faglig kapacitet snarere end som send-flere-penge-part. Den form for ”ekspertgørelse” kan løfte en organisations valør i omverdenen. Omvendt kan det også give ballade på de indre linjer, for det er ikke sikkert, at alle toneangivende medlemmer vil med på den rejse.