En ny trend med gør-det-selv-lobbyisme i erhvervslivet giver erhvervsorganisationerne grå hår i hovedet. Indflydelse finder nye veje under den socialdemokratiske regering. Analyse i Berlingske Business Magasin.
De store erhvervsorganisationers lobbyister står over for en bekymrende udvikling. Utålmodige medlemsvirksomheder henvender sig i stigende omfang selv direkte til regeringen for at tage fat på dagsordener, de synes, organisationerne forsømmer. Eller også allierer de sig med fagforeninger som Dansk Metal.
På vej til flyet og brug for læsestof? Lobbyistens Lommebog fås i Københavns Lufthavn, november 2013
En efterårsdag sidste år skete der noget usædvanligt i den nye tænketank Kraka: Ind dumpede en fælles bestilling fra fem store virksomheder og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Kraka-økonomerne skulle rede trådene ud for, hvordan Danmark skaber nye produktions-arbejdspladser. Virksomhederne, der hører til den tunge ende af dansk erhvervsliv, ville betale for rapporten sammen med Beskæftigelsesministeriet.
De fem virksomheder – Novozymes, Danish Crown, Coloplast, Martin Professional og Rockwool – valgte ikke at gå til en af deres egne erhvervsorganisationer for at få analyseopgaven udført, deriblandt Dansk Industri. Dermed oplevede Danmark en virksomhedsalliance uden om deres respektive organisationer, et fænomen, vi næppe har set for sidste gang herhjemme.
Ideen opstod ved at bruge et oplagt redskab i lobbyistens værktøjskasse: Hiv ministeren væk fra embedsmændene, inviter hende ud på en virksomhed og få ikke kun direktøren, men også fællestillidsmanden til at vise rundt – lige noget for en socialdemokratisk minister. Og plant tanken, om vi måske kan finde ud af noget sammen. Under et besøg på Novozymes’ fabrik i Kalundborg havde Mette Frederiksen fået et førstehåndsindtryk af, hvordan en virksomhed kan skabe en dynamisk blanding mellem produktionsjob og videnstunge arbejdspladser. Måske lå nogle af vinderformlerne for Danmark her? Efter rundvisningen blev der koordineret på kryds og tværs. Jo, man så muligheden for sammen at sætte en ny erhvervsdagsorden.
Gør-det-selv-lobbyisme
Den form for gør-det-selv-foretagsomhed giver ikke kun hovedbrud hos landets statsminister, når hun som her ikke er taget i ed. Det kan også give organisationsverdenen grå hår. Nok kan det være aftalt spil, når der skal lægges ekstra tryk på en siddende regering. Men organisationerne er ikke nødvendigvis begejstrede for, at deres medlemmer selv er begyndt at komme på banen.
Det gør det svært at bevare overblikket og svækker autoriteten, når en interesseorganisation pludselig hører fra et ministerium, at nu har endnu en medlemsvirksomhed været forbi for at gøre rede for sin holdning i en given sag. Hvad den dygtige organisation gør? Formår at koordinere indsatsen, inddrage medlemmerne og på skift få dem med til møder på Slotsholmen. Dels kan det tilføre organisationernes sædvanlige bureaukratiske synspunkter en stemme fra virkeligheden. Dels er det god medlemspleje ind imellem at lade en virksomhedsdirektør få lov til at ”spise kirsebær med de store”.
Imidlertid er det ikke kun de selvhjulpne koncerner, der begynder at gå solo. Indflydelse kører ad mange spor i disse år, også for almindelige produktionsvirksomheder, hvor direktionen og b-siden ser fidusen i at gøre fælles front for at fjerne den politiske modstand i København.
Fællestillidsmanden på Esbjerg-virksomheden Babcock & Wilcox Vølund er en socialdemokrat med gode kontakter. Ikke alene er landets finansminister, Bjarne Corydon (S), valgt i hans kreds. Tillidsmanden er også medlem af Dansk Metal, der kan lide at få lobby-olie på hænderne og ikke har noget imod alliancer med arbejdsgiversiden (og senest med Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, som vi så det på Venstres landsmøde), hvis det kan skabe job til medlemmerne. I et stort anlægsbyggeri på Amager Forbrænding, der skal renoveres for milliarder, havde Vølund i 2012 vundet ordren med at levere moderne ovne og kedler til at brænde affald af. Problemet var, at lokale SF’ere slog knuder, for de så hellere, at affaldet blev genanvendt efter alle kunstens regler. De henviste herunder til en ressourcestrategi, som miljøminister Ida Auken (SF) havde markeret sig på før valget. Tingene var gået i hårdknude, men så tog Metal-smedene fat på de indre regeringslinjer.
Normalt vil den slags sager ligge fjernt fra en finansministers indbakke. Han sidder med tunge makroproblemer i den store skala. Men nu var der jo lige det med, at det var tillidsmanden i Esbjerg, der trak det store læs i hans valgkamp. Derfor lyn-bombarderede Metal finansministeren med jobargumenter, ligesom den daværende skatteminister, Thor Möger Pedersen, blev trukket ind som SF-ansvarlig. Sammen fik de to topministre i hast sagen løst til stor glæde i direktionslokalerne i Esbjerg. Ikke engang to uger gik der, før et fint ministerielt brev dukkede op hos Vølunds direktør: Gå I blot i gang. Med andre ord: Alt det med en ny ressourcestrategi, som nogen fablede om før valget – det gjaldt ikke længere.
Usædvanligt parløb
Brevet var skrevet under af hele to ministre. Den ene var Ida Auken, der var blevet sat på plads; den anden landets finansminister, en usædvanlig konstellation i ministeriel sagsbehandling inden for miljøområdet.
Dermed oplevede Danmark, at den private del af fagbevægelsen indimellem kan noget, erhvervsorganisationerne ikke formår: at være problemknuseren, der hjælper en virksomhedsdirektion ud af en klemme.
Om det er første gang i dansk politiks historie med usædvanlige indflydelsesveje ? Nej : ØKs stifter – etatsråd H. N. Andersen – spillede i en lang årrække en betydelig politisk rolle. Han var nær rådgiver for kong Christian den 10., da denne i 1920 fyrede den socialdemokratisk støttede radikale Zahle-regering. Dermed var H. N Andersen med til at udløse påskekrisen og noget, der kunne minde om et statskup.
Så rabiate metoder kommer vi næppe til at opleve igen. Nok kan erhvervsspidser ligesom ØK-magnaten være utilfredse med en siddende regering og ikke synes, at den er erhvervsvenlig nok, men lobbymetoderne vil være langt mere subtile og elegante end i 1920. Udviklingen mod flere dygtige gør-det-selv-virksomheder er i gang – uanset om erhvervsorganisationerne bryder sig om det eller ej.
”Det er vældig interessant at tale direkte med virksomhedslaget. Når jeg går til DI, så er der kun én stemme. Her får jeg flere nuancer.”
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i ”Lobbyistens lommebog – politikere under pres”.
”Vi kommer til at se flere af den slags alliancer, hvor en koalition af ligesindede finder sammen.”
Fleming Voetmann, tidligere PA-chef Novozymes, i ”Lobbyistens lommebog – politikere under pres”.