Tre bog-tips før valget

Her er læsetips til tre bøger, der i sjælden grad kompletterer hinanden og sammen giver et 360 graders kik ind i partiernes baglokaler, i spin-verdenens spegede korridorer og i den politiske journalistiks kontante redaktionsrum. På den korte bane er én af bøgerne vigtigst – på den lange bane en anden.

 

 

Den velestimerede professor i statskundskab – forfatter til talrige bøger om ministre, embedsmænd og folketingspolitikere – er i ondt lune, når han skal hjem på familiebesøg i provinsen: Over middagen skal der evig og altid tales politik, og til hans irritation er alle i familien tilsyneladende eksperter på netop det felt.

Professorens ord har ikke mere valør end familiens øvrige medlemmer, der følger det politiske liv via fjernsyn og Facebook.

Den gode mand er ved at skumme over: Hvor er respekten for hans mangeårige politiske studier? Glem det! Med dagens enorme fokus på og interesse for Christiansborg er vi alle blevet mere eller mindre kompetente dommere over for politikerne og deres gøren og laden – og dermed udstyret med god ret til at ”mene”.

For ikke-professoren, der ønsker et hurtigt, men kvalificeret fundament til at gå ind i debatterne og forberede sig frem mod folketingsvalget, kan tre bøger anbefales. De giver fra forskelligt – og alligevel sammenhængende – perspektiv et letlæst indblik i de politiske kulisser med vægten lagt på den liberale/borgerlige lejr: Efterårets bogstav-bøger, ”LLR” og ”Q”, er must reads, men også ”Pia Kjærsgaard” fra 2013 er vigtig læsning, hvis man vil forstå mekanismerne i de to store partier Venstre og Dansk Folkeparti, der – som det ser ud nu – får en afgørende rolle efter næste valg.

Karrierens fejltrin

For garvede politiske nørder rummer de velsmurte bøger en del kendt stof, og deres mangler er for længst noteret på parnasset.  Alligevel kan også insidere – herunder formentlig ovennævnte professor – klukke med over velturnerede beskrivelser af Christiansborg-miljøet fra 1980’erne og frem – med et persongalleri centreret omkring Pia Kjærsgaard, Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen, Kristian Thulesen Dahl, Henrik Qvortrup og i periferien diverse andre politikere, journalister og chefredaktører.

Qvortrup bidrager med den erfarne journalists tilbageblik i sin bog, ”Q”, på Peoples Press: Han får fortsat et sug i maven på vej op ad Folketingets store trappe, og han rammer præcist i beskrivelsen af de redaktionelle miljøer på Borgen. Men bogen rummer også refleksion: Hvor meget perspektiv var der lige i de mange forsidehistorier? Samtidig er det den modne mands karriere-tilbageblik, ikke mindst over en række tilsyneladende jobmæssige fejlvalg i sfæren mellem journalistik, spin og chef.

Det var Qvortrup, der – skriver han – kunne afsløre Dansk Folkepartis fødsel i 1995, da han tilfældigt stødte ind i et par af Fremskridtspartiets udbrydere på vej ud af Indenrigsministeriet, hvor de havde anmeldt partiet.

Om dette parti – og om stifteren – skriver en anden erfaren journalist, Jette Meier Carlsen, i samspil med Pia Kjærsgaard herself i bogen ”Pia Kjærsgaard” på Gyldendal. Det har været vigtigt for Kjærsgaard at få fortalt historien – og det i tide. Klogt set, efterhånden som Kristian Thulesen Dahl sætter sig tungere og tungere i formandsstolen.

Mor og hendes drenge

”Drengene” kalder hun partiets kernetrop og tre musketerer: Foruden Thulesen Dahl er det Peter Skaarup og Søren Espersen, der som en sand familie med en streng mor i spidsen har holdt sammen i godt og ondt, mens de Konservative, Venstre, Socialdemokraterne og SF har hygget sig med interne krige i egne partier.

De mange ydmygelser – fra den første periode oven på landsbytosserne til den ”ikke-stuerene” tid under Nyrup og videre til årene efter – har kittet partiet sammen: Læs bogen for at forstå, hvorfor man IKKE skal ydmyge det nye stor-parti. Og hvordan Venstre-strategen og partiets uformelle HR-chef Claus Hjort Frederiksen er gjort af et stof, der åbner døre – og ikke lukker dem.

Topstyring har været nødvendig fra DF-starten; det har partiet aldrig lagt skjul på. Sådan er det såmænd også i andre partier, men her foregiver man ind imellem en demokratisk proces, skal man tro Henrik Qvortrup, der som spindoktor for Anders Fogh Rasmussen kom for skade at udbasunere sandheden om Venstres topstyring. Vrede i baglandet – men overbærenhed hos chefen selv.

En opfarende Løkke

På side 322 i Q beskriver Qvortrup et af sine notorisk ubehagelige møder med Lars Løkke Rasmussen i et interview, der for længst er gået over i Christiansborg-journalistikkens historie: ”Du spørger meget upræcist”, lød V-formandens isnende svar på det – for alle andre – klare spørgsmål fra TV2s udsendte. Samme historie beskrives på side 111 i LLR, forfattet af BT-journalisterne Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog på Berlingske Media.

Har man kun tid til at læse én af de tre bøger inden valget, må det blive LLR. Læs den ikke mindst, hvis du sidder lidt væk fra Christiansborg og gerne vil forstå Venstre-genvordighederne efter Foghs exit fra dansk politik.  Bogen giver ikke noget flatterende indtryk af Løkke, der i et spinslag med forfatterne i sidste øjeblik valgte at spille med og stille op til interview – for at give et mere nuanceret billede af magt-opgøret i partiet.

Tilsammen giver de tre bøger et interessant billede af det borgerligt-politiske Danmark over 30 år. Imidlertid er Pia Kjærsgaards bog – med historiske briller – den vigtigste. En flaske rødvin på, at ”historien om Pia” i løbet af en generation eller to dukker op – som storfilm i biografen.  Akkurat som vi fik filmen om Fremskridtspartiets Mogens Glistrup og hans pudsige forhold til en anden rebel, Simon Spies.

Med Pia kender vi endnu ikke slutningen.