Det er en myte, at topembedsmænd foretrækker svage ministre: Hellere en hård nyser, der ved, hvad han vil, end en blank minister.  Der lægger sig hurtigt et lag støv over et ministerium, hvis ministeren bare er tilfreds med sin ministerbil.  Selv en Sir Humphrey-type kan sætte pris på en sværvægter og gerne en med gode forbindelser til ministerkollegerne i Statsministeriet og Finansministeriet. Analyse i Information.

Det  giver departementschefen to ekstra esser i hånden: En stærk minister kan være et værn mod, at budgetbisserne i Finansministeriet kører et forholdsvis menigt ministerium over med en bulldozer.  Og sidder ministeren tilmed også i koordinationsudvalget – regeringens indre kabinet – eller Ø-udvalget, hvor hver en million på Slotsholmen vendes, så får topembedsmanden en endnu større bid af magten: Pludselig kommer han med i de rette embedsmandsudvalg – magtens inderste maskinrum.

Der kan altså opstå en slags skæbnefællesskab mellem ministeren og  topembedsmanden: Kan de finde sammen i en ying-yang-agtig arbejdsdeling , så kan selv et mindre ministerium få en opblomstringstid og departementschefen bevæge sig op i hierarkiet.

Vogternes Råd

Selvom ingen siger det højt, er visse departementschefer nemlig finere og stærkere end andre.  De tunge drenge sidder først og fremmest i Statsministeriet og Finansministeriet, og de har enorm indflydelse på, hvem der bliver de næste topembedsmænd rundt om i ministerierne – og hvem der måske skal gelejdes ud.  De hvisker regeringens ansættelsesudvalg i ørerne, hvem der passer hvor.  Derfor gør en karrieresulten kandidat med kig på en toppost meget for at bygge et godt forhold op til embedsværkets absolutte inderkreds, der er blevet kaldt Vogternes Råd.

Den navigation efter magten betyder meget for ledelsestænkningen på de fineste etager på Slotsholmen:  Ministre kan få en ofte velbegrundet mistanke om, at deres nærmeste rådgivere er mere loyale over for eksempelvis Finansministeriets embedsmænd end den minister, de er sat i verden for at  betjene. Bedst som en ministerdebutant tror, at nu er han endelig blevet herre i eget hus, så kan han blive pakket ind i et rockwool-lag, hvor Vogternes Råd mere eller mindre fjernstyrer ministeriet.

En markant klimaminister som Connie Hedegaard (K) kom på konfliktkurs med sin departementschef, som hun mente orienterede sig for meget mod Statsministeriet og Finansministeriet op til COP-15 klimatopmødet i Bella Center.  Det var ved at gå op i en spids, inden hun drog af sted til Bruxelles og blev EU-kommissær.

4 ledelsesmodeller

Grundlæggende er der fire forskellige ledelsesmodeller:  Et ministerium kan have en stærk minister og en stærk departementschef (model 1).  Hvis de matcher hinanden, kan de blive et af Slotsholmens tandempar. Det gjaldt for eksempel finansminister Mogens Lykketoft (S) og Anders Eldrup i 1990erne.

Til gengæld kan et ministerium ryge ud i ubalance, hvis ministeren er stærk og departementschefen svag (model 2). Det skete for justitsminister Erik Ninn Hansen (K) med den altgennemtrængende tamil-sag til følge.

I Transportministeriet er der tradition for en kongerække af stærke departementschefer, der kan køre en svag minister over (model 3). Sådan er embedsmandskulturen dér: De kan holde ministeren oppe, men også nede, hvad en veteran som Henrik Dam Kristensen (S) formentlig er godt forberedt på.

Endelig er der den værste af alle verdener, nemlig to svage skikkelser i toppen af ministeriet (model 4).   Det er i nyere tid hændt  i Kirkeministeriet. Konsekvens?  Både minister og topembedsmand blev fyret, for det kan hverken en regering eller Vogternes Råd leve med i længden.