Finansminister Bjarne Corydon bevarede sin stoiske og brummende ro og har fået sit DONG-salg igennem, men kunne det være håndteret kønnere, så han ikke fik så voldsom en folkestemning imod sig, og så SF ikke endte i en historisk nedsmeltning?
Jo, lyder det her fra mandagstræneren, som hermed gør sig klog på, hvordan fodboldkampen skulle være spillet om søndagen. Neden for følger otte tips til taktiktavlen i omklædningsrummet, hvis det var muligt at spille kampen om.
Foto: Stig Stasig
Lad os starte med det helt overordnede: Kommunikativt skal der formuleres en stor, overbevisende ”fortælling” om, hvorfor det er godt for Danmark, at amerikanske Goldman Sachs køber sig ind i et nationalklenodie, så flere almindelige vælgere og ikke blot erhvervslivets direktionsgange forstår visionen.
Læg dertil, at der i god tid skal formuleres en ”brændende platform”; det vil sige fremmanes en krisebevidsthed om, at hvis regeringen lader være med at få udenlandsk kapitel ind, vil DONG, som ifølge sit seneste regnskab havde et underskud på fire milliarder, ende som nødlidende.
1. Find fortællingen
Regeringen har en generel udfordring. Den har svært ved at sætte sine reforminitiativer ind i en sammenhæng og appellere til danskernes langsigtede ønsker om en bedre fremtid. Underligt nok, for det er den regering i dansk historie, der har flest spindoktorer. Den offensive fortælling om DONG-salget kunne være, at initiativet skaber bedre muligheder for både flere job og mere klimavenlig energi, guf for det kritiske bagland. Men de realiteter synes at have været fraværende i debatten. Substansen er blæst væk i januarkulden.
2. Kommuniker den brændende platform
Hvorfor var det overhovedet nødvendigt at sælge? Vælgerne skal forstå nødvendigheden af, at netop en socialdemokratisk ledet regering af alle gør, hvad VK-regeringen aldrig fik taget sig sammen til. Børsintroduktionsprojektet har rumlet i 10 år, men den borgerlige regering lod tiden gå og slog til sidst op i banen. Det er ikke blevet tydeliggjort for vælgerne, at DONG er i voldsom pengenød, hvis den skal leve op til sin nye miljøvenlige forretningsplan. Her kunne den brændende platform ligge.
3. Vær ærlig om strategien
Det er heller ikke indlysende for vælgerne, hvorfor det var nødvendigt at få netop den amerikanske investeringsbank ind. Regeringen kunne jo bare selv låne penge noget nær gratis på grund af den lave rente – og sende en papkasse med pengene videre til DONG. Man skal forklare vælgerne, hvorfor det sidste slet ikke er en mulighed. Belært af erfaringerne med DSB og SAS ønsker en ansvarlig regering ikke at komme til undsætning med en ny pose skatteborgerpenge, hver gang bestyrelsesformanden og direktionen kalder. Det statslige selskab i et stærkt konkurrencepræget marked skal lære at stå på egne ben. Den strategi skal man tydeliggøre over for vælgerne.
4. Forklar fravalgene
Forklar også, hvorfor slemme Goldman Sachs er en bedre investormulighed end folkepopulære PensionDanmark. Det kunne være noget med, at den amerikanske investeringsbank vil være en mere sexet sengepartner, når der skal arbejdes henimod en egentlig børsintroduktion, som det jo er planen inden for få år. Hvis regeringen tror på, at den forkætrede bank kan trække flere spændende investorer til end PensionDanmark, så sig det tydeligt. Og hvis regeringen tror på, at amerikanerne vil være bedre til at trimme og skærpe DONG, så sig det.
5. Brug den socialdemokratiske historie aktivt
Privatiseringer er om nogen en socialdemokratisk opfindelse. Blå regeringer snakker, røde regeringer handler. 1990ernes Nyrup-regeringer med Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft i spidsen var storsælgere af statslige selskaber: Teledanmark, Statsanstalten for Livsforsikring, Københavns Lufthavne og flere endnu. Eller hvad med Datacentralen, som blev solgt til amerikanere i 1996? Med det salg overlod Nyrup og Lykketoft følsomme personoplysninger, blandt andet i form af danskernes CPR-numre, til en udenlandsk investor. Det har mange glemt i dag, måske også fortrængt af Nyrup, der – ikke særligt hjælpsomt for Corydon – forleden gik ud og undsagde DONG-projektet.
6. Få flere ambassadører på dit projekt
Bjarne Corydon har selv måttet tage alle kuglerne. En imponerende råstyrke. Men det er altid godt med sekundanter, der er stærke opinionsdannere. Var det ikke muligt at finde flere ambassadører som led i en alliancestrategi? Først alt for sent gik eksempelvis en respekteret SF-veteran og miljømand som Steen Gade ud og sagde, at det var en god aftale med amerikanerne. Nu som ny finansordfører for SF efter partiets exit fra regeringen:
”Jeg synes virkelig ikke, vi har haft en diskussion om substansen. Det er, at man selvfølgelig som socialist er grundlæggende interesseret i at sikre, at en statsejet virksomhed kommer til at køre ordentligt – oven i købet en virksomhed, som for et år siden skiftede strategi i retning af grøn energi,” lød analysen fra den konstruktive socialist, der – ironisk nok – aldrig nåede selv at blive minister.
Man skal lede længe efter tunge kræfter, der er gået i medierne og har forsvaret DONG-salget. Ældre socialdemokrater, der selv var med til at privatisere på livet løs i 90erne, har tværtimod været blandt de hårdeste kritikere, et nedslidningsforsøg, der virker koordineret og vidner om enorme spændinger i partiet.
Imens har Venstres Lars Løkke Rasmussen og den konservative Lars Barfoed lagt sig i hængekøjen og ladet Corydon tage modvinden alene, stort set kun sekunderet af et ultraliberalt heppekor blandt dagbladet Børsens lederskribenter. Christiansborg-politisk forstår man godt den borgerlige strudsetaktik, men kønt har det ikke været: Løkke og Barfoed har fået stolen til at rokke under et af regeringens stærkeste kort, der har måttet slide hårdt på troværdighedskapitalen.
De har ydermere gratis fået fjernet en sten fra det børsintroduktionsprojekt, som VK- regeringen ikke selv kunne gennemføre. Og endnu mere smart: Ved at holde lav profil nu kan de senere kritisere finansministeren i det forløb, der venter frem mod børsintroduktionen. Der vil givet komme historier om, at de smarte bankfolk fra Goldman Sachs har taget fusen på Finansministeriet, der angiveligt ikke havde læst det med småt. Og så kan den borgerlige spinmaskine starte: Hvordan kunne Corydon overse så elementære fælder?
7. Stol ikke på Dansk Folkeparti
Lære nummer syv er, at Kristian Thulesen-Dahl er en mester til at fornemme folkestemningen. Det gør Dansk Folkeparti til en ubehagelig forretningspartner, hvad man skal tage med i sin mediestrategi. DF har indført en ny disciplin i dansk politik: at undsige, hvad partiet selv har været med til at lægge stemmer til, hvis det er opportunt. Vi så det i forbindelse med den upopulære halvering af dagpengeperioden, og nu oplever vi det igen med DONG-salget. Det er imponerende dobbelt-kommunikation, men giver også et forvarsel om, hvor svært en borgerlig regering vil få det, hvis den skal lave reformer med hjælp fra Dansk Folkeparti.
8. Hav en klar mediestrategi
Det er ikke hver dag, at erhvervshistorier blæser op til orkanstyrke og giver anledning til protestunderskriftindsamlinger og demonstrationer foran Christiansborg. Var det til at forudse? Måske. En moderne mediestrategi skal navigere i kaos. Medievirkeligheden er ganske anderledes og mere kompleks end i 1990erne, hvor Nyrup-regeringerne også solgte ud af arvesølvet.
Den stærkt mediedækkede underskriftindsamling er eksemplet på, hvordan sociale medier som Facebook kan bruges til at mobilisere en folkestemning. Det er den ene lære, som en regeringsrådgiver skal tage med i sin worst case-rådgivning. Den anden er, at de traditionelle medier i dag har så travlt med deres breaking news koncept, at de ofte blot ender som mikrofonholdere for kritikerne.
Hvor var modspørgsmålene til den lille håndfuld fagforeningsformænd, der fik masser af sendetid, imens de delte blankochecks ud til finansministeren – uden at have et mandat fra deres pensionsselskaber? Hvorfor kom tilbuddet et helt år efter, at processen var gået i gang? Spørgsmålene blev ikke stillet. Og hvorfor blev der ikke spurgt ind til, om de var villige til at tage en økonomisk risiko for de surt opsparede pensionspenge, som lærere, pædagoger og sosu-assistenter skal bruge, når de forlader arbejdsmarkedet.
DONG-projektet er nemlig ikke en sikker tipskupon. Det kan komme til at koste penge for investoren. Det hedder at tage en risiko. Var FOAs Dennis Kristensen og lærerforeningens Anders Bondo parate til at tage den? Eller var deres mediestunt blot en tak for sidst til en finansminister, der har kørt en stram kurs over for en række offentligt ansatte?
Interesseret i nyhedsbreve med analyser og firmanyheder fra HEGELUND & MOSE inden for kommunikation, indflydelse, ledelse, medier og events? Så tast din mailadresse ind her.