Hvis fagministerierne tilføres en stab af politiske rådgivere, skal også Statsministeriet bemandes med stærkere profiler. Ellers mister statsministeren helt kontrollen. Og det var vist ikke meningen. Kronik i Information af Susanne Hegelund og Peter Mose.
Efter den seneste tids møgsager i en række ministerier har flere politikere og kommentatorer foreslået at ansætte politiske stabe i fagministerierne. Deres opgave skal være at rådgive i politiske forhold, mens det klassiske embedsværk kan koncentrere sig om klassisk faglig sagsbehandling og lovmedholdelighed. At selveste Statsministeriets departementschef blot få dage efter ministeriets 100-årsdag trækkes gennem hoben af journalister som et folketingsmedlem på vej til skafottet, vil formentlig kun øge debatten om politiske stabe.
Statsministeriet er kastet ud i en storm – netop som det relativt lille ministerium fylder 100 år. “Javel, hr. minister” har et længere portræt af Statsministeriet og dets funktion siden 1914.
Forslaget rykker imidlertid ved en række hårfine balancer i statsadministrationen. Internt i ministeriet er der fare for selvtilstrækkelighed hos den politiske stab. Risikoen er et parallelsystem, hvor flere i ministeriet laver det samme, samt at de klassiske embedsmænd ikke i tide anmodes om at dobbelttjekke jura og faglighed. En sådan ny praksis er altså ikke umiddelbart en garanti mod skandalesager.
Desuden er der endnu en overset udfordring: Statsministeriet risikerer at miste kontrol med fagministerierne. Det vil ikke længere kunne klare sig med sin nuværende bestykning på blot 80 hoveder, men vil have brug for en opnormering – både for at kunne matche resten af Slotsholmen og for at have hånd i hanke med lidt for foretagsomme ministre.
Reformmodet svigtede
Statsministeriet er i dag ikke meget andet end et udvidet sekretariat. Det var Socialdemokraternes top meget bevidst om, da partiet endnu var i opposition. Helle Thorning-Schmidt skelede til, hvordan Storbritanniens daværende premierminister Tony Blair omgav sig med udefrakommende toprådgivere i en Delivery Unit og en Strategy Unit. Målet var at udtænke politiske strategier på regeringens kerneområder og slå ned på ministerier, der ikke leverede varen. I vores bog Håndbog for Statsministre fra 2006 fortæller Helle Thorning om sine overvejelser, som aldrig blev ført ud i livet. Måske var det modet til et opgør med embedsmændene, der i sidste øjeblik svigtede Socialdemokraterne, da partiet vandt magten, men tabte valget i 2011.
Fortalerne for et statsministerium i den nuværende slanke udgave mener, at sekretariatet er stort nok til at kunne koordinere regeringsarbejdet og dermed skabe pres og retning på Slotsholmen – men ikke alene og uden hjælp, hvilket kun er sundt, lyder argumentet. Thornings egne embedsmænd er pisket til at trække på sværvægterne i andre ministerier, deriblandt Finansministeriet.
Samme argument mod magtfuldkommenhed bruger modstanderne af politiske stabe rundt om i fagministerierne. Hvis disse bliver for store og enerådende, kan de skabe store gnidninger internt og skabe magtlommer med egne dagsordner, som statsministeren ikke nødvendigvis vil elske.
Glemte dyder?
Sidst topembedsmændene var udsat for kritik, der kan matche den aktuelle, var i 1970’erne. Departementscheferne blev dengang beskyldt for at være dårlige politiske rådgivere. Hvis ikke de begyndte at levere varen, ville de blive fjernet som ministerens førsterådgiver, lød det. I stedet ville både Venstre og Socialdemokraterne indsætte politiske stabe.
Det budskab tog embedsmændene til sig, og siden har de været på en lang tilpasningsrejse. De har med mere eller mindre held forsøgt at leve op til de seneste 40 års ledelsesforventning om, at departementschefen ikke blot mestrer de klassiske embedsmandsdyder – loven, sandheden og det faglige – men nu også er en skrap rådgiver med politisk tæft.
Udviklingen begyndte for alvor under Poul Schlüter-regeringerne i 1980’erne og tog til under Poul Nyrup Rasmussen. I dag er embedsmændene så involveret i det politiske spil, at det – mener kritikerne – er blevet uholdbart.
De uerfarne og ofte ressortsvage ministre er umættelige. De føler, at de snarere får for lidt end for meget politisk sparring fra embedsværket – ikke mindst når det gælder Folketingets drillerier, hvor intet tilsyneladende er for småt til at udløse et samråd eller et spørgsmål til ministeren.
Det knager og brager i flere ministerier. Embedsmændene er ved at segne, bl.a. fordi der skal bruges så meget spildtid på den til enhver tid siddende oppositions drillerier. Og når der endelig er noget at komme efter, kan det tilsyneladende gå helt galt med rådgivningen, som vi lige nu ser det selv i eliteministerierne.
Fadæserne har sendt chokbølger gennem departementschefkredsen. Udenforstående sidder tilbage med det åbenlyse spørgsmål, om embedsmændene i deres iver for at agere aggressive politiske rådgivere har glemt de klassiske embedsmandsdyder. At de kløjes i alle rolleforventninger, samtidig med at verden er blevet mere kompleks og arbejdstempoet hurtigere.
Nyn en politisk strofe
Thorning-Schmidt har dog indtil i forgårs kunnet glæde sig over én ting: Hun er ikke personligt blevet trukket med ned. At en justitsminister kommer i uføre, truer ikke regeringens liv. Anderledes alvorligt er det, hvis regeringschefen er involveret. Derfor er det en mavepuster af de store, at der nu stilles spørgsmål ved selve Statsministeriets håndtering af den sag, der kostede Morten Bødskov posten.
Statsministeriets embedsmænd har tre grundfunktioner: Hold problemsager langt væk fra statsministeren (den klassiske rådgivningsrolle, som netop her skal være second to none), placer regeringschefen internationalt (det er hun selv god til) og hjælp hende med at sætte en offensiv dagsorden (den er straks værre).
De to sidstnævnte opgaver er kommet til hen over årene. Den udenrigspolitiske embedsmandsbetjening dukkede for alvor op i 1990’erne under Poul Nyrup Rasmussen, mens Anders Fogh Rasmussen i 00’erne satte nye standarder for, hvor proaktivt man kan drive et regeringsapparat fra det lille statsministerium.
Det lykkedes Fogh at være både koncernchef for A/S Danmark og udviklingschef for hele regeringen, i det mindste for en periode. Nu sidder Helle Thorning-Schmidt i en svær situation. Foghs sorgløshed er afløst af udfordringer uden enkle løsninger, og ikke mindst i begyndelsen af hendes regeringsperiode var det givetvis svært for embedsværket at finde ud af, hvad den socialdemokratiske statsminister egentlig havde tænkt sig.
Siden fulgte de lokale ministersager. Og den velkommunikerede køreplan fra Statsministeriet, som vi kender den fra Foghs regeringsperiode, har vi stadig til gode. Men kan man klandre embedsmændene for lige præcis det? Nok skal de skal kunne komponere en hel symfoni, men det kræver, at deres minister slår takten an og nynner en ren og klar politisk strofe.
Hvis politiske stabe skal være en del af orkestret, når der komponeres nye melodier, er det afgørende, at de bemandes rigtigt. Alene for ministerens egen skyld bør det være et ultimativt krav, at stabene har indsigt i og respekt for, hvordan Slotsholmen fungerer.
Kommer den dag, hvor de enkelte ministre får deres eget superhold, vil det samtidig være signal til et helt nyt og langt stærkere bemandet statsministerium. Ellers mister statsministeren kontrollen. Og det var vist ikke meningen.