Tirsdag den 9. marts kl. 19.30 er der premiere på “journalistiske saloner” i privaten hos Hegelund. Første emne bliver dækningen af krigen i Afghanistan. Målgruppe: journalister og mediefolk. Gæst: Forfatter Carsten Jensen.
Baggrunden for salonerne er den ind imellem manglende refleksion i medierne over dækningen af en række af de store fælleshistorirer.
Vi har travlt. Der er altid en deadline lige om hjørnet. Altid en syg kollega, der skal dækkes ind. Altid en ny redaktør, som ”lige skal køres ind” med deraf manglende overskud til større visioner.
Refleksion over, om vi ”ligger rigtigt”, ikke mindst på de store on going fællesemner, nedprioriteres i den daglige drift. Det gælder på ledelseskontorer og i nyhedssekretariaterne; den ene dag tager den anden, og så fortsætter vi, som vi gjorde i går og i sidste uge og sidste år.
Lysten er der formentlig, viljen vel også, det bliver bare ikke til noget. Jeg vil gerne udfordre vanetænkningen og lægge energi ind i at få skabt et diskussionsforum om dækningen af en række af de genrer og emner, som kan trænge til et eftersyn. Det kan være politisk journalistik, kulturnyheder, krimistoffet, konkrete aktuelle emner m.v.
Det sker i “Journalistisk Salon” I min stue, der er kaffe, vin – og jer!
Første salon bliver tirsdag den 9. marts kl. 19.30, som handler om ”Danske mediers dækning af krigen i Afghanistan”. Danskerne støtter fortsat krigen. Deres opfattelse af krigen i Afghanistan er – sjovt nok – baseret på vores dækning. Men giver dækningen et reelt grundlag for at vurdere krigsindsatsen, endsige den overordnede beslutning om at være i Afghanistan, om hvordan det er at være et land i krig, om de menneskelige og økonomiske udfordringer ved at være i Afghanistan?
31 danske soldater har foreløbig mistet livet, og krigen er periodevis dækket tæt, både hjemmefra og fra Afghanistan, ikke mindst hvis der ”sker noget”. I andre, lange perioder er der radiotavshed, bortset fra Forsvarets eget mediecenters reportager.
Vi har besøgt soldaterne, før, under og efter missionerne – men kom vi rigtig bagom? TV2 har haft kontor i Kabul – gav det et bedre grundlag for at forstå missionen? Vi har fokuseret på de hjemvendte, på de efterladte, og vi føler det fortsat som en pligt at meddele, når endnu en dansk soldat har mistet livet. Men ikke højt nok, lyder det fra kritikere, som mener, at vi i pressen bør vise de afdøde og de efterladte større respekt. Hvem er vores baggrundskilder – husker vi at høre alle parter i sagen…
Kan vi gøre det bedre? Eller anderledes? Forfatteren Carsten Jensen leverer et bud i aftenens salon. Kom også gerne med dit.
Tilmelding på sus@susannehegelund.dk. Af gode grunde er pladsen begrænset, jeg vender tilbage med bekræftelse, adresse m.v.