Regeringen lægger op til et opgør med universiteterne om de brødløse uddannelser: Med inspiration fra et amerikansk eliteuniversitet er der planer om, at også humanister skal lære noget om eksport. Danmark kan om ti år stå med en akademisk underklasse med for få jobchancer, lyder advarslen. Analyse i Berlingske Business Magasin. 

Landets universitetsrektorer får nu sat ledelsesmæssige tommelskruer på af regeringen, der højst usædvanligt er på nippet til at blande sig i indretningen af de akademiske uddannelser herhjemme. På tegnebrættet er en ”Harvard-model”. Efter forbillede fra det amerikanske eliteuniversitet pønser et ministerudvalg – med uddannelsesminister Morten Østergaard (R) i spidsen – på at gøre de humanistiske fag mere virksomhedsrettede, så eksempelvis en historiker har lettere ved at få job i erhvervslivet.

Dermed lægges der op til en alvorlig test af universiteternes højt besungne selvstyre, når regeringen kommer med sit udspil i det tidlige forår. Målet er at få virvaret af universitetsuddannelser til at passe bedre til det fremtidige arbejdsmarkeds behov.

Universiteterne skal fortsat have mulighed for at uddanne filosoffer og egyptologer. Men ligesom på Harvard skal unge på de mere bløde uddannelser også vide noget om eksport, inden de forlader eksamensbordet. Sådan lyder en af regeringsmodellerne, som – måske lidt overraskende – tiltaler De Radikale, der derved lægger op til et uddannelsespolitisk kursskifte i forhold til Marianne Jelveds (R) politikergeneration.

I regeringspakken er der også fremskredne planer om, at universiteterne grundlæggende skal tilbyde to uddannelsesmuligheder – en turbouddannelse (bachelor) og en længerevarende (kandidat).

Planerne vil kræve en politisk armbøjning med universiteterne, der i dag får lov til at tilrettelægge det meste af undervisningen selv og hele tiden opfinder nye sindrige studiekombinationer i jagten på de såkaldte taxameter-penge. Problemet er, at de højere læreanstalter i mange tilfælde sprøjter kandidater ud uden udsigt til job.

Den offentlige sektor har siden 1970erne været i stand til at skabe titusinder af arbejdspladser til akademikere, men den jobfest er slut. Stat, regioner og kommuner er på vej mod noget nær nulvækst – uanset om regeringerne vil være blå eller rød. Alligevel er mange universitetsuddannelser stadig designede til, at en offentlig arbejdsgiver står parat.

Skrækscenariet er, at samfundet fejlinvesterer i at uddanne unge, der på et ikke særlig fjernt arbejdsmarked må hutle sig igennem i løse vikariater og lavtlønsjob i en darwinistisk konkurrence med faglærte og ufaglærte. Danmark kan om 10 år stå tilbage med et akademisk proletariat. Det kan ende med sydeuropæiske tilstande, hvis ikke der gribes ind, lyder advarslen.

En prognose fra den politisk uafhængige erhvervstænketank DEA viser, at der hvert år frem til 2020 skal skabes 6000 ekstra akademiske job i erhvervslivet for at følge med universiteternes kandidatproduktion. Det er ifølge DEA tre gange så mange, som virksomhederne hidtil har været i stand til at suge op. Oveni skal lægges, at erhvervslivet kommer til at mangle faglærte og andre med en erhvervsfaglig uddannelse, viser fremskrivningen, der advarer mod den akademiske storproduktion, regeringen har sat i gang som svaret på Danmarks vækstkrise.

Uddannelse og atter uddannelse er blevet mantraet for regeringen, der med vedtagelsen af finansloven forleden lægger op til en historisk satsning på universiteterne. Men resultatet kan altså blive en jobmæssig katastrofe, lyder det fra DEA, der efterlyser en overordnet regeringsanalyse af, hvordan de rekordhøje optagelsestal på universiteterne hænger sammen med arbejdsmarkedets behov.

Dermed lægger DEA og andre kritikere op til et livtag med et af de længstlevende tabuer i dansk uddannelsespolitik: Daværende undervisningsminister Bertel Haarder (V) valgte i 1980erne at blande sig i universiteternes prioriteringer, men slap mindre godt fra det. Haarder krævede, at universiteterne øgede antallet af læge- og ingeniørstuderende markant. Begge krav var baseret på fremskrivninger af arbejdsmarkedet; alligevel endte mange i ledighed på grund af dårlige konjunkturer.

Det er gjort til skræmmeeksemplet, der siden har afholdt blå og røde forsknings- og uddannelsesministre fra at forsøge sig med den slags indblanding. De er oppe mod stærke kræfter i toppen af universiteterne. Rektorerne kalder det ”DDR-tilstande”, hvis man fra centralt hold begynder at fortælle, hvilke typer kandidater universiteterne skal producere om fem år.

Man behøver ellers ikke at ty til det tidligere kommunistland for at finde eksempler på den tankegang: Både Sverige og Tyskland laver prognoser for arbejdsmarkedets efterspørgsel, når uddannelsesudbuddet planlægges.

Det er for tidligt at spå, hvor langt ministerudvalget vil vove sig ud i, at der også herhjemme systematisk laves den slags fremskrivninger. Uddannelsesministeriets embedsmænd pusler i øjeblikket med forskellige efterspørgselsbaserede regnemodeller. Målet er at skabe et bedre planlægningsgrundlag for uddannelserne – uden at politikere skal begynde at blande sig i hver en detalje.

Akademikernes Centralorganisation (AC) har tusinder af humanister (Dansk Magisterforening) og samfundsfagsfolk (DJØF) i sin medlemskreds, men har med strategisk sikker hånd meldt sig ind i debatten med synspunkter, der ikke ligger langt fra DEAs: Alt for mange uddannelser er rettet mod den offentlige sektor, advarer AC, der også frygter, at regeringen kan komme til at skabe en akademisk underklasse. Der skal uddannes flere, erhvervslivet sukker efter. Og det skal gøres lokkende for akademikere at starte som iværksættere og kaste lønmodtagertankegangen over bord.

AC bevæger sig på en knivsæg over for sit bagland med sin nye ”private stemme”. Men det vejer tungt, at Ingeniørforeningen (IDA) er på vej tilbage i AC-familien efter i en årrække at have været meldt ud i protest mod ACs ensidige offentlige profil. IDA har 88.000 ingeniører og teknisk naturvidenskabeligt uddannede medlemmer – de fleste ansat i erhvervslivet.

Men skiftet handler også om, at ACs top kender til reglen om udbud og efterspørgsel: Hvis der produceres for mange akademikere med brødløse udsigter, vil akademikerlønningerne herhjemme begynde at falde markant. Den risiko har de luret i AC.