Alle mand er på dæk, klar til den benhårde og ekstremt spændende valgkamp, der med SFs store annoncer i dagens aviser definitivt må siges at være skudt i gang. Valgkampen bliver langvarig og kan komme til at minde om dem i 1998 og 2001, hvor det til det sidste var usikkert, om vi fik et regeringsskifte eller ej.

Det bliver nervepirrende måneder, vi går ind i: slibrigheder, løgne, tal og modtal vil fyge gennem luften, uden at ret mange danskere kan nå at danne sig et samlet overblik over, hvad der er op og ned. ”Fup eller fakta” bliver bærende elementer, og dele af pressen vil forsøge, ihærdigt, at skille skæg fra snot og give et retvisende billede af tingenes tilstand. Men langt fra alle usandheder og løgne vil blive fanget, og der skal jo også sælges aviser…

I sammenhæng med den allerede ophidsede for-valgkamp er sidste uges  SDU-undersøgelse af DRs og TV2s påståede politiske skævhed interessant. ”Surprisen” er, at DRs journalister ikke er røde og TV2s ikke blå. Det har taget tre år og kostet mellem fire og fem millioner kroner at komme frem til resultatet. Bundlinjen holder givetvis – men vejen til denne er både mere simpel og mere kompliceret, end forskerne har lagt til grund for deres undersøgelse, i hvert fald som jeg har kunnet læse uddraget.

Når man er så gammel, at man som barn kunne spørge sine forældre ”Mor, hvem er størst, Gud eller Viggo Kampmann?”, og når man som jeg tøffede rundt med en kørelærer, mens socialdemokraten Erhard Jakobsen løb tør for benzin og dermed væltede sin egen regering, så er der noget, der begynder at ligne et mønster i årtiers politisk dækning. Jeg har været så heldig at være en del af den centrale valgdækning ved de otte folketingsvalg siden 1987 som politisk reporter, projektleder eller chef på henholdsvis Berlingske Tidende og DR. En ting og kun én ting har talt hos de politiske reportere og chefer, jeg har haft omgang med i de 8 x 3 ugers valgkampe, nemlig den gode historie. Intet over, intet under. Det er ekstremt professionelle mennesker, vi har med at gøre. Dybt faglige og optaget af at finde ind til kernen af en historie samt – gud bedre det – af, at pressen faktisk har en vigtig rolle i vores folkestyre, som vi skal værne om.

Der kan drages en parallel til embedsværket på Slotsholmen. Enhver departementschef, afdelingschef eller fuldmægtig har en privat holdning. Det afgørende er, at personlige meninger lægges til side, når en ny minister træder ind ad døren. En embedsmand er først og fremmest optaget af faglige hensyn, og mangen en skeptisk minister er blevet overrasket over den toployale behandling, han har fået af embedsfolk, der politisk ikke er af samme observans som ham selv. Det bedste eksempel er vel Statsministeriets departementschef, Karsten Dybvad, der blev mødt med voldsom kritik, da han som en del af den socialdemokratiske bevægelse blev udnævnt til departementschef i Finansministeriet af en socialdemokratisk finansminister. Siden opdagede hovedkritikeren, Fogh, at Dybvad muligvis var socialdemokrat, men også så hamrende dygtig, at han hev ham over som departementschef hos sig selv i Statsministeriet. Forklaring: manden er topprofessionel, uanset partifarve.

Nøjagtig sådan gælder det standen af Christiansborg-reportere med de politiske redaktører i spidsen. Forskellen i forhold til embedslaget er naturligvis, at journalister ikke servicerer en siddende regering men kigger den kritisk efter i sømmene, ligeså vel som der også gås kritisk til oppositionens forslag. Ligheden er, at begge grupper er professionelle i deres fag og ikke lader private holdninger præge deres arbejde. Som nyhedsjournalist, ikke mindst på Christiansborg, holder du ikke mange dage, hvis du ikke er fuldstændig fast i kødet i forhold til den faglige tyngde. De mere farvede typer findes naturligvis (og gudskelov for det, de giver jo salt og peber i medierne) – de har blot ikke fast plads i nyhedssektionerne.

Interessant nok ligger både det ledende embedsmands- og medielag  ifølge Lars Olsens nyeste bog, Eliternes Triumf, en anelse til venstre for midten. De to lag tilhører, hvad Olsen kalder, henholdsvis ”DJØF-laget” og ”kultur- og uddannelseseliten”. De to grupper har blandt andet  til fælles, at de ikke i stort omfang stemmer på Dansk Folkeparti. Men hvad de selv måtte stemme, er ikke relevant, så længe de er top-professionelle i forhold til hver deres virke, uanset regering og dennes støttepartier.

Udfordringen (som ikke fremgår af SDU-undersøgelsen, som jeg har set den refereret) ligger mellem valgene, når slaphed og slendrian lejlighedsvis indfinder sig på selv den bedste redaktion. Hvis der skal tages fat på en mulig manglende professionalisme og eventuel ”farvning”, er det her, der skal udvises agtpågivenhed. Det gælder i forhold til ikke bare at løbe med på en hvilken som helst dagsorden, som der ikke altid er journalistisk belæg for. Her er manglende viden, ringe redaktionel coaching eller ligefrem en skjult dagsorden oppefra i systemet de største trusler.