Siden Schlüters 80ere har statens budgetbisser forsøgt at kopiere erhvervslivet for at få styr på den offentlige sektor. Nu breder utilfredsheden sig med denne New-Public-Management-tankegang.  Den hindrer innovation, lyder kritikken. Analyse i Berlingske Business Magasin.

En mandag i maj fandt et usædvanligt møde sted i Finansministeriet. Fire forskere med et anderledes bud på at styre den offentlige sektor var inviteret ind i løvens hule. Der var ingen ministre til stede. Men rigets mest indflydelsesrige embedsmænd, departementscheferne, havde alle indfundet sig.

Landets budgetbisse nummer et – departementschef David Hellemann – havde bedt kollegerne fra de andre ministerier høre, hvorfor der uden for deres indercirkler breder sig et opgør med New Public Management-tankegangen (NPM), og hvordan den ifølge forskerne må erstattes af en mere understøttende og motiverende ledelsestænkning med vægt på tillid og frihed.

Dermed tog forskerne fat på et ømtåleligt emne, det kan opfattes som en indirekte kritik af netop Slotsholmens topembedsmænd – ikke mindst dem i Finansministeriet – som i årevis har sværget til NPM. Det var Hellemanns forgængere, der i den konservative regeringschef Poul Schlüters 1980ere fandt på at kopiere erhvervslivet, efter at den offentlige sektor siden 1950erne var begyndt at vokse for vildt og for hurtigt.

Op gennem 80erne og 90erne blev det mere og mere tydeligt, at udgiftsspiralen ikke blot blev drevet af borgernes krav, men også af personalegrupper og fagforeninger for offentligt ansatte. Medicinen – også for Poul Nyrup Rasmussens (S) regering – var detaljerede og omfattende resultat- og direktørkontrakter med indbyggede bonusmål ligesom i den private sektor.

Systemet har siden gået sin ledelsesmæssige sejrsgang i statens styrelser og i kommunerne, og de fleste er enige om, at det har været en gevinst. Men kritikere mener, at måleregimet er gået for vidt. Personale og chefer – især dem tæt på borgerne – oplever det som mistillid og kontrol, der bremser innovation og kreative, fagligt funderede løsninger.

Dermed er NPM kun en del af svaret på at håndtere de enorme velfærdsudfordringer, det offentlige står over for. Nogle mener ligefrem, at tankesættet er en spændetrøje og spilder for megen cheftid og for mange medarbejderkræfter, også hos den store gruppe af såkaldte controllere, DJØFere, der er ansat til at holde systemet ved lige, blandt andet via sindrige indberetningssystemer.

Men på mødet i Finansministeriet var begejstringen til at overse, da forskerne gav et bud på en ny og frigørende forvaltningspolitik. Nok deler flere departementschefer erkendelsen af, at NPM-pendulet måske er svinget for langt ud. Men specielt Finansministeriet mener, at der stadig er en del fedt, også i centraladministrationen, og at det kræver en jernhård og usentimental hånd. Der er samtidig en vis frygt for, at offentligt ansattes fagforeninger vil bruge forskernes argumenter til at genvinde noget af det terræn, de har mistet over for arbejdsgiverne.

På forunderlig vis undlader departementscheferne at udsætte sig selv for den styringslogik. Når de skal have deres årlige bonus, foregår det mere på slump: Nok sidder departementscheferne – som de er blevet bedt om af Finansministeriet – troligt og laver en ”selvangivelse”, hvor de opregner, hvordan netop de har gjort en forskel i årets løb.  Og nok gør de mest ærekære af dem meget ud af skriveriet.

Men en og anden har indimellem overvejet blot at skibe en vrøvletekst af sted, fordi de martres af tvivl, om indberetningen overhovedet bliver læst, inden Finansministeriets og Statsministeriets departementschef sætter sig sammen for at dele bonus ud. Ingen har dog, så vidt vides, endnu vovet den spøg.

Anderledes stramt i snor holder departementscheferne deres egne styrelsesdirektører. De skal leve op til detaljerede kontrakter, præciseret i ofte ganske lange dokumenter med et hav af forskelligartede krav. Det måleregime bruges der mange administrative kræfter på, selvom systemet har sine kritikere, også blandt professorer på statskundskabsuddannelserne.

Det grundlæggende spørgsmål er, om Finansministeriet og våbenbrødrene ude i kommunernes økonomiforvaltninger helt skal holde op med at måle, hvad chefer og medarbejdere andre steder i systemet foretager sig.  Nej, understreger forskerne. Men der skal over en bred kam luges ud i målene, og de skal være mere meningsfulde og fokusere på resultater, der er reelle servicefremskridt og ikke blot en registrering af diverse aktivitets- og proceskrav.

Spørgsmålet er, hvem der tager de første skridt til at løsne op. Nogle frontløber-kommuner er allerede i gang. Men når det gælder staten, er tiltroen til Finansministeriet lille, ikke mindst blandt kontrakt-plagede styrelsesdirektører. Budgetbisserne er ofte unge hurtigløbere, der i forvejen skaber irritation. ”Konfirmander omkring de 30”, som de betegnes i syrlig styrelsesjargon. Til gengæld opfordrer de skeptiske direktører deres egne departementschefer til at tage fat.

Det kunne være at lave direktørkontrakter, der fremmer innovativ tænkning, en af Slotsholmens store undladelsessynder.  Man arbejder ad hoc– og hovsa-præget, ofte mere styret af mediernes dagsorden end ministerens, lyder selvkritikken.

Så hvorfor ikke lave kontrakter, der pålægger en styrelse hvert år at komme med eksempelvis fem konkrete, forudseende og realiserbare forslag til, hvor og hvordan ministeren kan tage affære, inden pressen gør det.  Det vil et ministerhold – uanset farve – elske.

Indtil videre har den socialdemokratisk ledede regering med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen ikke selv foretaget noget, der kunne minde om et opgør med NPM.  Ledende embedsmænd spøger tværtimod med, at Hellemann, der ellers er kendt og frygtet for at sværge til benhård top-down-styring, ligefrem har fundet sin overmand i netop Corydon.

De to topfigurer i Finansministeriet swinger rigtigt godt og taler samme bissesprog. Forskellen på dem er blot – lyder joken – at ministeren er omend endnu mere ekstrem end sin departementschef, når det gælder at bore sig ned i excel-arkenes kolonne-univers, inden de store beslutninger tages.

Læs mere om forskerholdet og deres anbefalinger på www.forvaltningspolitik.dk