I den forgangne uge var der nyt om de såkaldt grønne investeringsforeninger, som ikke altid er helt så grønne, som det fremgår af de fine prospekter. Bag historien stod hverken Politiken, Berlingske eller Jyllands-Posten men såmænd journalistiske iværksættere fra Danwatchs trange loftskontor i Nørregade i København.
Den undersøgende journalistik finder ligesom nyhedsjournalistikken fuldstændig nye veje i disse år. I takt med bladkrisen, nye medieformer samt øget fokus på opdateringer og versioneringer vil undersøgende journalistik formentlig blive udfoldet længere væk fra de traditionelle redaktioner, end vi er vant til.
Branchen rummer fortsat journalister og andet godtfolk, som foretrækker at grave magtmisbrug, korruption og anden råddenskab ud på tværs af landegrænser frem for at være en del af her-og-nu kapløbet, om der så er et traditionelt mediehus bag eller ej. Hvem betaler så? Det gør ildsjælene selv i form af arbejdstid samt en række organisationer og det offentlige.
Danwatch-kernen i Nørregade er en håndfuld journalister, som hutler sig igennem med løn fra skiftende projektbevillinger fra Danida, EU, Roskilde Festival og deslige. En snes frivillige bruger herudover deres fritid på research og dokumentation i den gode sags tjeneste. Basisdriften i form af husleje og varme står Forbrugerrådet og et par andre organisationer bag. Netop disse organisationer var faddere til Danwatch i frustration over, at ikke mindst DR efter deres mening havde sluppet taget i den kulegravende journalistik.
Resultaterne ses som snesevis af artikler, radio- og tv-indslag i de mange medier, som mangler penge til den tidskrævende og dyre undersøgende journalistik – og som derfor med kyshånd aftager research fra Danwatch i tiltro til den journalistiske valør. Ikke mindst DR er sælsomt nok i dag en flittig aftager af Danwatch’ materiale, spændende fra Radioavisen over P1 Dokumentaren til TV Avisen og Kontant!
Trenden er international, Norge, Sverige, Holland og Storbritannien har længe haft Danwatch-agtige vagthunde i gang. Men også i kriseramte USA graves der på livet løs uden for de traditionelle medier.
Ikke-profitskabende investigerende amerikansk journalistik foregår i dag på f.eks. ProPublica og på California Watch, som drives af The Center for Investigative Reporting.
Blandt de gravende pionerer på f.eks. ProPublica er tidligere reportere fra hæderkronede New York Times, som alene i den seneste sparerunde måtte sige farvel til omkring 100 medarbejdere.
De tilbageværende New York Times journalister kan, mens de forsøger at nyde udsigten fra deres spritnye og imponerende lokaler på Midtown Manhatten, frygte, at de slemme tider kun bliver værre: Avisens arkitektonisk flotte prestigebyggeri overskred i dén grad budgettet, annoncører vånder sig under krisen; abonnenter siger op, alt stof fra dagens avis ligger jo alligevel frit tilgængeligt på nettet. Den afgørende model for mikrobetaling på selv samme net er endnu ikke fundet, iPad-samarbejde eller ej. Mediemogulen Robert Murdoch truer fra sit nyvundne domæne på Wall Street Journal med bøllebank til de liberale skiderikker på New York Times.
Det er derfor intet under, at det for en række af også dette dagblads medarbejdere kan være et reelt alternativ at fortsætte gravningen under nye former med velgørende fonde bag.
Men sponsorer hænger ikke på træerne, slet ikke i Danmark, hvor der ikke er tradition for fondsdonationer i nær samme målestok som i USA. Omvendt har faget en grundlæggende forpligtelse til at gå et spadestik dybere end den daglige nyhedsopdatering og de mange analyser. Blandt andre Berlingske Tidende forsøger dygtigt, men når vi taler om afdækning af internationale forhold, bliver det så dyrt, at kun få medier kan være med.
Derfor ender den tidskrævende kritiske journalistik om danske virksomheders gøren og laden på den globale udebane bl.a. hos Danwatch-folkene oppe under loftet i Nørregade. Egentlig aparte. Men ej heller inden for investigering er dagen i dag som den i går.