Lobbyland 2020

Kampen om indflydelsen skærpes. Umærkeligt har Danmark bevæget sig hen mod en ”alle mod alle”-kamp. Organisationer med utidssvarende lobbymetoder mister indflydelse. Kronik 1. juledag 2013 i Berlingske af  Susanne Hegelund og Peter Mose.

Anker Jørgensens Danmark er for længst sendt på pension, også når det gælder veje til indflydelse. Alligevel er en lang række organisationer endnu ikke kommet ind i det nye årtusind, når det handler om professionel interessevaretagelse. Datidens råd, nævn og trepartsforhandlinger med en gruppe faste aktører spiller ikke nær samme politiske rolle som tidligere, når beslutningerne skal modnes og tages.

Beslutningsprocesserne har over 25-30 år – interessant nok uden for mediernes søgelys – udviklet sig hen imod en slags fri lobbykamp, hvor alle kæmper mod alle. En interesseorganisation kan blive taget med på råd, javist. Men lobbyisterne kan også blive kørt over af en regering, hvis ministre og embedsmænd vurderer, at de ikke møder op med konstruktive og gennemregnede løsningsforslag.

Vi spår i vores netop udkomne bog, Lobbyistens lommebog – politikere under pres, at den lobbyproblematik bliver endnu tydeligere frem mod 2020 (Læs anmeldelser af bogen her).  Sorgløshedens Danmark forsvandt med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Væsentlige og svære samfundsbeslutninger ligger forude i disse globaliseringstider, hvor Danmark står i et vadested mellem ”nationalstaten”, ”velfærdsstaten” og ”konkurrencestaten” – tre fremtidsscenarier med hver deres fortalere, alliancer, vælgergrupper og organisationsinteresser.

Vi er på vej mod et Danmark, hvor organisationslobbyisterne i endnu højere grad end hidtil må kæmpe om at definere, hvad der er landets grundlæggende problemer – og hvad der er medicinen. Vi vil se en skærpet kamp, hvor giganter som DI, LO, Ældre Sagen, Kræftens Bekæmpelse og KL vil konkurrere på viden, belæg og dokumentation for deres forslag med omkring 1700 andre organisationer herhjemme.

En hel meningsindustri

Ja, kære læser, du læser rigtigt: Danmark er et gennemorganiseret land med ifølge forskere fra Aarhus Universitet hele 1700 organisationer, der arbejder med lobbyisme på landsdækkende plan. En hel meningsindustri, i stort omfang befolket af djøf’ere, men også af frikøbte organisationsbosser i mange lønmodtagerorganisationer. Organisationslandskabet strækker sig lige fra den lille patientforening for psykisk syge med angstproblemer over pædagogerne til parcelhusejerne og Finansrådet.

En helt særlig udfordring har lønmodtagerorganisationerne. I Lobbyistens Lommebog – som er tredje bind i vores magttrilogi om beslutningsdanmark – erkender dele af fagbevægelsen, at erhvervslivets lobbyister for længst er vågnet op til den ny virkelighed, hvor ingen pr. automatik er sikret indflydelse. Lønmodtagersiden har i løbet af regeringens første to år frustrerede kunnet observere, at erhvervsorganisationerne har skaffet sig langt mere indflydelse i den socialdemokratisk ledede regering end dem selv. Først og fremmest på grund af tidssvarende metoder, mens dele af fagbevægelsen fortsat arbejder med lobbyisme som i Ankers tid.

Som sektorformanden i 3Fs transportgruppe, Jan Villadsen, siger i bogen: ”DI har langt mere indflydelse på den her regering, end vi har. Det er ikke, fordi regeringen ikke vil give os indflydelse, men fordi vi ikke gør vores arbejde ordentligt”. Sektorformanden trak sig i sidste øjeblik i kampen om at blive Poul Erik Skov Christensens afløser som forbundsformand for hele 3F. ”Vi er gode til at råbe op og sige nej, når vores medlemmer er i klemme. Men vi har ikke været gode til at komme med løsninger. Og vi har heller ikke været gode til at underbygge de løsninger, vi så endelig har,” lyder analysen.

Gennemregnede forslag

Dermed rører sektorformanden ved det centrale i moderne interessevaretagelse: En organisation dukker ikke bare op i et ministerium for at påpege, hvor elendige tiderne er for medlemmerne. Klynk kan være en del af ritualet. Men hvis systemet skal tage lobbyisten alvorligt, skal han også møde op med forslag, der er gennemregnede og tager højde for dette og hint. En nutidig lobbyist møder op med løsningen.

Hvis der ikke kommer andet end en forudsigelig svada med opremsning af alverdens problemer, får både ministre og embedsmænd hurtigt et træt blik og begynder at kigge på uret. ”Så hjælp mig dog,” lyser det ud af øjnene, mens lobbyisten følges ud. Det kan godt være, at fagforeningsmanden er så heldig, at det lige for tiden er vennerne i rød blok, der har magten. Og nok vil en socialdemokratisk minister lytte til kravene, men denne vil samtidig sidde og tænke på, hvad Finansministeriet ville sige, hvis det forslag blev sendt over.

Overordnet set må lobbyorganisationerne – store som små – strategisk beslutte sig til, om de vil være en del af samfundsløsningen eller en del af problemet set med politikernes og embedsmændenes øjne. Vælger man løsningssporet, kan det være adgangsbilletten til indflydelse i Lobbyland 2020. Forbliver man på brokkesporet med fokus på egne snævre problemer, risikerer man at blive kørt over – uanset hvor meget medlemmerne klapper i hænderne af formanden, når denne igen og igen går på barrikaden for sine medlemmer i medierne og på stormøder.

Netværk og analysekapacitet

Nøglen kan være at kommunikere forståelse for helheden. En lønmodtagerorganisation skal ikke kun tale om løn-og arbejdsvilkår, og en brancheforening må ikke være for smal i sin tilgang til samfundsdebatten, hvis der skal lyttes.

Samtidig handler det frem mod 2020 om at have det rette medarbejderhold i sin organisation – ikke nødvendigvis samme typer som for bare ti år siden. Uden analysekapacitet kommer du ingen vegne. Og så skal netværket blandt embedsmændene – og helst i de indflydelsesrige ministerier – være i top.

En række erhvervsorganisationer har med krisens hjælp og med en pragmatisk snarere end følelsesbetonet tilgang fået lettere adgang til regeringskontorerne end måske nogensinde før. Det er sket, samtidig med at en række lønmodtagerorganisationer føler sig løbet over ende af regeringen.

Spørgsmålet er, hvad der vil ske under en eventuel kommende borgerlig regering: Fagbevægelsen kan håbe på, at et blåt ministerhold mere end et socialdemokratisk ledet vil have behov for det velsignelsesdrys, lønmodtagerorganisationer kan kaste over vanskelige beslutninger: Vil lønmodtagerne for eksempel være med til at effektivisere den offentlige sektor yderligere og indrette de forskellige overførselsindkomster anderledes?  Kan man se sig selv som en ”del af noget større” på den lange bane – mod at ofre hårdt tilkæmpede goder på den korte bane?  Er fagbevægelsen overhovedet klar til at erkende, at reglerne for indflydelse er lavet om? Intet kommer længere af sig selv og ad de gamle kanaler.

Specialiserede organisationer

Et fristende quick fix kan måske være at slutte sig sammen i større enheder, fusionere LO og FtF og dermed få flere medlemmer bag sig. Men hvis store medlemssegmenter sværger til ”velfærdsstaten” og andre til ”konkurrencestaten” som samfundsmedicinen, så er man lige vidt. Intern uenighed vil frem mod 2020 ikke blot være udfordringen for LO, men også andre store foretagender som DI og KL.  Det bliver let mindste fællesnævner, de er i stand til at møde op med – snarere end skarpe, konkrete og operationelle løsningsforslag. Hvis de glæder et medlemssegment, skuffer de et andet.

Det kunne tværtimod tale for en samfundsudvikling, hvor der opstår nye, specialiserede, mindre organisationer med homogene medlemsgrupper, som har nemmere ved at skaffe sig et mandat, inden de møder op i regeringskontorerne og Folketinget. Forskere har kaldt det ”Great Britain-problemet” med sigte til den løsrivelsesbevægelse, der for eksempel er i gang i Skotland.

Men mon det går så galt, at sådanne gigantorganisationer opløses indefra? Næppe. Og LO-områdets største garanti mod at blive politisk jævnet med jorden vil i virkeligheden ikke komme fra politikerne, men fra erhvervslivets lobbyister, der i et vist omfang har brug for, at lønmodtagerorganisationerne stadig eksisterer. Fagbevægelsens faldende legitimitet vil pudsigt nok ende som erhvervsorganisationernes problem i 2020, for også de er en del af den danske model og dermed afhængig af en respekteret og stærk modpart.