Erhvervsliv og lobbyisme: Direktører i de store erhvervsorganisationer hentes i dag blandt Slotsholmens topfolk. HEGELUND & MOSE-kronik bragt i Børsen den 28. juni 2018. Anledning: erhvervsminister Brian Mikkelsens exit til Dansk Erhverv. Genlæs kronikken “Erhvervslivets lobbyspidser hentes på Slotsholmen” neden for.

Erhvervsliv og lobbyisme

En smilende Brian Mikkelsen fangede straks den subtile embedsmands-humor, da Erhvervsministeriets departementschef, Michael Dithmer, for rullende kameraer i sidste uge overrakte den afgående minister vores værk ”Lobbyistens Lommebog” som forberedelsesgave: Mikkelsen skal efter 24 år i Folketinget være direktør i Dansk Erhverv.

Bogen rummer ikke bare tips og tricks til indflydelse. Den beskriver også udviklingen og de indbyrdes magtkampe blandt de erhvervsorganisationer, der sætter deres tydelige præg på  store samfundsdagsordener som vækst, job, skat og afgifter.

Mikkelsens Dansk Erhverv er sammen med Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Finans Danmark, Danske Rederier og nogle stykker til blandt de fremmeste, når det gælder at spille de politiske kort på medlemmernes vegne.

Stærk bestykning

Erhvervslivets toporganisationer råder over en tredjedel af samtlige politiske medarbejdere i hele organisationsverdenen ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet. Mylderet af andre interesseorganisationer kan lære ikke så lidt om nutidig lobbyisme af erhvervsorganisationerne.

Mikkelsens lobby-entré bekræfter en ny karriere-understrøm: Organisationsbestyrelserne ønsker i dag enten toppolitikere eller – oftere – topembedsmænd, direkte importeret fra Slotsholmen.

Den udvikling udfordrer det hidtidige økosystem for rekrutteringen til topposterne: Den typiske direktørkandidat har gerne været en professionel organisationsmand, der enten har cirkuleret rundt i organisationsverdenen eller været specialist i en bestemt branche, indtil vedkommende nåede jobbet som top-erhvervslobbyist.

Jens Klarskov, som Brian Mikkelsen afløser, er en sådan organisationsmand classic med cheffortid i andre organisationer.

Toppolitiker-skifterne over i lobby-erhvervet er velbeskrevne. Før Mikkelsen gjaldt det eksempelvis ex-minister Søren Gade og siden justitsminister Karen Hækkerup i Landbrug & Fødevarer.

Magtanalyse

Overset er det, at erhvervsorganisationerne har ændret kotume og i dag ofte går efter en topembedsmand med erfaringskilometer i benene. Man har lavet sin magtanalyse og går målbevidst efter offentlige bosser fra Slotsholmens maskinrum; dem, der diskret trækker i trådene, minister efter minister.

Markant var skiftet i Dansk Industri, da Karsten Dybvad, departementschef i Statsministeriet, afløste Hans Skov Christensen med en hel karriere hos arbejdsgiverne bag sig.

Finans Danmark foretrak i 2015 også en offentlig chef, Finanstilsyns-direktør Ulrik Nødgaard, da man sagde farvel til den klassiske organisationslobbyist Jørgen Horwitz. Danske Rederier var to år tidligere sejlet i samme retning ved at hive Anne Steffensen, chef i Udenrigsministeriet, ind, da Peter Bjerregaard gik på pension efter 39 års tro søfartstjeneste.

Forsikring & Pension var en slags first mover, da brancheorganisationen i 2004 hentede en af Økonomi- og Erhvervsministeriets topfolk, økonomidirektør Per Bremer Rasmussen, ind.

Også Dansk Arbejdsgiverforening foretrak i 2015 en embedsmand, direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, Jacob Holbraad, da organisationsmanden Jørn Neergaard Larsen stoppede.

Slotsholms-forcerne

Hvad håber erhvervslivets foreninger at få med en dreven topembedsmand i stedet for den klassiske organisationsmand? Først og fremmest en ”oversætter”, der formår at læse spillet og sætte erhvervslivets behov ind i en politisk kontekst; en direktørtype, som forstår tankegangen blandt dem, der forbereder og tager de centrale beslutninger. I sit nye liv som lobbyist er topembedsmanden skarp til at målrette argumentation og timing mod de ansvarlige på Slotsholmen.

Læg dertil, at en tidligere topembedsmand har et suverænt netværk i magtens maskinrum med kontakter, der pludselig er værdifulde på den ny organisations vegne.

Sluttelig er topembedsværket erfarne i at lede store organisationer. Den erfaring giver ministerlivet ikke nødvendigvis, så på ledelsesdimensionen kan det knibe selv for den garvede politiker, der bliver direktør i en kompleks kæmpe-organisation.

Ex-ministerens styrker

Som organisationsboss kan en ex-embedsmand derimod komme til kort, når det gælder strategisk kommunikation. Det samme gælder rollen som organisationens ansigt; ikke alle djøf-typer føler sig tilpas ved at gå i tv tidligt og silde.

Her er politikeren – med Brian Mikkelsen som det seneste eksempel – i sit es. Til gengæld bliver det spændende at se, hvordan han næste gang – muligvis med Lobbyistens Lommebog under armen –håndterer et møde med Michael Dithmer. Nu ikke længere som dennes politiske chef, men som én interessevaretager blandt mange.