Lobbybogen “Flyt magten” med undertitlen “Sådan bliver du en god lobbyist” er udkommet. Titlen kunne også have været “Flyt Magten – styrk demokratiet”, da vores håb er, at vi med bogen kan inspirere til et endnu bedre samarbejde mellem på den ene side politikere og embedsværk og på den anden de mange organisationer, virksomheder og borgere, der banker på kommunens, Folketingets og regeringens dør med stort og småt – og vice versa.
Bogens indholdsfortegnelse giver et smugkik og overblikket over de 21 temaer.
“Flyt magten” er fyldt med lavpraktiske lobbyråd om, hvad der er takt og tone, hvis man skal overbevise den, der sidder på den anden side af bordet. Det er en samfunds-, metode- og ledelsesbog, der giver overblikket over maskineriet og psykologien i Folketinget, i ministerierne, på rådhuset og i medierne.
.”Flyt magten” beskriver, hvordan lobbyisten finder ind til sin grundfortælling, agerer i den nye medievirkelighed, fintuner sine analyser og argumenter samt samarbejder med andre i alliancer, der flytter magt.
Bogen stiller skarpt på, hvordan man ledelsesmæssigt sætter sit drømmehold sammen og får et til tider nølende bagland med på rejsen mod indflydelse. Den sætter også fokus på den afgørende gennemslagskraft og på talsmandsrollen, som det her og der fortsat kniber med at fylde ud.