Fogh gør det, en moderne regeringsleder skal – ud og netværke internationalt. Det satte Nyrup nye standarder for, mens Schlüter var undtagelsen, der foretrak at blive hjemme.

Analyse i Politiken 21. november 2008.

Om Anders Fogh Rasmussen går der den Christiansborg-vittighed, at da han var yngre, var alt storpolitik, hvis blot det foregik få kilometer uden for hans daværende hans valgkreds på Viborg-kanten. Men som statsminister er han kommet godt efter det med, at der altså er en verden uden for ikke bare Viborg og omegn, men også Danmark.

 Nu er han blevet ikke så lidt af en rejsekonge: Dårligt nok var Venstres landsmøde i weekenden slut, så var det af sted til Kenya og Etiopien; i sidste måned gjaldt det Kina og i september USA. 59 rejsedage er det foreløbig blevet til i år – blot 11 færre end i 2002, hvor Danmark havde EU-formandskabet med ham for bordenden.

Kritikere og spindoktorer udlægger det som om han alene er ude og gøde jorden for en international toppost til sig selv og dermed pleje personlige karriere-ambitioner. Men uanset om det er rigtigt eller forkert, så fylder Fogh på mange måder den rolle ud som koncernchef for A/S Danmark, en moderne statsminister skal. Nemlig at tage bestik af situationen i udlandet, etablere et globalt ledelsesnetværk og forsøge at tilkæmpe Danmark den bedst mulige placering i den globale økonomi.

Poul Schlüter vil formentlig være den sidste statsminister i danmarkshistorien, der ligefrem skiltede med, hvor lidt han gik op i det internationale – han var ikke så europæisk, at det gjorde noget, og han slap godt fra det. Schlüter koncentrerede sig om indenrigspolitikken, mens han glædeligt overlod det politiske arbejde med Europa, NATO og USA til Venstres formand, Uffe Ellemann Jensen. Uffe tog sig af rejseriet, mens statsministeren passede Christiansborg.

Det mønster brød ”europæeren” Poul Nyrup Rasmussen, da han i 1993 overtog regeringsmagten. Han deltog i langt flere internationale møder end sine forgængere og satte nye standarder for, hvad en dansk statsminister skal på den internationale scene. Hans engagement var så udpræget, at det hurtigt blev bemærket af Poul Schlüters partifælle i Tyskland, Helmut Kohl. Den konservative kansler trak under et møde en dansk topdiplomat til side og udbrød, at det da egentlig var ganske underligt, at han aldrig rigtig fik talt ordentligt med sin danske partifælle. Men socialisten Nyrup – ham kunne han tale med om alt.

Den lille episode illustrerer, hvordan Poul Schlüter netop er undtagelsen blandt Danmarks nyere statsministre – og også vil være det i fremtiden. Normalen i udenrigspolitik er Nyrup, Fogh og den internationalt orienterede Krag; unormalen Schlüter, der til gengæld var en knalddygtig statsminister på så mange andre områder.

Siden Nyrup kom til, har opgaven været at blive en aktiv del af et internationalt ledelsesnetværk på politisk topniveau, mens udenrigsministeren mere eller mindre ufrivilligt har fået tonet sin rolle ned. Så uanset om Foghs afløser på posten hedder Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen eller Helle Thorning-Schmidt, så vil det ligge i jobprofilen hurtigt at skaffe sig et internationalt udblik og være på farten, hvis Statsministeriet skal være ordentligt og kvalificeret besat på Danmarks vegne.

Man kan ikke være en succesrig formand for Socialdemokraterne eller kronprins i et liberalt parti uden ved selvsyn at kunne tage bestik af, hvad der sker med rasende fart uden for landets grænser . Det gælder ikke alene de nye EU-lande, som Fogh har besøgt en del af i år, eller USA, hvor statsministeren har været to gange. Besøgslisten bør også omfatte en turboregion som Asien – hvor Fogh for tre uger siden var på erhvervsfremstød og ASEM-topmøde i Beijing – og ikke mindst Indien, der også tordner frem i den videntunge ende og som Fogh officielt besøgte i februar.

I dag væves indenrigspolitik og udenrigspolitik sammen på en helt anden måde end i Schlüters 80ere. Globaliseringen er flyttet ind i de centrale ministerkontorer i Europa, og det øger rejsedagene:

  • Finanskrisen har hærget gennem uger. Nogle har sammenlignet den med 1930ernes. Men der er en vigtig forskel: Nu drager topledere ud til møder og diskuterer problemerne i forskellige internationale institutioner – og kommer med fælles løsninger, hvad weekendens globale økonomi-hastetopmøde i Washington er et aktuelt eksempel på. Toppolitikere rejser i eet væk, det gjorde de ikke i Thorvald Staunings 30erne, og så fik krisen love at eskalere.
  • Det samme mobilitetskrav gælder i EU. Fogh har sagt, at han er nødt til at rejse rundt for at kunne varetage Danmarks interesser ordentligt – for at forsøge at bygge koalitioner op. Når først han sidder til et topmøde, hvor der sidder 27 omkring bordet og skal have ordet, er det for sent at få sine sager igennem. Det skal være klappet af forinden.
  • Hertil kommer den ikke uvæsentlige ekstra-opgave, at Danmark skal være vært ved FNs topmøde om et år – en kompliceret opgave, der kræver mange internationale kontakter, hvis det ikke skal ende i fiasko.

Men statsministeren skal som Danmarks internationale førstemand også være skrap til sprog. Det nytter ikke noget at få diskrete enetimer i engelsk, som en række af de lidt ældre ministre i Foghs regering har måttet ty til – for at bare at kunne føre sig nogenlunde frem. Man skal være sprogligt fuldt flyvende – også på fransk. Det er Fogh, og det var Nyrup. Som sidstnævnte har formuleret det: ”Det er ikke nok at kunne sige ”goddaw, mit navn er Rasmussen””.

Det er ikke bare statsministeren, der skal trodse dansk kolonihavementalitet og vores småstatskomplekser. Det skal fremtidige finansministre, skatteministre og andre centrale ministre også. De skal have en første klasses viden om, hvordan det buldrer løs med spændende ting inden for deres ressortområder i resten af verden – og kunne agere derefter.

Hvis de bliver grebet i ikke at forstå, hvad der sker ude omkring, så forsømmer de fremtidens ledelseskrav. Det vil ikke nytte bagefter at hævde, at det burde Udenrigsministeriet have vidst og fortalt dem – som i Poul Schlüters tid.

Spørgsmålet er, hvor mange ministre der lever op til den rolle i dag. Spørger man centrale embedsmænd, så er svaret beskæmmende: Højst en lille håndfuld ud over statsministeren. Så måske er problemet ikke, at Fogh rejser for meget, men snarere at hans kolleger på Christiansborg rejser for lidt.

Se mere om statsministeren som international førstemand i ”Fra Folkestyre til markedsdemokrati”, Tim Knudsen, Akademisk Forlag 2008, side 309 ff.