Danske toppolitikere tænker kun i lønmodtagerbaner. Det kan skabe et akademisk proletariat, medmindre flere opmuntres til at starte for sig selv. En ordentlig iværksætterpolitik kræver et samlet regeringsinitiativ på tværs af ministerier.  Blogindlæg i Mandag Morgen.

Danmark risikerer inden for få årtier at stå tilbage med et akademisk proletariat, overkvalificeret arbejdskraft, der kæmper med faglærte og ufaglærte om få lønmodtagerjob. En af vejene ud af den jobfælde er, at flere akademikere får et iværksættergen – et nyt selvstændigt mindset – og starter egen virksomhed.

Den offentlige sektor vil langtfra kunne suge alle de færdiguddannede op; tendensen vil formentlig snarere være, at der vil være færre offentlige job til veluddannede unge. Og spørgsmålet er, hvor mange det etablerede erhvervsliv kan bruge. Den private jobvækst må og skal også komme andre steder fra.

Akademikernes Centralorganisation (AC) råber som en af de første lønmodtagerdominerede organisationer vagt i gevær: Fremtidens akademikere kan ende i tilfældige, dårligt betalte job og hutle sig igennem løse vikariater – forhold man kender fra det sydlige Europa. Alle kan ikke blive almindelige lønmodtagere.

Svenskerne kan

AC er bekymret over, at så få akademikere starter som iværksættere herhjemme. Vi kan for eksempel lære af Sverige, hvor mange flere lønmodtagere smager på, om den selvstændige tilværelse er noget for dem. De begynder som deltidsiværksættere, der kombinerer deres private foretagsomhed med lønmodtagerjobbet. De tester, om isen kan bære.

På den anden side af Øresund kalder man disse mennesker ”kombinatører”. Og de er en succes: Ifølge den svenske iværksætterorganisation ”Företagarna” ernærer 400.000 efterhånden ikke blot sig selv, men også 45.000 andre, som de har ansat, på den måde.

Herhjemme efterlyser AC en samlet iværksætterpolitik fra regeringen. Dermed er hovedorganisationen, der først og fremmest repræsenterer offentligt ansatte, ved at tage en ny samfundsrolle på sig. Den er begyndt at tænke i private baner.

IDA på vej tilbage i AC

En af forklaringerne er, at Ingeniørforeningen (IDA) med dens mange privat ansatte ingeniører nu er på vej ind i AC igen – efter i utilfredshed at have været meldt ud i en årrække. Der er i øjeblikket tætte optagelsesforhandlinger mellem AC og IDA, og alt tyder på, at AC vil få 88.000 ingeniører og andre teknisk naturvidenskabeligt uddannede ind i 2013.

IDA har i flere år arbejdet for, at iværksætteri kommer højere på den politiske dagsorden; den linje følger AC op og kommer dermed ingeniørerne i møde for tydeligere at signalere, at AC ikke blot er for humanister og DJØFere.

Men samtidig har AC erkendt, at selv ikke en pæn højkonjunktur for alvor vil banke akademikerledigheden afgørende ned; og den udfordring bliver kun større på længere sigt: Regeringen storsatser på at uddanne endnu flere akademikere de næste mange år og følger dermed alle anbefalingerne fra DI, OECD og EU.

Ingen strategi for arbejdsmarkedet

Uddannelse og atter uddannelse er regeringens vej ud af vækstfælden, men – som Mandag Morgen tidligere har beskrevet (MM Navigation 1. oktober 2012) – kombinerer regeringen ikke den historiske storsatsning med strategiske overvejelser om, hvordan fremtidens arbejdsmarked vil udvikle sig, og hvor de mange veluddannede unge skal finde et job.

Mandag Morgen sætter tal på den kolossale samfundsopgave: Danmark har 40 år til at skabe 400.000 ekstra akademikerarbejdspladser med den uddannelsespolitik, der føres i dag. Ellers ender alt for mange veluddannede unge som ”røde tal i ledighedsstatistikken”.

Regeringen skal bringe mange politiske elementer i spil for at håndtere den enorme udfordring. Er det for eksempel klogt, at så mange videregående uddannelser sigter imod beskæftigelse i den offentlige sektor, når man nu ved, at staten, regionerne og kommunerne ikke længere vil kunne være storaftagere?

Emnet er delvist tabuiseret. Vi har en tradition for, at de unge skal uddanne sig til, hvad de har lyst til, ligesom skiftende forsknings- og undervisningsministre har tøvet med at blande sig i universiteternes prioriteringer.

Bange for misbrug

Men det er også bemærkelsesværdigt, hvor mange forhindringer der er for at springe ud som selvstændig. Alene dagpengesystemet er en historie for sig. Det sender følgende afvisende signal: Lad være med at prøve at forsørge dig selv som selvstændig. Det virker, som om ingen politikere – herunder skiftende beskæftigelsesministre fra både blå og røde regeringer – tør ændre reglerne grundlæggende.  De er formentlig bange for at ryge ud i et afgrænsningsmareridt og åbne en dør for muligt misbrug.

Beskæftigelsesministeriets embedsmænd advarer dem. De trækker Sir Humphrey-kortet: “Kære minister, det er en fremragende og modig ide at ændre reglerne, så de også passer til dem, der vil prøve, om de kan ernære sig selv på nye måder. Men husk på Rigsrevisionen. Der vil givet ske fejludbetalinger med sådan nogle skæverter, og det vil blive kritiseret. Tænk på avisoverskrifterne, minister.”

I øjeblikket er der ikke meget, der tyder på, at Beskæftigelsesministeriet vil sætte sig i spidsen for en ny arbejdsmarkedspolitik, hvor der også opmuntres til det selvstændige – og på længere sigt – selvhjulpne liv som en ny fødekæde til flere job.

Industrisamfundet hænger ved

De fleste politikere – uanset farve – hænger tilsyneladende fast i industrisamfundets tankesæt: Vi er alle lønmodtagere af Guds nåde. Når du er færdig med uddannelsen, skal der stå en arbejdsgiver – privat som offentlig – parat til at ansætte dig. Og hvis du bliver fyret, hjælper dagpengesystemet dig med at dække noget af indtægtstabet.

Hele den ophedede finanslovdiskussion om langtidsledige, der er ved at miste dagpengeretten, er netop et eksempel på, at fagforeninger og store del af Christiansborg alene ser Danmark som en nation af lønmodtagere. Vi er ikke selvhjulpne, og vi opmuntres ikke til det.

Hvis dette lønmodtager-syndrom skal have en chance for at blive udfordret, skal der skabes helt nye rammebetingelser for akademikere – og andre grupper – der vil prøve, om de kan få kompetence, passion og marked til at gå op i en højere enhed, så de ikke blot kan lave deres egne arbejdspladser, men helst også blive vækstiværksættere, der skaber job for andre.

Tværgående regeringsinitiativ

Det kræver, at regeringens tunge ministre sætter sig sammen og gør iværksætteri til et af regeringens jobmæssige fokusområder. Udfordringen går nemlig på tværs af ministerområder – lige fra forsknings- og uddannelsesministeren (innovation) over skatteministeren (eventuel skattebegunstigelse af iværksættere), beskæftigelsesministeren (smidiggørelse af regler), erhvervsministeren (ny vækstpolitik) til undervisningsministeren (ændringer af undervisningen og tilbudene i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne).

AC vil formentlig i første omgang gå til den nye erhvervs- og vækstminister – SFeren Annette Vilhelmsen – for at teste, om hun bider på iværksætterdagsordenen. Temaet burde ligge naturligt til en minister med hendes ressort.

Når man alligevel kan have sine tvivl, skyldes det, at hun ligesom de fleste andre politikere på Christiansborg ikke selv har ernæret sig som selvstændig. Hun er lærer. En af dansk toppolitiks få selvstændigt erhvervsdrivende – forgængeren på ministerposten, Ole Sohn – har man valgt at smide ud.