Det er i orden, at statslige selskaber og kommuner hyrer lobbyspecialister, hvis de er åbne om kontrakterne, og lobbyisten husker at fortælle, hvem han repræsenterer.  Peter Mose gennemgår i en analyse i Berlingske Business Magasin en række lobbydyder.

Der blev rystet forarget på hovedet og taget stærkt afstand, da det kom frem i offentligheden, at lobbyfirmaet Waterfront havde lavet hemmelige profiler på en række folketingspolitikere, og at kunden var DSB.

Men kendsgerningen er, at den slags ”analyser” er et almindeligt anvendt værktøj, når en virksomhed, en erhvervsorganisation eller – som her – et lobbybureau vil forsøge at lave en strategi for, hvordan der skal navigeres på Christiansborg.

En navngiven socialdemokrat blev af Waterfront karakteriseret som uden ministerpotentiale, fordi han både manglede arbejdsevnen og brutaliteten. Og om Venstres trafikordfører kunne Waterfront fortælle sin kunde, at hans største problem i virkeligheden var, at han mente, at han selv burde være minister i stedet for daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V).

Waterfronts skudsmål over politikernes styrker og svagheder hører til den mere kulørte ende af eksempelsamlingen, men det tjener et klart formål: At finde de politiske muligheder for at komme igennem med sine mærkesager.

Der er for eksempel stor forskel på at alliere sig med en folketingspolitiker, der er topkandidat til at blive den næste minister, eller at møde en indebrændt politiker, der tre gange er blevet sprunget over. Den første vil gerne markere sig, men tager kun meget velovervejede chancer for ikke at komme i unåde i partitoppen. Den anden kan være iskold over for, hvilken risiko han løber. Det kan godt være, at ministerkandidaten er bedst at satse på, fordi der er mere fremtid i ham. Men den skuffede type kan også være nyttig i visse situationer.

Man kan undre sig over den fantasifulde detailrigdom i det lækkede notat til DSBs ledelse. Et godt gæt er, at et bureau, der gerne vil blive ved med at udskrive store regninger, overdriver sin inside-viden. Det skal jo ikke bare ligne noget, der er sakset fra aviserne og Folketingets hjemmeside. Det skal virke eksklusivt for at kunne forsvare konsulentregningerne. Derfor er der risiko for, at selv ubetydelige hændelser pumpes op med varm luft.

Dermed begynder vi at nærme os sagens psykologiske kerne: Waterfront har på flere punkter ageret, som andre i branchen i et svagt øjeblik kunne finde på over for en storkunde, man var i fare for at miste. Bureauets direktør har begået en klassisk synd: Han har pralet for meget. Han har strammet sine notater og mails til kunden for at virke betydningsfuld med de rigtige kontakter.

Flere i lobbybranchen har skyndt sig at tage afstand til Waterfronts ”cowboy-kultur”. En velparfumeret kø af bureaudirektører har stået på spring for at udlægge teksten og implicit gøre potentielle kunder opmærksom på egne fortræffeligheder.

Men ingen har sat sig ned og nedfældet, hvad en god lobbyist skal mestre, så her følger fire krav:

1. Netværk. Han skal have et stort netværk på Christiansborg og i ministerierne.

2. Data. Han skal levere input, politikerne virkelig kan bruge til noget. Tallene, beregningerne, notaterne og argumenterne skal holde.

3. Forberedelse. Han skal kunne sine sager. Der er ikke noget så irriterende som en lobbyist, der må tilbage og spørge sin kunde.

4. Tillid. Endelig skal politikerne og embedsmændene kunne have tillid til, at han ikke snyder på vægten og har en skjult dagsorden.

Opfylder han de basale krav, kan beslutningstagerne have stor glæde af lobbyistens besøg.

Det står ikke helt klart, hvor mange af de krav Waterfront har forsyndet sig imod, men en kendsgerning er det, at trafikordførerne på tværs af partier har hilst inputtene fra DSB velkomne. Møderne har altså været relevante nok for politikerne, selvom det kan undre, at DSBs top ikke blot selv mødte op på Christiansborg, men følte behov for at sende en mellemmand. Måske har DSB ikke ment, at man selv havde kompetencerne. Eller også har forholdet til transportministeren været så giftigt, at direktionen ikke turde.

Men det rører ikke ved, at det kan være nyttigt – og indimellem også nødvendigt – at have en livline til Christiansborg, også for et statsligt selskab. Det er ikke altid betryggende bare at overlade sin skæbne til den siddende minister og hans embedsmænd. Samtidig opfylder dialogen et klart behov hos folketingspolitikerne: Oppositionen kan ikke trække på regeringens embedsmænd, men har brug for at få ideer udefra. Ja, en forbigået regeringsordfører kan såmænd også se fidusen i at få frisk viden og gerne før, ministeren får det.

Interesseorganisationerne har i årevis arbejdet på den måde. En del private virksomheder er også sprunget på lobbytoget. Og DSB er langt fra alene om at gøre det blandt statsligt ejede organisationer. Eksempelvis nøjes Aarhus Universitet ikke med at undervise og forske, men tager flittigt på lobbybesøg hos folketingspolitikerne i København.

Også kommunerne og regionerne har smidt fløjlshandskerne: Roskilde Kommune hyrede sidste år en privat lobbyist. Og i den netop afsluttede overlevelseskamp mellem Danmarks kasernebyer, har der også været lobbyister inde over, ligesom Region Syddanmark har brugt et bureau til et lobbyangreb på de kræfter, der arbejder for en fast Kattegat-forbindelse mellem Aarhus og Sjælland. Region Syd frygter at blive forbigået i kampen om de store trafikinvesteringer.

Næste skridt kunne være, at en statslig styrelse begynder at drive lobbyvirksomhed for at score flere millioner på finansloven. Men netop dér går grænsen. Hvis man hører direkte under ministerens politiske og administrative ansvarsområde, er den slags påvirkningsforsøg udelukket. Ellers ville hele centraladministrationen bryde sammen.

Men så snart man som DSB er en armslængde væk og har egen bestyrelse, er det ganske legitimt at forsøge at påvirke Christiansborg uden at gå via ministeriet. Blot skal to krav være opfyldt: Det skal være tydeligt, hvem lobbyisten arbejder for, når han løber politikerne på dørene. Og så skal direktionen eller borgmesteren kunne tåle at fortælle offentligheden, at man bruger penge på det. Det må ikke foregå via et suspekt cigarkassesystem, man forsøger at skjule i de officielle regnskaber.