Centraladministrationen er ved at segne på grund af en dårlig politisk kultur på Christiansborg. Der er brug for at tilføre nye analytiske ressourcer i partisekretariaterne. Det kan samtidig skabe alternative karriereveje for ministeriernes ansatte. Analyse for Mandag Morgen.
“Lobbyistens Lommebog” beskriver, hvordan Folkestyret er ved at udvikle sig til et drilledemokrati
Folketinget trænger mere end nogensinde til at blive styrket. Det er ved at ende i det rene drilledemokrati, hvor substans og indsigt indimellem afløses af paradespørgsmål til ministrene og krav om samråd, der til tider ikke er meget mere end spil for galleriet.
Netop nu er der forståeligt nok enorm fokus på håndteringsproblemerne i sværvægterministerier som Statsministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet, men mindre på, hvor klemt Folketinget er som demokratisk institution. På den ene side skal folketingsmedlemmerne matche 5000 lobbyister fra interesseorganisationerne, på den anden side mere end 20.000 embedsmænd i departementer og styrelser, som ministrene kan trække på.
Et svar på folkestyrets små træthedstegn kunne være at styrke kvaliteten af det partipolitiske embedsværk på Christiansborg. Ikke i form af flere særlige rådgivere, men reelle embedsmænd, der kunne klæde politikerne på til at blive mere kvalificerede modspillere til regeringen.
Konkret kunne man eksempelvis tilføre folketingspartierne mindst 30 AC-årsværk til at hjælpe de nødstedte folketingsmedlemmer med selv at blive skarpere og mere indsigtsfulde, både når det gælder danske forhold og EU-spørgsmål. 30 er ikke meget i krydsfeltet mellem ministerier, EU og lobbyister, men dog en begyndelse.
Det ville være en reform, der kunne give Christiansborg et stærkere fodfæste som parlament og gøre det nemmere for Folketinget reelt at udføre den rolle som kontrollant af den udøvende magt, som grundloven sætter rammerne for.
Hvis man knytter disse AC’ere til partierne og samtidig sikrer, at navnlig statslige embedsmænd har mulighed for at søge orlov i to-tre år for kortvarigt at bestride nogle af disse stillinger, vil man inden for en kort årrække forhåbentlig styrke vores demokrati.
Som ekstragevinst vil nogle af disse godt skolede embedsmænd fra partiapparaterne måske senere kunne flytte med over i ministerierne, når oppositionen genvinder magten. Dermed vil de også kunne indgå i de politiske stabe, der for øjeblikket er så megen debat om efter skandalesagerne i eliteministerierne.
Sådanne tidligere embedsmænd fra centraladministrationen med indsigt i Slotsholmens DNA kan være et politisk vitamintilskud for den nyudnævnte minister, og de vil samtidig have forståelse for, hvordan de skal agere i systemet uden at skabe for mange unødige konflikter. Det er ellers et af skrækscenarierne, hvis en regering indfører velpolstrede stabe og udvider den nuværende ordning, hvor der blot er en eller to særlige rådgivere rundtom i ministerierne.
Kontroversielt forslag
Indrømmet, det er en kontroversiel ide til at løse hele tre påtrængende problemer i dansk politik – ministrenes, Folketingets og centraladministrationens. Og selvfølgelig skal sådan et forslag finpudses, før det er flyveklart. Men noget må ske, for dele af beslutningsprocessen er ved at blive dysfunktionelle, og alle aktører er tilsyneladende fanget i spillet.
For at illustrere det klipper vi til en central scene i ”Lobbyistens Lommebog – Politikere under pres”, der er den tredje i Susanne Hegelunds og min trilogi om magtens Danmark.
Klima- og energiminister Martin Lidegaard smiler, mens han studerer endnu et paragraf 20-spørgsmål fra et folketingsmedlem. Nå, nu er medlemmet igen sendt i byen for en af sine faste organisationer, noterer han sig. Den slags er altid nemt at gennemskue, for det er en helt særlig type spørgsmål, de stiller.
Som den radikale politiker siger i bogen: ”De kommer typisk 12 i træk, med en høj faglig detaljeringsgrad, hvor man kan se, at det er Dansk Energi eller Landbrug & Fødevarer, der har lavet det for Venstre. Man kan næsten se på formuleringerne, hvad det er for en sagsbehandler, der har siddet ovre hos Landbrug & Fødevarer og lavet det.”
I de fleste lobbyisters værktøjskasse ligger hjælpemidler til at gøre folketingspolitikernes hverdag nemmere. Medlemmerne har brug for sager, de kan profilere sig på, og lavpraktisk hjælp til for eksempel research og til at stille spørgsmål til ministeren. Det er en givtig form for samarbejde, hvor politikeren får konsulentbistand, mens organisationerne får deres sag frem. Begge parter kan håbe på medieomtale til gavn for henholdsvis genvalg og løsninger, der kan gavne organisationens medlemmer.
Det tog overhånd allerede op gennem nullerne, da Socialdemokraterne og SF sad i opposition, medgiver en ledende socialdemokrat, der siden er blevet minister. Hun modtager selv mange spørgsmål fra folketingsmedlemmer, hvor det er nemt at læse, at det ikke er politikerne selv, der har formuleret spørgsmålene: ”Der er gået en voldsom inflation i det, og det er ikke den nuværende oppositions skyld. Det skete under os,” erkender beskæftigelsesminister Mette Frederiksen i bogen.
Politisk overfladekultur
“Javel, hr. minister” gennemgår argumenterne for og imod politiske stabe.
Organisationer leverer materiale, hvis politikere udbeder sig tal og fakta. Og organisationerne leverer skyts til spørgsmål. Det er et ganske praktisk system og med til at bevare en vis form for magtbalance mellem Folketinget og den siddende regering, der jo selv kan trække på de mange embedsmænd. Christiansborg har en grundlovssikret ret til at bide regeringen i haserne og kontrollere ministrenes gøren og laden, men har ikke selv mange ressourcer i partisekretariaterne. Derfor er det forståeligt, at der trækkes på ”sekretariatsbistand” udefra.
Problemet er, at det er blevet en fast del af en politisk overfladekultur på Christiansborg, og at det trækker umådelige ressourcer ud af embedsmændenes arbejde i ministerierne. Det er svært at sætte procenter på hvor meget. Men ressourceforbruget indgår som et delelement i forklaringen på, hvorfor der på det seneste er opstået en række skandalesager, hvor embedsmændene anklages for at have glemt deres klassiske embedsmandsdyder i deres bestræbelser på at værne om ministrene.
Centraladministrationen er ved at segne under presset fra det drilledemokrati, som folketingsarbejdet indimellem viser tegn på, mens politikerleden breder sig i befolkningen.
Også embedsmændene mener, at der er gået inflation i spørgsmålene og i øvrigt også i de såkaldte samråd. Ingen sag er tilsyneladende for lille til, at en af ministrene kaldes over.
Det er sjældent, at en oppositionspolitiker selv bliver lidt til grin, som det skete, da Søren Pind lige før jul var ved at starte en ny ”Cuba-krise”. Venstrepolitikeren ville kalde den nyslåede udenrigsminister Holger K. Nielsen i samråd efter dennes muntre og harmløse bemærkninger om ”det cubanske paradis” ved den overdragelsesreception, hvor Villy Søvndal grundet helbredsproblemer lod sig sende på politisk pension.
Spild af tid og penge, lød det fra folketingskolleger til Pind, der da også hurtigt indvilligede i at lade julefreden sænke sig og undlod at kalde Holger K. over i Folketinget.
En minister har mødepligt. Det er i dag ikke muligt at bede Folketingets præsidium om at blive fritaget for et samråd, fordi den konkrete anledning simpelthen er for dum. Ministeren kan heller ikke sige nej til at svare på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål, heller ikke hvis det er under lavmålet.
Men det er måske en systemfejl, Præsidiet selv burde forholde sig til – ikke for at beskytte ministrene, men af hensyn til Folketingets værdighed. Nok er embedsmændene på det seneste kommet i skudlinjen, men samtlige Christiansborgs partier burde i samlet flok tage på to dages workshop til Nyborg Strand for lave en form for borgaftale om, hvad der er god folketingsskik over for en siddende regering. Og hvordan Folketinget på en substansfyldt måde bedre kan udfylde sin rolle i et moderne demokrati.
I “Håndbog for Statsministre” stilles der blandt andet skarpt på karrierevejene i moderne politik.
En sådan aftale, hvor alle besinder sig på tværs af partier, er – indrømmet – et naivt forslag. Men der er kommet en ny, mediefokuseret politikergeneration til, der som led i sin mesterlære – politik er jo en slags sidemandsoplæring i unoder; først i ungdomspartierne, siden på Christiansborg – har tillagt sig nogle normer, hvor det langtfra altid er substansen, der tæller mest. Det gælder ikke mindst de mange drillespørgsmål, der i lind strøm sendes til ministerierne, nogle præfabrikerede af organisationerne.
Ulæste svar?
Erfarne embedsmænd, der har håndteret i hundredvis af spørgsmål og bistået ministeren med at sende passende svar, sidder lidt for ofte tilbage med en fornemmelse af, at visse folketingsmedlemmer ikke har synderligt stor interesse for, hvad de har spurgt om. De er for nemme at fodre af med intetsigende svar, for de læser dem ikke altid.
Om den mekanisme – sammen med almindelig travlhed – er med til generelt at sløve embedsmændenes ministerbetjening skal være usagt. De seneste skandalesager, hvor der tilsyneladende alligevel var noget at komme efter, er i hvert fald svære at forklare, for de strider mod en embedsmands traditionelle skoling. Forhåbentlig er der ikke ved at brede sig en ”går-den-så-går-den-kultur”?
Kritikere mener, at visse embedsmandslommer er blevet for aggressive i deres politiske rådgivning, der jo også er blevet en del af djøf’ernes rådgivningspakke, for den efterspørger ministrene mere og mere. Men det må ikke ske på bekostning af de klassiske dyder. Selv yngste fuldmægtig skal klokken tre om natten uden slinger kunne overholde lovgivningen, sandhedspligten og de faglige hensyn. De dyder skal råbes ud i rummet til ministeren med VERSALER, næsten som når digteren Yahya Hassan fremstøder sine vers.
Vi er tilsyneladende ved at ende i en permanent valgkamp, hvor det, der driver nogle af folketingsmedlemmerne, i stigende grad lader til at være, hvordan de bedst kan promovere sig selv, ikke mindst i medierne. Ikke hvordan de gennem konstruktiv kritik og reel politisk samtale medvirker til at forvalte det mandat, vælgerne har givet dem.
I dag står vi med et system, hvor ikke blot Folketinget fægter lidt i blinde, men hvor også embedsmændene skal genfinde deres kerneopgave. De to problemstillinger hænger sammen: Christiansborg er på mange måder et svagt parlament, også i sammenligning med udenlandske, når det høje ting uden mange ressourcer prøver at være vagthund over for ministerierne. Det har ført til metoder, der slider på systemet og ikke altid gør ret mange klogere.
Noget må gøres
Det nævnte forslag om at styrke Folketinget med akademiske ressourcer, herunder fra centraladministrationen, vil givet løbe ind i modstand, også fra djøf’erne selv: Hvorfor skal dygtige embedsmænd ofre vigtige år af deres karriere på at lade sig rekruttere til et partisekretariat på Christiansborg for måske senere at følge med ind i et politisk kabinet sammen med en nyudnævnt minister? Vil det ikke være en karrieremæssig blindgyde? Og hvad med tiden bagefter? Står der et attraktivt job klar til mig, når magten skifter og partierne fra den anden blok kommer til.
En anden udfordring er at designe de politiske stabe i ministerierne på en sådan måde, at der ikke opstår uhensigtsmæssige parallelsystemer, hvor flere laver det samme og det klassiske embedsværk ikke i tide anmodes om at dobbelttjekke jura og faglighed. Men med tidligere embedsmænd i staben vil risikoen alt andet lige være mindre.
Det må defineres nærmere, hvordan arbejdsdelingen mellem kabinetterne og de klassiske embedsmænd skal være. Her er de overordnede sigtelinjer: Ministeren og hans kabinet får ideerne, stiller spørgsmålene og træffer de politiske beslutninger. De almindelige embedsmænd finder svarene, ligesom sager, der ikke vedrører policy-udvikling – for eksempel konkrete klagesager, borgerhenvendelser og de fleste folketingsspørgsmål – forbliver i det traditionelle embedsværk, der så til gengæld ”befries” for at skulle agere kreativ politisk tænketank for den til enhver tid siddende minister.
Dermed kan de gamle dyder om saglighed, grundighed og objektivitet bringes i fokus igen i embedsværket, mens ministrene kan få det politiske ”maskinrum”, som mange af dem mangler.
Der er givet mange indvendinger mod ovenstående forslag, der med ét skaktræk forsøger at løse behovet for politiske stabe i ministerierne og samtidig styrke Folketingets egen analysekraft en smule. Det er et forsøg på at gentænke samspillet mellem embedsmænd og politikere – og karrierevejene i beslutningsdanmark – på en konstruktiv måde i et danmarkshistorisk lavpunkt, hvor Slotsholmen knager i fugerne og Christiansborg leder efter en ny identitet.