LO erkender, at arbejdsgivernes hjælp til de langtidsledige – og dermed regeringen – er historisk. Dansk Arbejdsgiverforenings medlemmer var da også i tvivl, om man skulle sige ja, men DIs top trak diskret i trådene. Analyse i Berlingske Business Magasin.

En ny og overraskende alliance har set dagens lys i dansk politik. Regeringen har med akutpakken for de langtidsledige fået en hjælpende hånd fra Danmarks største og stærkeste erhvervsorganisation, DI, der med administrerende direktør Karsten Dybvad i spidsen har anlagt en ”samfundsansvarlig” helhedskurs.  Til gengæld har LO igen måtte sande, at fagbevægelsen ikke er med ved bordet, når de store samfundsbeslutninger tages.

LOs formand Harald Børsting blev først orienteret af finansminister Bjarne Corydon (S) aftenen før, at regeringen og arbejdsgiverne offentliggjorde aftalen, som – erkender LO – er historisk og uden fortilfælde fra arbejdsgiverside. Dermed kom en overrasket Børsting selv til at se en smule forpjusket ud i medierne.

Fagbevægelsens hovedfigur havde forberedt en stærk slutspurt op til finanslovsforhandlingerne og ville bruge dagbladet Politiken som spydspids i et øget pres på regeringen. Medietoget kørte, LO kunne ikke nå at stoppe sin plantede forsidehistorie, ”LO: krav: Finanslov skal hjælpe ledige”, før den anden historie om akutpakken nåede medierne.

Børsting tordnede på forsiden af Politiken næste morgen – selvsamme dag, som akutpakken blev offentliggjort. Fagbevægelsens førstemand krævede bl.a. den to år gamle dagpengereform blødt op og fik hjælp fra bladets lederskribent Kristian Madsen, selv med fortid i fagbevægelsen. Madsen skrev, at ”dagpengetyveriet” igen udstillede en regering uden ledelse.

Men det var pludselig ”yesterdays’ news”. Dansk realpolitik befandt sig et helt andet sted den onsdag i oktober. Om pakken ligefrem vil være en game changer for dansk politik, er for tidligt at sige. Men regeringen fik med arbejdsgivernes hjælp et pusterum og nye politiske manøvremuligheder, ligesom Bjarne Corydon med sit politiske svendestykke fik demonstreret, at i hvert fald Finansministeriet bliver ledet.

Forud havde der været tophemmelige forhandlinger med Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der repræsenterer 14 store og mindre arbejdsgiverorganisationer, deriblandt DI. Det kunne også let være endt galt: Arbejdsgiverne var ikke indbyrdes enige fra begyndelsen, om man ville og kunne hjælpe regeringen med at demontere dagpengebomben.

Der var to hovedargumenter imod at slå til. Det ene var af pragmatisk karakter: Organisationer, der repræsenterer små virksomheder, frygtede, at ordningen ville blive for bøvlet at håndtere og forpligte sig til for en lille arbejdsgiver. Men der var også et politisk og dermed ideologisk funderet modargument: Skulle arbejdsgiverne virkelig kaste en redningskrans ud til en synkende socialdemokratisk ledet regering og dermed øge dens politiske overlevelsesmuligheder. Det ville næppe være velset i Venstres top.

I dette slutspil bag DAs lukkede døre i Vester Voldgade aner man DIs diskrete hånd. DI er langt det stærkeste medlem af DA, men DI-folkene skilter helst ikke for meget med storebrorrollen. Det er ikke kun i fagbevægelsen – og for øvrigt også på AC-området – at der kan opstå konkurrencepræget jalousi blandt medlemsorganisationerne. Den slags lave følelser kender man såmænd også blandt arbejdsgiverne.

Men det lykkedes at holde sammen på A-siden og arbejdsgiverne at blive enige – af to grunde. For det første ville det være det columbusæg, der kunne fjerne risikoen for, at regeringen – presset af Enhedslisten og fagbevægelsen – forsøgte at lempe den dagpengereform, som VK-regeringen i sin tid indgik med Dansk Folkeparti og De Radikale.

Det ville være et mareridtscenario at rulle reformen tilbage: Fagbevægelsen har kørt en massiv mediekampagne gennem flere måneder; så sent som den dag, akutpakken blev offentliggjort, var LO intetanende om pakken ude med kravet om, at genoptjeningskravet skulle halveres. Så hvor længe ville S og SF, der endda i mellemtiden har fået en mere klassisk rød formand, holde til presset? Ville De Radikale, der hidtil havde været en arg modstander af indrømmelser, holde stand?

For det andet ville en håndsrækning til regeringen øge chancerne for en blå finanslov med muligheder for lettelser for det trængte erhvervsliv, der står med enorme udfordringer på den globale scene.  Finansministeren ville få flere reelle muligheder for at få en aftale i stand med Venstre. Alternativt ville akutpakken muliggøre en ”billigere” rød finanslov, fordi Enhedslisten ikke længere ville stå så stærkt.

Med strategien bag akutpakken ser man tegningen til, hvad der på de indre linjer er blevet kaldt ”det nye DI”. Dybvad har afløst den konservative kæmpe Hans Skov Christensen på topposten. Samtidig har man kunnet ane et kursskifte: DI skal i endnu højere grad tage det kæmpe ansvar på sig at være med til at løse Danmarks strukturelle udfordringer. Det kræver indimellem en pragmatisk tilgang til politikerne, uanset om de er røde eller blå.

Venstres ledelse har da også haft svært ved at kritisere aftalen; det ville se dumt ud. Alligevel var Venstremanden Carl Holst, næstformand for Danske Regioner, hurtigt ude og lægge luft til pakken, til trods for at regionerne selv er med i aftalen. Sådan et undsigelses-forsøg fra Holst, der er tæt på Venstre-toppen, bryder man sig ikke om i DI, som ikke ønsker nogen tvivl om arbejdsgivernes reelle hensigter.

Hvis andre fra private arbejdsgiverkredse forsøger at gøre Holst kunsten efter, vil de blive sat på plads bag lukkede døre. Arbejdsgiverne skal leve op til aftalen og få de truede langtidsledige ind i job.

I LO er man imponeret over det håndværk, som DIs top og finansministeren – sekunderet af DAs topforhandlere – har lavet, selvom Børsting igen ikke så for godt ud. I forvejen har formbarometret ikke været i top, efter at trepartsforhandlingerne tidligere på året måtte stoppes, inden de reelt var kommet i gang.

Ikke desto mindre kipper LO-hovedkvarteret på Islands Brygge med flaget over for DI og Karsten  Dybvad, der anses for en af hovedarkitekterne. Selv LO-folk, der har været med i mange år, mindes ikke en arbejdsgiverside, der så konkret og omfattende har taget et samfundsansvar på sig.