Den lyttende EU-kommissær

EU-kommissionen signalerer, at den vil lytte mere til Europas befolkning gennem såkaldt borgerdialog. Initiativet bør følges op ved, at Barrosos efterfølger som kommissionsformand udpeger en ”nærhedskommissær”, lyder en dansk opfordring. Analyserende artikel i  Europa Udefra i forbindelse med EU-borgerdialogmøde 6. februar i København.

Den næste EU-kommission bør udnævne en ”nærhedskommissær”, der vil sætte ansigt på kommissionen og være en slags postkasse for lokale ønsker og forslag. Det vil være et godt signal om, at EU virkelig lytter til medlemslandene og befolkningerne. Når der skal sammensættes en ny kommission, vil det være oplagt også at udpege en kommissær, der er dedikeret til konstant at være i dialog med de nationale parlamenter og også gerne dukker op i Folketinget i forbindelse med prekære sager, hvor der er strid om, hvor snittet bør ligge.

Det foreslår Lykke Friis, prorektor på Københavns Universitet. Hun har selv siddet i Folketingets Europa-udvalg for Venstre og oplevet lovmøllen fra EU på nærmeste hold: ”Når man ser papirdyngerne, tænker man: Behøver der virkelig være så meget?”

En nærhedskommissær vil kunne være på farten og gå direkte i clinch med Folketinget og den danske presse herhjemme: ”Kommissionen er jo alligevel skydeskive, så hvorfor ikke tage debatten?”, siger Lykke Friis og forudser dermed også muligheden for, at det konfliktfyldte EU-stof rammer Christiansborg-journalisterne på en mere nærværende måde end i dag. Interessen for at skrive og rapportere vil måske blive større, når der dukker en kommissær op på gangene.

Et jubilæumsår

Hun skal være ordstyrer på et kommende borgerdialogmøde, hvor klimakommissær Connie Hedegaard går i direkte dialog med flere hundrede almindelige danskere. Kommissionen har taget lignende initiativer i andre medlemslande. Herhjemme foregår mødet den 6. februar i København.

Lykke Friis mener, at timingen for dialogmødet er god. Der er parlamentsvalg i maj, og der skal udpeges en ny kommission, der afløser José Manuel Barrosos hold med blandt andre Connie Hedegaard.

”En ny kommission skal have et svar på, hvordan den styrker den folkelige opbakning. En af måderne er at indføre en anderledes form for nærhedstjek”, siger hun.
Hvis dette ikke er anledning nok for kommissionen til at tage endnu flere initiativer til direkte borgerdialog, kan man såmænd svinge sig endnu højere op: 2014 er et jubilæumsår. Det er 100 siden, at Første Verdenskrig brød ud og dræbte og lemlæstede millioner af unge. Det er 25 år siden, at Berlinmuren faldt. Og det er 10 år siden, at en række øst-og centraleuropæiske lande blev medlemmer af EU.

Lykke Friis foreslår – udover en nærhedskommissær – at der årligt tages en samlet debat om kommissionens kommende arbejdsprogram. Gennemgangen skal ske i Ministerrådet og i Europa-Parlamentet, og det skal være på kommissionens eget initiativ. Hensigten vil være at lave et politisk dobbelttjek på, om kommissionens planlagte initiativer befinder sig inden for målskiven om nærhedsprincippet og i øvrigt også er relevante.

”I øjeblikket tager man nærhedsprincippet case by case. Der er ikke nogen samlet diskussion. Det kunne en ny kommissionsformand foreslå. Det kræver ikke nogen traktatændring”.

Et slankere EU?

José Manuel Barroso bebudede selv i efteråret 2013, at kommissionen vil koncentrere sig om færre sager. Nyttesløse love svækker de nødvendige love, var budskabet med en let omskrivning af 1700-tallets Montesquieu. Det var et eksempel på et ”lyttende EU”. Spørgsmålet er, hvor meget det var retorik, og om kommissionen reelt vil blande sig mindre.

Professor Marlene Wind fra Københavns Universitet mener, at Barrosos udmeldinger først og fremmest skulle ses som et signal til de skeptiske briter og den daværende tyske valgkamp, hvor der var en vis EU-kritik. Især det sidste var relativt usædvanligt, eftersom netop Tyskland er kendt for at være det store europæiske trækdyr og talsmanden for et velintegreret EU.

”Efter min bedste vurdering var det et klart respons på debatten i Storbritannien om, at opgaverne skal tilbage til medlemslandene. Og op til det tyske forbundsvalg sagde forbundskansler Angela Merkel det samme. Pludselig var medierne ude og sige: Gud, nu vil Tyskland også trække kompetencer tilbage eller i hvert fald undersøge, om der er nogen ting, der bedre kan gøres på lokalt plan”, siger Marlene Wind.

”Kommissionen er hoppet med på den vogn, i hvert fald på det retoriske plan. Spørgsmålet er, om det er mere end nogle lunser, der blev kastet ud. Man har før prøvet, om man kunne lave et katalog over ting, der kunne gøres bedre på nationalt plan. Men det har været svært at finde ting, man mente, var helt overflødige”.

Specielt i den ophedede britiske debat hives der groteske eksempler frem på EU-regler, som britiske politikere opfatter som vanvittige: Hvilke sko frisører skal gå i, og hvilke kemikalier må de benytte på arbejdet. Det er den slags kritik, Barrosso ikke kunne sidde overhørig i efteråret. Han sendte et signal om, at ingen har interesse i mærkelige regler, og at kommissionen forstår den frustration, der i en række medlemslande.

DI efterlyser flere konsekvens-vurderinger

I dansk erhvervsliv er man først og fremmest interesseret i et indre marked med ensartede regler i samtlige 28 medlemslande. Her er der en klar rolle for EU at spille. Der skal ikke være 28 forskellige, men kun én regel – uanset om den er kompliceret eller ej. Dansk Industris Europa-politiske chef, Anders Ladefoged, siger, at EU-kommissionen efterhånden er blevet god til at analysere, om de planlagte regler nu også er nødvendige. Kommissionen laver i forbindelse med lovinitiativer såkaldte impact assessments, hvor virkningerne for erhvervsliv, vækst og job tjekkes af.

”Der er sket kæmpe forbedringer fra kommissionens side”, siger Anders Ladefoged, der til gengæld peger på de problemer, der opstår, når Ministerrådet og Parlamentet drages ind i lovgivningsprocessen og laver om på kommissionens udspil. Så undlader EU-institutionerne at lave en ny analyse af de negative henholdsvis positive effekter for virksomhederne og beskæftigelsen i Europa.

”Problemet kommer, når kommissionens initiativ rammer de politiske strukturer. Så opstår komplikationerne. Når der skal findes et kompromis mellem 28 lande, bliver det let noget rod. Og når så Parlamentet kobles på og kommer med alle sine 300 ændringsforslag, bliver der ikke lavet en ny assessment”, siger Anders Ladefoged.
DI foreslår sammen med den europæiske erhvervsorganisation Business Europe, at det gøres til fast procedure, at parlamentet inden sin endelige afstemning skal have at vide, hvilke konsekvenser det vil få for erhvervslivet, hvis lovgivningen gennemføres som planlagt. Det ville i et krisepræget Europa være at ”lytte” til vækstmulighederne.

”Nogle opfatter den slags som drilleri og et forsøg på at trække tingene i langdrag. Det passer ikke. Vi er optaget af kvalitet i lovgivningen. Vi synes samtidig, at det ville være en god ide, hvis kommissionen trak sit forslag tilbage, hvis det i mellemtiden er forvansket så meget, at det er blevet alt for komplekst”, lyder det fra Anders Ladefoged, der minder om, at det har kommissionen altid ret til. Men det sker typisk ikke, for kommissionen har som succeskriterium, at den kan få sine ting igennem.

”Imidlertid burde succeskriteriet også være at vurdere virkningen af initiativet. Hvis det blev analyseret hele vejen gennem processen, ville der nogle gange være grundlag for at trække det tilbage, fordi det har udartet sig og forpasset det oprindelige formål”, lyder et af DIs bud på en ”lyttende” kommission.

Forfejlet fokus på kommissionen

Anders Ladefoged mener samtidig, at det er unfair altid at rette skytset mod kommissionen og beskylde netop den EU-institution for ikke at lytte til befolkningerne. Det ville svare til, at danskerne altid kritiserede embedsmændene i de danske ministerier i stedet for politikerne herhjemme.

”Når folk siger noget kritisk om EU, tænker de på kommissionen. Det er mærkeligt. I Danmark tænker man på partierne og på Christiansborg, hvis man vil lave en parallel. Hvis der er noget, man er sur over, så er det henholdsvis den nationale repræsentation i Rådet eller Parlamentet, man skal skælde ud. Kommissionen er først og fremmest et embedsapparat”, siger han.

Sammenligningen med danske ministerier holder dog ikke helt: Kommissionen har – i modsætning til embedsmændene i den danske centraladministration – initiativretten. Det vil sige en slags serveret, når der skal findes svar på Europas udfordringer gennem direktiver og forordninger. Derfor finder Lykke Friis det også naturligt og rigtigt, at kommissionen forsøger at gå i dialog med befolkningen: Hvad er der for initiativer, vælgerne synes, der skal til for at lede EU ud af krisen og få Europa til at spille en central rolle i verdenssamfundet.

”Tavshedens politik”

Lang størstedelen af den globale vækst foregår i dag fjernt fra EU; en kæmpe udfordring også for danskerne. Der er masser af temaer at tage fat på for kommissionen, ikke mindst i lyset af, at regeringerne i medlemslandene forekommer at være relativt passive, når det gælder at genformulere de europapolitiske visioner.

”Vi ser p.t. en tendens til ”tavshedens politik”, når det gælder europadebatten. Det er sjældent, at politikerne stiller sig op på ølkasserne og forklarer, hvad de egentlig vil med det europæiske projekt. Tag den franske debat – den har været ikke-eksisterende siden valgkampen i Frankrig. Og hvis du vender blikket mod Danmark, blev Europa end ikke nævnt i statsministerens nytårstale. Så vi er havnet i en situation, hvor debatten i høj grad overlades til fløjene”, siger Lykke Friis.

”De gamle midterpartier tager sjældent debatten, og der synes jeg personligt, at det er positivt at kommissionen har taget det her borgerinitiativ. Men en svale gør ingen sommer. Det skal ikke være noget, man gør én gang. Det skal være en tilbagevendende begivenhed”.

Interesseret i nyhedsbreve med analyser og firmanyheder fra HEGELUND & MOSE inden for kommunikation, indflydelse, ledelse, medier og events? Så tast din mailadresse ind her.