Siden 2001 er Danmarks sværeste lederjob blev håndteret på tre måder: Fogh var beslutningsfast, Løkke tøvende og tvivlrådig, mens Helle Thorning beskyldes for at være fraværende. Analyse i Berlingske Business Magasin.
Anders Fogh Rasmussen (V) var en ganske beslutningsfast leder. Statsministeren vidste præcist, hvad han ville. Det skabte en fast kurs på regeringsholdet, og pressen blev kørt med hård hånd.
Derimod blev efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen (V) hurtigt blandt embedsmænd og ministre kendt som den lidt tøvende og tvivlrådige leder. Han skulle lige vende tingene én gang til og gerne med endnu en sparringspartner, inden han tog sin beslutning.
I næste uge har der i et helt år siddet en regeringschef, som partifæller beskylder for at være havnet i en tredje statsministervariant: Helle Thorning-Schmidt betegnes som den fraværende leder. ”Folk håber, at hun i en vis fart får sat sig for bordenden eller finder sig noget andet at lave”, lød det forleden sylespidst i Berlingske fra et frustreret socialdemokratisk folketingsmedlem.
Dermed har Statsministeriet siden 2001 tilsyneladende oplevet tre vidt forskellige ledelsesstile – først den robuste, siden den usikre og nu angiveligt den fraværende i afgørende situationer. Kritikerne opfordrer Helle Thorning til at blive bedre til at sætte en retning og stoppe interne regeringskonflikter i tide.
I ”Håndbog for Statsministre” (Susanne Hegelund og Peter Mose 2006) sagde hun som nyvalgt partiformand, at hun godt kunne tænke sig at tage ledelseskurser i Schweiz, ligesom erhvervsfolk gør det. ”Jeg tror meget på det. At man kan lære at blive en god leder. Men jeg har ikke tiden til det. Det må blive old fashioned learning by doing”.
Hvad så med en coach?, spurgte de to forfattere. ”Det har jeg ikke. Men det kunne man sikkert godt bruge til noget. Allerhelst vil jeg have en fysisk træner”.
Det sidste blev sagt med et smil, men måske havde det ikke været dumt at tage en erfaren ledelsesrådgiver med sig i Statsministeriet i stedet for kun at satse på spindoktorer. Hun er havnet i Danmarks sværeste topjob, der betjenes af et i international sammenhæng ganske lille sekretariat.
Statsministeriet har blot godt 80 ansatte, når man tæller ministerchaufførerne med, og embedsmændene er næppe gearede til at hjælpe regeringschefen med proaktivt at sætte dagsordenen for en samspilsramt koalitionsregering. Der skal en stærk personlighed som Fogh til at påtage sig den indpiskerrolle.
Han krævede kvartalsrapporter fra hele ministerholdet næsten som i en amerikansk virksomhed: Er vi on track, er tallene røde eller sorte, hvad siger nøgletallene? Og ve den arme minister, der var bagud. Der blev indberettet på livet løs, hellere for meget end for lidt.
Dette elementære ledelsesgreb kunne måske inspirere den nuværende regeringstop, der gerne vil måles på at kunne skabe jobs, men ifølge kritikere ikke presser fagministrene til det yderste for at dokumentere, at de arbejder 24/7 på det.
Den nyvalgte formand for Dansk Metal, Claus Jensen, foreslår, at Statsministeriet styrkes ved at oprette et nyt kontor, der udelukkende skal fokusere på at skabe arbejde til danskerne. Smedene er dybt optagede af, hvad der skal til for at bevare Danmark som et produktionsland, så formanden ramte formentlig frustrationen i sit bagland ganske godt, da han bramfrit sagde til Berlingske: ”Regeringstoppen skal bruge tid på jobskabelse i stedet for homovielser og alt muligt andet”.
For Helle Thorning gælder det om at generobre sin autoritet som statsminister. Det var næppe højnende for respekten, at nærværende magasin i foråret udnævnte De Radikales leder, Margrethe Vestager, til Danmarks mest magtfulde person. Normal logik ville tilsige, at det er regeringschefen.
I forvejen er den radikale top ved at tage bestik af, at regeringen skal gennem en næsten historisk turn around for at blive genvalgt: Hvis R skal vælge mellem at stå fast på sine mærkesager (endnu flere hårde 2020-reformer og fortsat stram økonomistyring) eller loyalt kæmpe for regeringens overlevelse, vil partiet formentlig gå efter det første. I givet fald vil statsministeren fremover skulle skræve over en endnu større kløft mellem selvbevidste R-ministre og nedsmeltningstruede SF-kolleger.
Men for Helle Thorning er løbet ikke kørt: Hun er iskold i modgang, en lederegenskab, ettere er gjort af. Mod har der heller ikke manglet i regeringstoppen, der næsten dumdristigt har trådt på adskillige ligtorne blandt traditionelt sindede røde vælgere – langt flere end en borgerlig-liberal regering formentlig ville vove.
Thorning kan se tilbage på et år præget af et kamikazeagtigt reformtempo og et besværligt EU-formandskab, der har slugt meget af hendes tid. Nu bliver der formentlig mere statsministertid til at komme danskernes hverdag i møde og være mere til stede over for sine ministre.
Hun kan måske også trøste sig med, at borgerlige meningsdannere beskrev Lars Løkke som en ledelsesmæssig umulius, da han havde overtaget Statsministeriet efter Fogh.
”Han optræder ikke som en lederkarakter, men som en veg administrator, der virker som om han ikke rigtig ved, hvorfor han er der”, fastslog debattøren Claes Kastholm i 2010, og historikeren David Gress lagde heller ikke fingrene imellem: ”Løkke er lige på dumpegrænsen som politisk leder og statsminister”.
I dag betragtes Lars Løkke nærmest som politisk helt: Fra zero til hero, selvom Venstres formand siden valgnederlaget stort set har meldt sig ud af debatten om, hvordan Danmark kommer ud af krisen.
Sat på spidsen har Danmark siden 2001 haft hele tre dårlige statsministre, hvis man ellers skal tro mediedækningen: Nok fik Fogh – i modsætning til Løkke og Thorning – masser af god presse, mens han stadig var regeringschef. Men i dag kritiseres han voldsomt for – også blandt nationaløkonomer – at han ikke gennem rettidige reformer gjorde Danmark klar til den globale konkurrence.
Det er den påtrængende opgave, Thorning nu har arvet fra Venstre. Det gør hendes job til det måske mest komplekse siden Anden Verdenskrig. Hun skal finde et moderne socialdemokratisk svar på Danmarks omstillingsudfordringer og samtidig balancere mellem SF og R. Hvis det lykkes inden valget, vil kritikken af hendes lederskab forstumme.