Er der noget, der giver ballade hos medier og politikere op til et valg, er det kampen om, hvem der skal mødes med hvem og på hvilken tv-kanal. Det kender vi kun alt for godt herhjemme med uenigheder:
- Er det på niveau – altså partileder mod partileder og statsminister mod statsministerkandidat?
- Skal der være tilskuere?
- Skal alle politikere have lige mange sekunder?
- Skal vi sende ude fra landet?
- Hvem skal være vært?
Alt sammen spørgsmål som ved hvert eneste valg med garanti ender helt oppe i toppen på både tv-stationer og i partier. Der er stemmer i skidtet for politikerne. Der er prestige i sagen for tv-stationerne. Og derfor rigtig mange følelser inde over hos alle parter. Hver gang.
I Storbritannien er det derfor en bedrift af dimensioner, at de tre partiledere Gordon Brown, David Cameron og Nick Clegg sammen med de tre store tv-stationer BBC, ITV og Sky er blevet enige om en samlet britisk valgdæknings-model.
Den sikrer op til valget den 6. maj seerne tre live-debatter efter én og samme skabelon på de tre forskellige kanaler med nogle dages mellemrum med hver sit emne og vært.
Gennemførelsen er aftalt i alle ledder og kanter, og helt ned i mindste detalje har parterne skrevet under på detaljer som for eksempel værtens bord. Også tre partilederes kommentarer til aftalen blev fordelt nøje mellem henholdsvis ITV, Sky og BBC. Vældig demokratisk og formentlig en salomonisk løsning – men hvad blev der lige af konkurrencen mellem tv-stationerne til glæde og gavn for seerne?
Om den nye model i det hele taget ender med at være så formaliseret og bundet op på en lang række indviklede regler, at det bliver kedsommeligt, må de kommende ugers tre debatter afgøre. Kun den liberale Clegg jubler foreløbig rigtigt over at være kommet ind i tv-varmen sammen med de store. Labours Gordon Brown er både slidt og fortsat hæmmet af, at han ikke kom helt ærefuldt til posten i sin tid. Cameron stråler ganske vist som en yngre Blair men frygter alligevel at blive spiddet af Browns mangeårige erfaring, når kameraerne tændes. De mindre partier er – som også altid herhjemme – rasende og har overvejet at anlægge sag an for diskrimination.
Folkets dagsorden
Interessant er det, at publikum får adgang til at stille (kontrollerede) spørgsmål til premierministerkandidaterne, dog må der hverken klappes eller hujes. Både ved det seneste valg i Storbritannien og ved det amerikanske præsidentvalg var det nemlig to helt almindelige mennesker, som ændrede den politiske dagsorden, som partiets ledelse ellers havde sat.
I den britiske valgkamp i 2005 spørger en kvindelig tilskuer under et tv-møde med Tony Blair høfligt ind til nogle sygehusforhold, som Blair – trods logikken i damens kritik – ikke kan svare på. Dagen efter – og resten af valgkampen – er sygehusspørgsmålet på alles læber.
Ikke mange husker Samuel J. Wurzelbacher, men derimod kender de fleste Joe the Plumber, som blev mediernes kælenavn for manden, der dukker op på Fox News som ”helt almindelig amerikaner” og lige ind i hjertet på den ordinære hårdtarbejdende amerikaner (indtil det efter valget kommer frem, at han muligvis ikke var en helt tilfældig borger – men hyret ind af pro McCain-stationen).
Som sædvanligt vil danske medier og politikere indsamle inspiration fra britiske kolleger i valgkampen. For Helle Thorning-Schmidts socialdemokrater er det ikke mindst afgørende at aflure den måde, som Brown & Co tackler oppositionslederen, David Cameron, på. Partiet står selv i samme situation lige om lidt, hvor en entusiastisk udfordrer skal spille op imod en lettere slidt titelindehaver. Venstre har p.t. nok at gøre med at få styr på det grundlæggende maskineri, som skal genskabe ånden fra valget i 2001 og fintune en Lars Løkke Rasmussen-stil, som kan føre partiet frem mod nye sejre, også i medierne. Så hvor Fogh frem mod valget i 2001 lod sig påvirke af briterne, springer Venstre i år Englands-besøget og dermed det politiske svar på X Factor over.
Bonus-info om briternes valgdebatter:
- ITV står for den første debat, som sendes fra det nordvestlige England. ITV-vært Alastair Stewart er ordstyrer på debat om indenrigspolitik.
- Sky tager sig af næste debat, som handler om globale emner. Den finder sted i det sydvestlige England, og Skys politiske redaktør, Adam Boulton, leder debatten.
- BBC runder af den 29. april med en økonomi-debat, hvor public service gigantens David Dimbleby leder slagets gang fra the Midlands.