Tre trends i politikerrollen blev forstærket 2001-2010: Kontraktpolitikken gjorde de menige politikere mere menige end nogensinde. Troløse karrierepolitikere begyndte at hoppe frem og tilbage mellem partierne – og ind og ud af politik. Og medieeksplosionen sendte politiker-nørden på førtidspension.

21. NOVEMBER 2001. Det blev sent, inden vi på DR2-holdet kom hjem, natten efter valget. Jeg skulle egentlig bare være valggeneral for samme aftens kommunalvalgs-flade. Sådan var det at være lillebror-kanal: Den smalle kanal skulle pligt-dække kommunerne, mens DR1 svælgede i statsministeropgøret. Men da det trak ud med landsresultatet til folketingsvalget, besluttede DR-toppen at sende det store DR1-hold hjem, og det blev så op til os på DR2 at overholde public service forpligtelserne og sende til den bitre ende. Det i hast samlede hold og studiefaciliteterne var mildest talt ikke gearet til en stor folketingsaften. Så toptunet tv var det næppe, da vi blev budbringere af det historiske øjeblik, hvor det blev endelig bekræftet, at Venstre for første gang i 80 år blev større end Socialdemokratiet, og at Poul Nyrup Rasmussen måtte aflevere statsministerstolen til Anders Fogh Rasmussen.

Hvad ikke var gået op for os den novembernat var, at magtoverdragelsen samtidig var begyndelsen på et tiår, som på en række områder ændrede rollen som politiker, måske for altid: 

  • Foghs kontraktpolitik gjorde de menige politikere mere menige end nogensinde. Topstyringen spredte sig til andre partier, der tog ved lære af Foghs succes. 
  • Politikerrollen som leve- og karrierevej blev forandret. Troløse karrierepolitikere begyndte at hoppe frem og tilbage. Den klassiske faglighed var ikke længere så nødvendig som gode kommunikationsevner.
  • Det politiske tempo blev skruet eksplosivt i vejret af nye og hurtige medier. Det gav næsten dødsstødet til den velovervejede politiker, der lige skulle undersøge sagen, før han udtalte sig.

 Den store kontrakt-mester

27. NOVEMBER 2001. Overskudsagtigt virkede det, da Fogh få dage efter valget veloplagt vandrede ind i Statsministeriet med den helt store plan under armen. Han havde siden halvfjerdserne fremstået som en klassisk politiker, en lidt tør økonom-type uden stor folkelig karisma. Så meget desto mere forunderligt var det at se den transformerede Fogh.

100 konkrete mål på 100 dage. Godt og vel endda. Det var sådan set bare at komme i gang og krydse af, når tingene var udført. Javel, hr. statsminister. Har du nye opgaver til mig, kunne den svage eller mindre dygtige politiker spørge undervejs.

For den stærke politiker, som trivedes med selv at tage fat, blev det hårdere år. Den selvstændige problemafsøgning, politikudvikling og -løsning, som giver livet mening for den politikertype, var der ikke meget af.

Selv en dreven idépolitiker som Bertel Haarder fik topstyringen at smage, da han overtog Undervisningsministeriet i 2005. Han havde måske selv en tanke eller to omkring udviklingen af området, men også han fik udleveret et meget detaljeret grundlag af regeringschefen: Værsgo, bare kryds af på bestillingslisten ovre fra Statsministeriet og gør præcis, som der står.

Andre partitoppe labbede elementer af kontraktstyringen i sig: Dansk Folkeparti havde været first mover i forhold til total topledelse på Christiansborg. Nu overtog også SF i bedste copycat-stil Foghs måde at lede på. Aldrig havde de menige folketingsmedlemmer været mere menige: For den ambitiøse politiker blev det endnu mere nødvendigt end nogensinde at være med helt oppe i toppen, hvis han ønskede reel indflydelse.

Også Socialdemokraterne effektiviserede arbejdsgangene. Mon ikke Helle Thorning-Schmidt i statsministerstolen vil videreføre Foghs stærke styring og måske sikre en endnu mere central og effektiv koordinering af opgaverne på tværs af ministerierne?

Dog skal hun første overvinde Lars Løkke Rasmussen, der har valgt en mere loose stil. Løkke giver den enkelte minister mere indflydelse, hvis denne kan og vil. Det giver rum til, at for eksempel Lars Barfoed, der blev justitsminister ved rokaden i februar 2010, i løbet af sine første måneder på posten har kunnet spille ud med forebyggende retspolitik uden ligefrem at have fået et diktat oppefra som i Foghs tid. I andre ministerier sker der til gengæld ikke meget, nu hvor Foghs stærke hånd er væk.

Hoppere & shoppere

10. FEBRUAR 2005. Efter at have siddet i Folketinget i mindre end to døgn meddelte Helle Thorning-Schmidt, at hun ville være formand for sit parti; det politiske håndværk måtte hun lære undervejs. Anders Fogh Rasmussen havde til sammenligning tålmodigt ventet over 20 år, før det blev hans tur til at indtage toppen i Venstre.

Partiformand var det fineste, nogen næsten kunne blive, dengang i 1998, da Uffe overlod Venstre til Anders. Helt den samme prestige indeholder politikerfaget måske ikke længere. Det unikke unge talent – en Ny Fogh eller en Mini Lykketoft – har ikke nødvendigvis lyst til at hellige hele sit liv til en politisk karriere, når andre muligheder med høj indflydelse inden for feltet samfund-politik-kommunikation ligger for.

Tidligere var Folketinget og medlemskabet af et parti noget, man valgte én gang for alle, ofte med en start i ungdomsafdelingen af et parti som 14-årig for så at fortsætte, til man blev stemt ud eller gik på pension. Men i 00’erne er det blevet legalt at starte sent, skifte parti, stå af, holde en pause, vende retur til landspolitik – eller kaste sig over noget andet. Connie Hedegaard, Christine Antorini, Morten Helveg Petersen, Anders Samuelsen, Morten Messerschmidt, Gitte Seeberg, Pernille Rosenkrantz-Theil, Naser Khader, Jens Rohde og Frank Jensen. Alle har de brudt med den klassiske ”fra vugge til grav” parti- og politiktradition.

Gennemsnitsalderen i Folketinget er da også på ti år faldet med godt tre år. Med en alder på 45,8 i snit, er det tydeligt, at jobbet ikke længere er en livstidsstilling. Fordelen er indlysende: Man gror ikke fast til taburetten, får erfaring med livet uden for murene og kan bruge sine politiske kompetencer bredere end hidtil til glæde både for én selv og for samfundet.

Risikoen ved at gøre folketingsarbejdet til et karrierejob på linie med alle mulige andre jobs er, at den klassiske politiker, som er inde i de politiske hjørner og kroge, og som kæmper for sit parti i tykt og tyndt, uddør.

Hvis de bedste fristes til at søge væk, er det de næstbedste, der bliver tilbage for at tage sig af grundpolitikken og have blik for de lange stræk. I værste fald skal vi derfor vænne os til, at politikere bliver næsten forudsætningsløse generalister uden dyb indsigt, men gode på en tv-skærm. Og acceptere, at ingen i dag vil høre på den indsigtsfulde men småkedsommelige fagpolitiker, der fyldte Folketinget i mange år.

Under alle omstændigheder har politikerne en udfordring i at opretholde fagligheden samtidig med, at de skal blive endnu dygtigere til at kommunikere denne faglighed bredt ud. Ligesom Fogh. Han mestrede, trods sit eftermæle som ”sorgløshedens statsminister”, nemlig både de lange linjer, fagpolitikken og evnen til at kommunikere. Den sidste evne manglede Mogens Lykketoft, på trods af sin maskinrumsforståelse for både dansk og udenlandsk økonomisk politik. Lars Løkke er også en klassisk fagpolitiker men når ikke Fogh-standard i kommunikation. Lene Espersen kunne i mange år leve højt på en kæk kommunikation. Takket være dygtige hjælpere lykkedes det at skjule, at grundfagligheden ind imellem haltede lidt. Heller ikke hos Villy Søvndal skal der kradses meget i skallen, før blikket bliver tomt, når det gælder den økonomiske politik, uagtet at han er godt inde i udenrigs-, forsvars- og socialpolitik.

Helle Thorning-Schmidt har sin egen internationale stil og er en skarp kommunikatør. Men er hun med sine kun fem år i landspolitik og manglende erfaring med overordnet politikformulering og samarbejde tung nok at have siddende i statsministerstolen?

Forklaringen på, at de gode politiske kommunikatører i dag vinder over de politiske nørder er simpel: tv. Spørgsmålet er blot, hvem skal sikre Danmark på den lange bane, mens politikerne er i fjernsynet.

 Altid Breaking News

1. DECEMBER 2006. På få måneder var det lykkedes TV2 at få en 24 timers nyhedskanal banket op. Kl. 12 gik TV2 News i luften. Og siden blev intet det samme for hverken journalister eller politikere.

Det forekom ellers allerede som et overbliksmæssigt mareridt, da TV2 kom til verden i 1988 med en daglig nyhedsudsendelse kl. 19.30, drilsk lagt lige over for TV-Avisen. Det viste sig blot at være begyndelsen på medie-eksplosionen, der har vendt op og ned på, hvem der bliver siet fra i politik.

TV2s ankomst var bare det første spæde ryk, der øgede antallet af sendeminutter og historier fra Christiansborg. Internettets minut-for-minut rapportering tog over op gennem 00’erne, men i dag er TV2 News, med høj fokus på nyheder og baggrund om politik og økonomi, regulær driver på Christiansborg og i Meningsdanmark. Folketinget selv har heller ikke holdt sig tilbage, men transmitterer i timevis fra både sal og samråd, hvor ministre ristes af en kampberedt opposition. Traditionel politik? Det føres i Vandrehallen og andre steder, hvor der kan tales fortroligt.

Samtidig er antallet af nyheder eksploderet: I 1999 var der 32.000 såkaldte ”nyheder” på en uge ifølge professor Anker Brink Lunds nyhedsundersøgelse. I 2008 var tallet vokset til over 75.000 ugentlige ”nyheder”, ligesom også genbruget af nyheder var steget markant. Med over 10.000 ”nyheder” pr. dag – hvoraf mange handler om politik – kan ingen politiker anno 2010 bare antydningsvis styre nyhedsflowet. Tendensen forklarer, hvorfor det ikke længere er afgørende, om man er en fagligt dygtig politiker, men nok så meget om at være parat med et budskab, uanset om man har nyt på hjerte eller ej.

Det hurtige flow er over de seneste ti år suppleret med oceaner af gammeldags politisk debat og længere 1-til-1-interviews, startende på P1 og DR2, og siden overgået af TV2 News. Retro-debatterne er sammen med den øvrige væg-til-væg dækning af det politiske stof med til at ikonisere dagens politiker på en ikke hidtil set måde. Det gælder, når det går godt. Og når det går skidt.

Lene Espersens manglende dømmekraft i forbindelse med afbud til en række møder i udlandet og sagen om Helle Thorning-Schmidts mands skatteforhold ville for ti år siden være vokset med en ny vinkel pr. dag. I forsommeren 2010 nåede begge sager op på fem-seks nye udviklinger i løbet af en arbejdsdag. Medierne sover ikke længere.

Til gengæld tager de heller ikke pr. automatik hinandens historier op som tidligere. Enhver har sine egne serier og kampagner. Det betyder, at lancering af nye politiske udspil i dag planlægges ekstremt grundigt i partierne for at nå flest muligt eller – som minimum – den rette målgruppe.

 Når medierne så lejlighedsvis enes om at satse på en bestemt sag, er der fuld damp på kedlerne døgnet rundt. Mere vil givetvis følge oven på Helle og Lene. Beskidt skal det nok blive. Det vil politikerne selv sørge for.

Kapitlet bringes i en ny debatbog, “Helle eller Løkke” fra Ræson http://raeson.dk/2010/helleellerloekke