På trods af en enorm mængde minut-journalistik er der fortsat brug for journalister med kilder og politisk hukommelse

En kær, gammel rotte i faget betroede mig for nylig, at han udelukkende går efter bylinen, når han læser aviser. Reporterens navn er for ham den afgørende målestok for kvalitet og lødighed – eller det modsatte. Sådan har jeg det ikke, endnu. Det betyder, at jeg i lighed med mange andre læser, hører og ser en del, som i bedste fald er inderlig ligegyldigt, i værste fald tyder på manglende journalistiske færdigheder og redaktionel ledelse.

Er fagligheden da under pres på danske mediearbejdspladser? Hvis vi taler den klassiske fag-faglighed, er svaret ja. Det gælder ikke mindst på web, radio og tv, hvor mangen en tidspresset reporter har måttet høre på min faste skåltale om, at 1 kilde er bedre end ingen kilde, 2 kilder er bedre end 1 kilde o.s.v.

Det er ikke nødvendigvis beklageligt, at gamle dages specialist ud i et fjerntliggende land eller et diminutivt hjørne af fagbevægelsen er død. I stedet kan branchen med fordel udvikle en ”moderne faglighed”, hvor talent og grundviden kombineres med evnen til at folde tingene ud, så læsere og seere tages både alvorligt og i hånden. Her er der bestemt rum til forbedring.

Men nyhedsbrugerne finder da stadig masser af eksempler på, at reporter og redaktør ikke bare har ben i næsen men også en bred viden og et kildenet, der er dybere end et enkelt google-klik, uden at de derfor er nørder:

  • Gode kilder er Euromans Anne Sofie Kragh i besiddelse af. Hun folder i det seneste nummer af magasinet dramaet om Klimaministeriets fyrtårn, Thomas Beckers, afgang ud. Kragh sandsynliggør, hvordan Manden-der-fik-Klimatopmødet-til-Danmark bliver ofret i en kynisk magtkamp mellem Klima- og Statsministeriet. Interessant også at læse, hvordan topembedsmænd i centraladministrationen koldblodigt bruger pressen som hjælpere i den kafkaske jagt på Becker, som ifølge Kragh skulle væk, fordi han og hans ministerium angiveligt fyldte for meget.
  • Danske soldater dræber uden kvaler, fortæller oberst Lars R. Møller i en ny bog, som Jyllands-Postens Lars Nørgaard Pedersen laver en forside på. God sag, som kan være havnet hos Nørgaard ad flere veje: Enten får han den interessante godbid serveret fra Møller som eksempel på, at faglighed også handler om at have kilder, der vælger netop DIG som budbringer af den gode historie, fordi du har baggrundsviden og kan overskue, hvad der er op og ned i en sag. Eller også får han bogen i hånden samtidig med andre medier – men finder i modsætning til de andre en regulær nyhed.
  • Informations Charlotte Aagaard skriver herefter på baggrund af Lars R. Møllers soldaterbog en leder, der oser af indsigt og faglighed. Da Journalistisk Salon debatterede den ind imellem tilfældige dækning af krigen i Afghanistan for nylig, var det da heller ikke overraskende, at Information tilsyneladende som det eneste medie systematisk diskuterer, hvordan krigen dækkes. Lederen er et godt eksempel herpå.
  • Poul Erik Heilbuth står bag DR1-dokumentaren ”Manden der løj verden i krig” om, hvordan ikke bare USA og Storbritannien men også Danmark går ind i Irak-krigen på falske forudsætninger. Sagen er allerede ganske godt beskrevet, og ovenstående Charlotte Aagaard har for længst fået en Cavling for sin afdækning af sagen sammen med kolleger fra Information og Ekstra Bladet. Alligevel bør Heilbuth have faglig ros for journalistisk vedholdenhed og mod: Det kræver skyhøj journalistisk og tv-mæssig faglighed at folde den svære historie ud for et bredt, internationalt publikum, at jagte og overtale nøglepersoner til at stå frem på tv, og ikke mindst kræver det mod at holde (også fysisk) stand over for dem, der ikke ønsker sagen fuldt belyst.
  • To erfarne politiske reportere, DRs Anja Westphal og Jyllands-Postens Christine Cordsen, hører ikke bare efter, de evner også at fange det nye i talen, da Helle Thorning-Schmidt taler til SFs landsmøde forrige weekend.  De to redder forestillingen, da S-formanden bagefter på live-tv skal uddybe sine pointer for journalister, som møder op med ”hvordan synes du selv, det går”-agtige spørgsmål. Først da de to reportere med en hukommelse, der rækker tilbage til tiden før 2001, kommer på banen, udfordres partiformanden på det politisk interessante i talen, nemlig et løfte om bredt samarbejde i dansk politik.
  • Informations David Rehling tilfører historisk perspektiv på Udkantsdanmarks udfordringer, som flere medier p.t. har fokus på. Nok er det interessante reportager vi er blevet præsenteret for men ofte i en noget fastlåst skabelon startende med en historie om, at ”livet er frygtelig hårdt” i Udkantsdanmark og herefter en ”der er så dejligt herude på landet”-opfølgning. Venstre er i ugens løb hoppet på udkants-surfbølgen, og her er det så, at Rehling minder os om det gamle Venstre, som lige præcis havde ”det nære samfund” som sin hovedpointe. Sådan var det, indtil en vis partisekretær Claus Hjort Frederiksen lægger V-strategien om sammen med den dengang ny formand Fogh. Slut med at kæmpe for de små butikker ude på landet, næh, kontraktpolitik var vejen frem, hvis partiet skulle gøre sig håb om at danne regering. Efter snart ti år med kontrakter skal vi nu så tilbage til det nære samfund igen! Befriende, når medier ikke blot bliver tidsfordriv men også gør sig umage med at sætte stoffet i perspektiv og udviser politisk hukommelse.