Varde Kommune er eksemplet på, hvordan lobbyister kan gøre en forskel i kampen mod de andre kommuner. Kronik i Jyllands-Posten af Susanne Hegelund og Peter Mose.
Det bør være en tilfreds Venstre-borgmester, Gylling Haahr, der ved årsskiftet afleverer borgmesterposten i Varde Kommune til partifællen Erik Buhl. Den afgående borgmester kan af eftertiden håbe at blive sammenlignet med en af sine stoute forgængere, Christian Jensen, der i 1953 stolt skridtede fronten af ved indvielsen af Varde Kaserne, som byen i kamp mod andre byer havde fået tildelt.
I forbindelse med det seneste forsvarsforlig lykkedes det Gylling Haahr som en af sine sidste politiske gerninger ikke bare at redde den lokale kaserne fra en truende lukning med risiko for økonomisk nedtur for egnen. Det lykkedes også Varde at få flyttet Sergentskolen, der siden 1920’erne har holdt til i Sønderborg, til kommunen. Borgmesteren sender derfor sikkert også en venlig tanke til det københavnske lobbyfirma, der var med til at sikre kaserne-redningen. Gylling Haahr havde aldrig troet, det skulle komme dertil, at han skulle give sig i lag med den slags nymodens tiltag. Redningen kostede over en million i lobbyudgifter, men det har været svært at finde kritik fra bysbørnene i den sammenhæng.
Som borgmesteren siger i Lobbyistens Lommebog, vores tredje bog om beslutnings-danmark: ”Hvad var alternativet. Mit råd oven på oplevelsen er, at hvis man ikke kommer nogen vegne med sin sag, skal man koble professionelle lobbyister på”.
I bogen – med undertitlen ”politikere under pres” – fortæller vi, hvordan også kommunerne har meldt sig ind i lobbykampen. Det er blevet alles kamp mod alle. Meget har ændret sig siden Anker Jørgensens Danmark, hvor det meste blev aftalt og forberedt i faste råd, nævn og kommissioner. De eksisterer såmænd stadig – men er ikke længere den sikre vej til indflydelse. Ikke færre end 1700 interesseorganisationer foruden 98 kommuner forsøger i dag at skaffe sig indflydelse på Christiansborg, gerne på konkurrenternes bekostning. Selv halvoffentlige organisationer med egen bestyrelse og direktion – og dermed armslængde til ministerierne – holder sig ikke tilbage. Det gælder DSB og landets universiteter, ja sågar også Danmarks Radio plejer aktivt sine interesser på Christiansborg.
Om det er i orden? Ja, hvis det er tydeligt, hvem lobbyisten arbejder for, når han løber politikerne på dørene. Og hvis direktionen eller borgmesteren kan tåle at fortælle offentligheden, at man bruger penge på det. Det må ikke foregå via et suspekt cigarkassesystem, man forsøger at skjule i de officielle regnskaber.
I Varde er det – som i en del andre kommuner – ellers ikke noget, de har tradition for, det med lobbyister. Her kører det stille og roligt, man snakker om tingene, og spindoktorer og den slags er noget, de mest kender fra fjernsynet. Men da det sidste år kom frem, at regeringen pønsede på at ofre Varde Kaserne som en del af det kommende forsvarsforlig, var gode råd dyre.
Kampen for at bevare byens kaserne skete i konkurrence med blandt andre Sønderborg og Haderslev, som også var i farezonen. Alle troppede de under stor lokal bevågenhed op på Christiansborg, men ingen af dem gik så aktivt og målrettet til værks som Varde.
Da forsvarschef Peter Bartram undervejs i forløbet i en forsvarsfaglig analyse pegede på, at kasernen i Varde burde opretholdes, understregede han, at det var en rent faglig vurdering. Det betyder frit oversat, at de lokalpatriotiske følelser, der plejer at redde kaserner, formentlig ville ændre hans fagligt set bedste løsninger. Vardes borgmester tøvede med at juble over Bartrams udspil, man er vel jyde. Men københavner-lobbyisterne manuducerede kommunens førstemand: Du skal på banen igen og igen og glad slå fast som et faktum, at Varde bevares, det tilsiger alle faglige argumenter jo.
Gylling Haahr fulgte lobbyisternes taktiske råd og jublede over ”sejren”, skønt den kun var halvt vundet. I timerne efter Bartrams udmelding bestilte borgmesteren ikke andet end at tale med sultne medier, der var blevet adviseret af de københavnske lobbyister. 112 presseomtaler fik borgmesteren på et døgn, mens en af konkurrenterne, Høvelte, kun fik en god håndfuld. Heller ikke Sønderborg kunne følge med, og få måneder efter kunne daværende forsvarsminister Nick Hækkerup meddele, at Varde Kaserne ikke bare skulle fortsætte, men også ville få overflyttet Sergentskolen.
Redningen er et eksempel på, hvordan en kommune ved at tydeliggøre og skærpe argumenterne, målrette sine budskaber og – i dette tilfælde – bruge pressen i hvert fald ikke har skadet sin sag. Hvis Varde vil udvise rettidig omhu, igangsætter Haahrs afløser i god tid en fremadrettet strategi, der synliggør kasernens kvaliteter, for med usvigelig sikkerhed fortsætter lukningerne af kaserner de kommende år. Andre kommuner følger formentlig trop og hyrer professionelle folk ind, næste gang lukningerne er på dagsordenen.
De aktører, der ikke springer på den udvikling, risikerer at komme bagest i køen: Danmark er lobbymæssigt ved at udvikle sig til et cowboyland, hvor metoderne fra Ankers tid ikke slår til. Kampen fra hus til hus er kommet for at blive, og den udvikling vil fortsætte de kommende år. Det kan man have mange holdninger til, vi konstaterer blot, at sådan har beslutnings-danmark udviklet sig.
Derfor ser vi også flere og flere interessante alliancer dukke op, hvor ikke bare de store lobbyorganisationer som Dansk Industri, Kræftens Bekæmpelse og Ældre Sagen er i spil, men også lokale interessenter. Det giver opmærksomhed både i offentligheden og regeringskontorerne, hvis traditionelle modparter pludselig går sammen om et projekt. Det skete, da Babcock & Wilcox Vølund i Esbjerg sikrede fortsatte arbejdspladser på bekostning af grønne planer på et københavnsk renovationsanlæg. Virksomhedens fællestillidsmand er en socialdemokrat med gode kontakter, så han hjalp direktionen med at rydde de politiske problemer af vejen. Tillidsmanden er tillige medlem af Dansk Metal, der kan lide at få lobby-olie på hænderne. Vølund havde i 2012 vundet ordren med at levere moderne ovne til at brænde affald af på Amagerforbrænding. Problemet var, at lokale SF’ere slog knuder, for de så hellere, at affaldet blev genanvendt efter alle kunstens regler. Tingene var gået i hårdknude, men så tog Metal-smedene fat på finansminister Bjarne Corydon, der er valgt i netop Esbjerg.
Normalt vil den slags sager ligge fjernt fra en finansministers indbakke. Han sidder med tunge makroproblemer i den store skala. Men nu var der jo lige det med, at det var tillidsmanden i Esbjerg, der trak det store læs i hans valgkamp. Derfor lyn-bombarderede Metal finansministeren med jobargumenter, ligesom den daværende skatteminister, Thor Möger Pedersen, blev trukket ind som SF-ansvarlig. Sammen fik de to topministre i hast sagen løst til stor glæde i direktionslokalerne i Esbjerg. Ikke engang to uger gik der, før et fint ministerielt brev dukkede op hos Vølunds direktør: Gå I blot i gang. Med andre ord: Alt det med en ny ressourcestrategi, som nogen fablede om før valget – det gjaldt ikke længere.
Lige så stærkt kan det virke, når jyske bønder og arbejdere går sammen i nye, spændende alliancer: ”En national forbrødring med power,” kaldte svineproducenternes formand det, da den såkaldte Herning-erklæring i 2012 blev underskrevet for at markere en ny alliance mellem slagteriarbejdere, bønder og slagteriejere. Når traditionelle modparter pludselig stiller op sammen, er det ulige sværere for regeringen – uanset farve – at afvise krav om tilskud til byggeri af nye, moderne stalde. Slagteriarbejdernes fordel ved at støtte bønderne? Produktion af flere slagtesvin, som kunne skabe sikkerhed for deres jobs i fremtiden. Generelt gør det indtryk, når de samme arbejdere går ud og agiterer for bedre rammevilkår for erhvervslivet, ikke mindst når det handler om arbejdspladser, og regeringsledelsen har rødt blod i årerne.
Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se flere af den slags utraditionelle lobbytiltag i fremtiden. Nogle vil ligesom Varde bruge lobbybureauer, andre vil klare det selv eller alliere sig med kræfter, der har samme dagsorden. Hvis man forbliver passiv og tror, at tingene løser sig selv af, løber konkurrenterne med opmærksomheden, indflydelsen og resultaterne. Lobbyisme er ikke bare et københavnerfænomen; metoderne er for længst rykket vestpå.