Trods uformelle sonderinger lykkedes det ikke at præsentere en direktør for den nye tænketank EUROPA, da initiativet blev lanceret. Men trods startvanskelighederne giver det god mening for initiativtagerne med endnu en tænketank herhjemme. Analyse i Mandag Morgen.
Det var i sidste øjeblik, at det lykkedes industri og fagbevægelse at etablere tænketanken EUROPA forleden. Om få uger – i begyndelsen af januar – skydes overenskomstforhandlingerne på industriområdet i gang med et fælles pressemøde med Dansk Industri og CO Industri. Derefter er det tilbage til de sædvanlige skyttegrave mellem arbejdsmarkedets parter, i hvert fald i en rum tid mens forhandlingerne står på.
Derfor var initiativtagerne – først og fremmest DI, Dansk Metal og 3F – i tidsnød: Ambitiøse fællesprojekter mellem allianceparter fra hvert sit verdenshjørne skal lanceres i fredstid, ikke en i krigstilstand.
Planerne havde rumlet i over et halvt år, men det kræver beslutningskraft at gennemføre den slags, når der er så mange aktører involveret. Der var masser af frem og tilbage, og imens tikkede uret.
Mangler direktør
Lobbyistens Lommebog beskriver indgående tænketanksfænomenet herhjemme, herunder styrkerne og svaghederne hos Cepos, Kraka, Cevea, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Concito.
Navnet ”Europa” blev for eksempel først endeligt besluttet i ugen op til pressemødet, og det lykkedes ikke at præsentere en direktør, hvad ærgrede initiativtagerne. Det ville have været en bedre start. Man havde ellers lavet uformelle sonderinger blandt mulige favoritkandidater, men ingen havde for alvor bidt på. Kandidaterne havde hæftet sig ved en usikker økonomi for projektet. Det er så siden faldet på plads, så tænketanken vil få mindst tre år til at operere i på professionelle vilkår.
Nu er jobbet slået offentligt op i håbet om, at en tænketanksdirektør kan sætte sig i stolen senest 1. marts.
På den korte bane vil det sætte den nye direktør under stort pres, hvis der, som mange regner med, udskrives en folkeafstemning om den europæiske patentdomstol. En afstemning vil i givet fald finde sted samtidig med Europa-parlamentsvalget den 25. maj.
Dermed har tænketanken mindre end tre måneder til at sætte en scene og en analytisk ramme for den offentlige debat om domstolen. Men visionen er da også mere langsigtet, nemlig at massere danskernes forståelse for, hvor meget EU gavner Danmark jobmæssigt og økonomisk.
Både fagbevægelsen og DI har en klar interesse i at gøre det tydeligere, hvor mange af Danmarks private arbejdspladser – ikke mindst dem med industriproduktion – der kan tilskrives adgangen til et europæisk marked. Der er stor fokus på turbovækstlandene og de nye økonomier i Asien og Sydamerika, mens det er mindre kendt i befolkningen, at tusindvis af industriarbejdspladser herhjemme afhænger af et velfungerende EU.
Den dagsorden skal tænketanken være med til at tale op.
Svære fødsler
Det er ikke usædvanligt, at tænketanke – et nyere fænomen herhjemme – ikke lige fra dag ét er en bragende succes. Susanne og Hegelund og jeg beskriver indgående tænketankenes virke i vores seneste bog, Lobbyistens Lommebog.
Også tænketanken Kraka havde en svær fødsel. Den blev etableret på initiativ af Politiken og fik Peter Mogensen som direktør. Men det var svært at finde engagerede investorer, og desuden var der masser af startrummel om bestyrelsens sammensætning og rolle.
I krogene stod der nok en og anden og frydede sig i Jantelovsdanmark. Initiativer fra Rådhuspladsen må hellere end gerne blive lidt til grin. En døende Tøger Seidenfaden nåede aldrig selv at opleve tænketankens fødsel. Han trak til det sidste på sine mange kontakter for at skaffe bestyrelsesmedlemmer og midler og lå hjemme i sin sygeseng, da Peter Mogensen – dengang redaktionschef i huset – i en statusmail orienterede om, at nu var det knald eller fald. Der var opstået tvivl om, hvorvidt en afgørende sponsor var med eller ej. Mailsvaret fra Tøger var i vanlig stil nøgternt: ”Close, but no cigar!” Sejren var tæt på, men ikke hjemme.
Efter Tøger Seidenfadens død faldt finansieringen endeligt på plads. Pengetanken Realdania lagde med godt to millioner i startåret en økonomisk bund under projektet. Siden blev det til flere millioner fra fondens bugnende kasse. Og så meldte blandt andre Mærsk sig ind i den faste støttekreds og lagde ikke skjul på det over for offentligheden.
Der var tale om et virksomhedsengagement i tråd med, at tunge erhvervsorganisationer som bl.a. DI og Dansk Byggeri valgte at spytte et tocifret millionbeløb i Krakas kasse til et regeringsuafhængigt kommissionsarbejde, der skal udrede krisens årsager og ordinere den fremtidige medicin.
”Nyt fra Kreml”
Man kan spørge sig selv, hvorfor der tilsyneladende er opstået et marked for private tænketanke herhjemme, og hvorfor finansieringsviljen er så relativt stærk? Organisationerne har jo selv masser af analysekraft og spyr den ene rapport efter den anden ud i medierne.
Som vi også skrive i Lobbyistens Lommebog er en af forklaringerne, at organisationsverdenen måske er ved at få sig et afsenderproblem.
Ifølge Lobbyistens Lommebog har moderne tænketanke muligheder og frihedsgrader, som hverken politikere, organisationer eller erhvervslivet har. Foto fra boghandlen Arnold Busck, december 2013.
Nok bider pressen stadig på, når mylderet af organisationer planter endnu en historie baseret på standardkonceptet: ”En ny undersøgelse viser”. Men på Christiansborg og blandt meningsdannere opfattes det ofte som noget, der er lige så forudsigeligt som ”nyt fra Kreml”, når organisationer som DI og Dansk Erhverv kommer med endnu en rapport, der – igen-igen – viser, at erhvervslivet flygter, hvis ikke rammebetingelserne bliver bedre.
Den kyniske vurdering af erhvervsorganisationerne og fagbevægelsen er, at de regner baglæns i deres analyser. Organisationerne kender konklusionerne, og så finder de argumenterne, der passer til.
Hverken den liberale tænketank Cepos eller Kraka er bundet af samme taktiske hensyn. De kan fra hver deres ståsted give analyser og forslag kant uden at behøve være bange for, at et eller anden toneangivende medlem i baglandet brokker sig, fordi der bliver trådt på snævre erhvervs- eller fagforeningsinteresser.
Undgå hensynsbetændelse
Her ligger en tænketanken EUROPA’s fundamentale udfordringer. Den har et erklæret pro-europæisk ståsted, hvad allerede har ført til kritik fra ikke mindst Dansk Folkeparti, der i realiteten hævder, at tænketanken netop vil levere ”nyt fra Kreml”. DF forventer forudsigelige partsindlæg, der starter med EU-venlige konklusioner, hvorefter jagten på de gode argumenter går ind.
Den troværdighedsfælde må den nye tænketanksdirektør ikke falde i. Selvom initiativtagerne af legitime grunde er for et stærkt medlemskab af EU, vil det øge troværdigheden markant også at påpege de konkrete ting, der ikke fungerer.
Tænketanken må ikke lade sig styre af hensynsbetændelse over for baglandet, men i stedet så vidt muligt bygge et uafhængigt image op. Nøgleordene bør være høj faglighed, stærk analysekraft og evnen til at kommunikere – alt det en moderne tænketank skal mestre for at blive en succes og hen ad vejen kunne flytte danskernes holdninger i ønsket retning.