Det traditionelle lobbyarbejde er under pres fra innovative ministre, der ikke kun vil lægge øre til, hvad topcheferne i organisationsverdenen fortæller. Derfor arbejder lobbyisterne nu med at inddrage medlemmerne på gulvet. Analyse for Mandag Morgen.
Lobbyister fra interesseorganisationerne skal til at oppe sig og vænne sig til nye metoder. For fremtidens ambitiøse og innovative ministre vil udfordre business-as-usual-tankegangen i organisationsverdenen.
Der er mange debatemner i bogen. Her fra Gyldendals forfatterscene på årets bogmesse
Det er en af pointerne i bogen Lobbyistens Lommebog – Politikere under pres, som jeg sammen med Susanne Hegelund netop har udgivet på Gyldendal. Og ministrenes nye måder at agere på, kan give den etablerede organisationsverden grå hår i hovedet.
Det vil ikke altid længere være nok blot at troppe op med sin formand og sekretariatschef, forsynet med omhyggeligt indøvede talepapirer. Ministeren vil bryde rollehæftet og også drage hverdagens eksperter ind. Det kan være slagteriarbejdere, der kan forklare ministeren og embedsfolkene, hvorfor de er mere eller mindre ødelagte, når de har rundet de 40, og hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres.
Denne tilgang har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) allerede brugt i forbindelse med førtidsreformen og kontanthjælpsreformen, ligesom hun – uden om blandt andre DI – er gået i direkte dialog med en række virksomheder som Novozymes, Rockwool og Danish Crown.
Tab af kontrol
En formand fra fagbevægelsen eller topdirektør fra en erhvervsorganisation vil for alt i verden bevare kontrollen over, hvad der bliver sagt på et møde med en minister. Og topfolkene vil nødigt udstille intern uenighed. Tænk at skulle sidde og mundhugges med et medlem, der kommer ude fra virkelighedens verden. En slagteriarbejder, en socialrådgiver fra et jobcenter eller en erhvervsleder har måske et mere dynamisk og jordnært syn på tingene end det, der omhyggeligt er blevet stemt af hjemme i organisationen.
På vej til flyet? Lobbyistens Lommebog fås i Københavns Lufthavn, november 2013
Der er da også delte meninger blandt organisationerne om denne måde at arbejde på. Organisationerne er lige så hierarkiske som det politiske system og vil helst stille med den øverste ledelse. Det er meget svært for interesseorganisationerne at bevare overblikket, og det svækker deres autoritet, hvis toppen pludselig hører fra et ministerium, at en medlemsvirksomhed har været forbi for at gøre rede for sin holdning i en given sag. Det er sket i en række tilfælde under den socialdemokratisk ledede regering.
Hvad gør så den dygtige organisation? Den formår at koordinere indsatsen, inddrage medlemmerne og få dem med til møder på Slotsholmen på skift. Dels kan det tilføre organisationernes sædvanlige bureaukratiske synspunkter en stemme fra virkeligheden. Dels er det god medlemspleje ind imellem at lade en virksomhedsdirektør få lov til at ”spise kirsebær med de store”.
Værsgo at tage billeder
Helle Thorning-Schmidt brugte en variant af Mette Frederiksens metode forud for regeringens udformning af Vækstplan DK, planen, der skulle øge Danmarks konkurrencekraft og skabe tusindvis af job. Fagforbundene blev tilbudt at stille med cirka 30 tillidsfolk, der kunne komme ind i Statsministeriet og diskutere vækstinitiativer med regeringschefen.
Det gav travlhed i forbundshusene, for så handler det om at caste de rigtige – man kan jo ikke sende hvem som helst ind på de bonede gulve. Fagforeningstoppen vil givet sikre sig, at det er tillidsfolk med de ”rigtige” meninger, der skal have billetten til København. Organisationsfolkene kan måske endda nå at øve sig med de udvalgte og budskabstræne med dem.
Det ekstra forarbejde kan blive en af de påvirkningsmåder, organisationerne kommer til at arbejde endnu mere med, og som kommer til at indtage en fast plads i lobbyistens værktøjskasse. Det har i årevis hørt til standardpakken at have cases klar til journalisterne, når man vil sætte ansigt på sin dagsorden. Samme efterspørgsel efter autenticitet og ægthed kommer der i disse år fra politikerne. Nogle gange går det helt galt med castingarbejdet, som det skete for SF’eren Özlem Cekic, da hun valgte kontanthjælpsmodtageren Carina ud som eksemplet på en fattig. Men andre vil givetvis være omhyggelige med, hvem de drager ind som cases, der understreger deres pointer.
En vågen minister vil gennemskue, hvis organisationerne er lige smarte nok med, hvem de vælger at tage med på møderne eller lader stå som velkomstkomite, når ministeren er på arbejdspladsbesøg. Omvendt vil organisationerne også være bevidste om, hvorvidt der ligger et reelt og oprigtigt ønske bag ministerens nye måde at arbejde på. Eller om det bare handler om at legitimere en beslutning, der allerede er taget og bare skal se godt ud over for vælgerne: Her ses statsministeren med 30 tillidsfolk. ”Værsgo at tage billeder.”