Forestil jer overskrifterne, hvis Lene Espersen havde droppet familien i påsken for at tage til Canada til møde om de arktiske områder. ”Lene svigter familien” og ”Du er en ravnemor, Lene!” ville have fyldt overskrifterne.
Lene Espersen valgte at prioritere en længe planlagte ferie frem for mødet i Canada og hænges i overskrifter og medieanalyser ud med: ”Uprofessionelt, Lene” og ”Forkert prioritering”.
Der er ingen tvivl om, at det som ny minister er endog overordentligt gavnligt at møde blandt andre USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, langt væk fra alfarvej, endda i et mindre forum, hvor der formentlig er tid til uformel kontakt og netværkspleje. Det må have været et svært valg for udenrigsministeren, som har sat alt ind på at forbedre partiets meningsmålinger fra sin nye – og pr. tradition bedre – platform.
Lige præcis udenrigsministerposten er ikke forenelig med et normalt familieliv. Kan man ikke leve med at sove i en fremmed seng mange, mange nætter året rundt, skal man finde sig et andet ministerium.
Problemet er, at uanset hvornår en minister – eller vi i mediebranchen – holder ferie, vil der altid være noget, der taler for, at vi udskyder ferien. Altid vigtige møder, altid afgørende beslutninger, altid kolleger som har brug for sparring og rådgivning. Ind imellem må også ministre og topchefer i anden ledelse fastholde allerede trufne beslutninger og så vælge den næstbedste løsning, det være sig familie- eller arbejdsmæssigt. Vælg det ene, vælg det andet – det giver altid kritik, ikke mindst når der er mødre involveret.
Da Helle Thorning-Schmidt kort efter sin tiltrædelse som formand i 2005 tager et par dage til Skt. Petersborg med sine børn for at være sammen med den derboende mand, opstår et nærmest frådende raseri fra den samlede hjemlige presse over den uprofessionalisme, den ny formand udviser ved at forlade landet i nødens stund. Senere samme år tager hun børnene på en længe planlagt tur til Bonbon-land, også til stor forargelse i pressen. Mens dette skrives, består partiet vist endnu – og ditto gør ægteskabet.
Eva Kjer Hansen bliver som minister omvendt i pressen beskyldt for at svigte sine børn hjemme i Jylland, fordi hun tilbringer meget tid i København. Uf, hvor er hun dog en dårlig mor! Havde hun valgt at bruge tid på børnene i stedet, havde hun med garanti fået på tæven for at være doven og ikke passe sit arbejde, sådan som andre kvindelige ministre er blevet udskældt for i tidens løb.
Problemet med Lars Løkke Rasmussens Tenerife-tur i uge 6 er uden for sammenligning med de øvrige eksempler: han udfordrer de mange lovlydige forældre, som på undervisningsministerens råd følger skolernes ferier med henblik på at sikre, at lærerne ikke står med et nyt hold børn hver uge.
Anders Fogh Rasmussen tager i årevis til Frankrig, hjemlige problemer eller ej. Hele pressen afventer i hans tilfælde troligt, at han kommer hjem og afholder den sædvanlige omgang en-til-en med de skrevne medier og om aftenen live på begge tv-stationer. En endog meget underdanig tilgang til en minister, som ikke klædte standen.
Der må være en mellemvej, dækningsmæssigt. Selvfølgelig skal ministre (og alle andre topchefer, inkl. dem i mediebranchen!) passe deres arbejde. Det gør langt de fleste. Men der må være en grænse for, hvor meget jagten på ferierende ministre skal fylde i nyhedsstrømmen. Ekstra Bladet opfordrer nu ferierende i Spanien til at tage billeder af Lene og familie med mobilen, så vi kan få dokumentation for skændslen. Her må festen stoppe. Var Lene i stedet taget til Canada og havde ladet Danny drage alene til Spanien med drengene, var der formentlig blevet udlovet dusør til danskere, der kunne forevige mand og børn, grædende ved poolen, mens vi ville kunne se Mor Lene hygge sig med en drink med Hillary. Og fy, for en dårlig mor!
Er Ekstra Bladets egen chefredaktør på arbejde eller driver han den af i hængekøjen i påsken? I så fald skal naboerne måske til at finde mobilerne frem og få foreviget redaktøren til skam og skændsel for resten af mediestanden. Som selvfølgelig er på arbejde hele påsken, alle som én for at sikre mega dækning af arktis-mødet med topreportere på stedet til ”det afgørende møde”. Eller hvad?