For fem år siden red Mogens Lykketoft på en ledighedsbølge og steg enormt i meningsmålingerne. Samme vælgergevinst har Helle Thorning-Schmidt slet ikke kunnet høste, selvom hun i fire måneder har appelleret til danskernes nyvundne frygt for at miste jobbet.

Analyse af Peter Mose og Kenneth Thue Nielsen i Politiken den 25. februar 2009.

Socialdemokraterne kan næsten ikke tro på deres eget held, da udskældte Mogens Lykketoft frem mod det tidlige forår 2004 bare stiger og stiger i meningsmålingerne og passerer de magiske 30 procent, som i partiets selvforståelse er den selvfølgelige og udiskuterbare minimumsgrænse for et bare nogenlunde formstærkt parti med førstefødselsretten til Statsministeriet.

Og hvad der bringer sosserne endnu tættere på ekstase: Lykketoft har udsigt til at kunne slå Fogh. Men forklaringen bag den tilsyneladende succes er enkel. Lykketoft lukrerer på danskernes frygt for at miste jobbet.

Det samme burde begynde at ske nu for hans formandsafløser, Helle Thorning-Schmidt. Men nej – indtil videre er vælgeropbakningen blevet væk.

Hendes meningsmålinger rokker sig ikke rigtig af stedet, selvom vælgerne pr. automatik mener, at sosserne er bedre end de borgerlige til at håndtere arbejdsløsheden. Det bør give anledning til stor bekymring i S-toppen, hvis ikke vælgeropbakningen begynder at stige inden for få måneder. Sker det ikke, vil den nye generation i S få svært ved at gentage Mogens Lykketofts bedrift.

Læren fra dengang kan nemlig sammenfattes til ”paragraf 1 i den socialdemokratiske vælger-lov”: Flere ledige og frygten for endnu mere arbejdsløshed er lig med sikker fremgang for et S, ikke mindst i opposition.

Efter at Lykketoft i december 2002 greb formandsmagten, kom der for alvor skub i S-meningsmålingerne. I takt med, at vælgernes bekymring for arbejdsløsheden voksede, steg opbakningen til Socialdemokraterne og gjorde det næsten uafbrudt gennem hele 2003.

Det var som at overvære verdensmesterskaberne i synkron-svømning: Ledighedstallene og Lykketoft bevægede sig i omtrent samme takt og rytme.

Først da det lykkes regeringen at få ledigheden til at knække, begynder Lykketoft at synke til bunds i meningsmålingerne. Bademester Fogh slår tilbage med håndklædet, får gang i økonomien og bringer efterfølgende med forårspakken sorgløsheden tilbage i de danske hjem.

Men nu står Danmark i en alvorlig situation, der kan få en forårspakken til at minde om en lille og ganske utilstrækkelig humørgave til danskerne. Alle bobler er ved at briste, alle økonomiske parametre peger mod orkan, en langvarig en af slagsen og langt dybere end de små-krusninger, Lykketoft surfede på og som det lykkedes Fogh tvinge tilbage. Det ligner begyndelsen til ”A Perfect Storm” for Socialdemokraterne.

Temaet arbejdsløshed er på vej tilbage på vælgernes læber og vil formentlig være det frem mod næste valg.

Ganske vist er ledigheden fortsat historisk lav – med blot 57.900 ledige er der stadig langt op til de 170.000 ledige, der fik Lykketoft til at peake i meningsmålingerne for fem år siden. Men finanskrisen ruller, og hver dag bringer medierne nye historier om massefyringer.

Hvor frygten for arbejdsløshed overhovedet ikke spillede nogen som helst afgørende rolle ved valget i november 2007, begynder den bekymring nu at bide sig fast i flere vælgere. Og fra valgforskningen ved vi, at vælgerne tror mere på socialdemokraterne end de borgerlige, når det gælder evnen til at skabe arbejdspladser.

Set i det lys sidder den socialdemokratiske partitop uden tvivl og nærstuderer prognoserne for udviklingen i ledigheden de kommende 12 måneder. Prognoserne forudser, at ledigheden vil stige til over 100.000 inden årets udgang og fortsat vokse i 2010.

Konklusionen synes at ligge lige for: På en kynisk baggrund er der gode udsigter til, at de socialdemokratiske meningsmålinger langt om længe kan nærme sig de magiske 30 procent.

Men så enkelt er det ikke. Ovenstående læresætning står nemlig i skærende kontrast til en anden kendt læresætning: Vælgerne har mest tiltro til, at en borgerlig regering er bedst til at sikre en sund økonomi. Den læresætning er bekræftet talrige gange i studier af danske vælgere.

Vælgermønstret er overraskende stabilt og fastfrossent: Ikke engang i 1990erne – Socialdemokraternes seneste store jubelårti med cand.polit.erne Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft i spidsen – var sosserne i stand til at slå de borgerlige på økonomisk troværdighed.

Det var da næppe heller nogen tilfældighed, at Helle Thorning-Schmidt som den allerførste toppolitiker herhjemme allerede i efteråret 2008 valgte at gøre netop ledigheden (sossernes hjemmebane) og ikke økonomien (regeringens hjemmebane) til samfundsproblem nummer 1.

Men selvom hovedgrebet ud fra en taktisk vurdering er rigtigt, er vælgergevinsten til S-toppens store frustration indtil videre udeblevet. Det kan der være mange grunde til.

For det første har vælgerne endnu ikke glemt, hvor gunstig økonomien har været de sidste mange år under Fogh. Finanskrisen betragtes stadig på fladskærm. For det andet er ledigheden stadig meget langt fra den ledighedstop, Lykketoft red på. For det tredje er der, som konsekvens af det manglende spring i målingerne, stadig ikke kommet gang i bevægelsen Socialdemokraterne. Hverken folketingsgruppen, lokalpolitikerne, medlemmerne eller fagbevægelsen yder i nærheden af hvad de kan, når bevægelsen er oppe i gear. Thorning kæmper fortsat som en enmandshær.

Men vigtigst af alt – og grunden til at opinionsbalancen ikke partout tipper i retning af Socialdemokraterne – er der en afgørende politisk dyst i gang: Kampen om at overbevise vælgerne om, hvori Danmarks reelle problem består. Kampen om den store politiske fortælling.

Socialdemokraterne ved, at de ikke kan matche de borgerlige partier, når det handler om den økonomiske politik. Regeringen er uovervindelig, når det gælder økonomisk troværdighed – især så længe statsministeren hedder Fogh. Og den troværdighed trækker regeringen på, både når det gælder bankpakker og reformer af skattesystemet.

Derfor er Socialdemokraterne tvunget til vinde at dagsordenkampen ved at sætte arbejdsløsheden i centrum som krisens kerne. Det er forudsætningen for, at de magiske 30 procent igen passeres. Med andre ord: Der skal ”A Perfect Storm” til for, at det mål nås.