De mandlige politikere er sendt ud på et sidespor. Men selvom kvinderne har overtaget magten i dansk politik, er grundvilkårene ikke ændrede. Analyse i Berlingske Business Magasin.

Mændene turde ikke. Jan Trøjborg og Henrik Dam Kristensen takkede nej til magten, da de fik chancen. De var ikke klar til at tage det sidste skridt og gå efter Socialdemokraternes formandspost, selvom de fik tilbuddet, efter at Mogens Lykketoft oven på valgnederlaget i 2005 havde trukket sig. Men Helle Thorning-Schmidt havde ingen skrupler med at slå til.

”Skal du ikke lige vende det med din mand?”, blev hun spurgt. ”Det behøver jeg ikke”.

Hvis det er en maskulin dyd at gå efter magten og undlade først at bede om lov på hjemmefronten, så er statsministeren maskulin. Helle Thorning har lige fra starten demonstreret etter-egenskaber, som andre og måske mere tøvende kvinder kan lade sig inspirere af, for eksempel de mange, der i årevis forbliver på mellemlederniveau uden at tage trinnet op.

”Jeg kan slå Fogh”. Også det ordvalg var ganske usædvanligt. Thorning brød bevidst både den gængse socialdemokratiske vi-retorik og den traditionelle kvinderolle, da hun i formandskampen mod partifællen Frank Jensen fremhævede sine egne fortrin. Hun sagde ikke ”Vi kan slå Fogh”.

Det viste da sig også at være overmod; Thorning fik tæsk af Anders Fogh Rasmussen (V) ved det efterfølgende valg i 2007. Men hun lod sig ikke slå ud – i modsætning til Villy Søvndal (SF), der har kastet sit parti og regeringen ud i en svær krise ved at slippe magten på et kikset tidspunkt. Nu har to SF-kvinder i ugevis sloges om, hvem der skal overtage jobbet efter ham, mens mændene har kigget på.

Det vil være i strid med sandheden at hævde, at rød bloks mænd er en flok kyllinger. Men det er tankevækkende, at samtlige tre regeringspartier snart vil have en kvinde i spidsen. Lige så pudsigt er det, at blå bloks partier nu alle ledes af mænd. Det er blevet drengene mod pigerne, efter at Dansk Folkepartis ”mor”, Pia Kjærsgaard, i et omhyggeligt styret generationsskifte har overladt sin toppost til Kristian Thulesen-Dahl.

Men man skal være varsom med at overfortolke den rød-blå, kønsmæssige ledelsesstruktur: Spillereglerne i dansk politik har ikke ændret sig afgørende, fordi rød blok bruger læbestift og blå blok ligner et drengeværelse. Det er således forkert at hævde, at de kvindelige ledere – som en slags bløde HR-chefer – tager sig af at beskytte velfærdsstaten, mens mændene – som stålfaste CFOs – går efter hårde reformer, der skal ruste Danmark til den globale konkurrence.

Tag blot De Radikales leder, Margrethe Vestager, der om nogen er hård i filten i sine bestræbelser på at holde reformkursen og ikke give efter over for SF og dele af Socialdemokraterne: ”Sådan er det jo”, lød den kortfattede besked fra Vestager, da hun lige efter sommerferien blev spurgt til situationen for de danskere, der står til at ryge ud af dagpengesystemet fra nytår på grund af den forkortede dagpengeperiode. Den radikale økonomiske politik vejer angiveligt tungere end empati og socialt ansvar.

Man kan i det hele taget ikke beskylde Margrethe Vestager for at gå ensidigt efter de bløde værdier, herunder at hjælpe andre kvinder op ad magtstigen. Hun undlod helt at håndplukke kvinder, da hun fik seks ministerposter hevet hjem til partiet. Ikke én radikal kvinde udover hende selv blev der plads til.

Det er en anden ledelsestilgang end den, hendes forgænger Marianne Jelved lagde for dagen i 90erne. Jelved sørgede bevidst for, at partiets kvinder fik plads i de skiftende regeringer.  På et tidspunkt var tre ud af fire radikale ministre kvinder. To blev hentet uden for Folketinget. Den ene var netop Margrethe Vestager, dengang embedsmand i centraladministrationen. Vestager havde hun i al diskretion haft et godt øje til. Her var der mulighed for at lære en kronprinsesse op.

Marianne Jelved brugte selv i sin første tid som økonomiminister Bodil Nyboe Andersen fra Nationalbanken som læremester og sparringspartner. Det kan jo være rart at have en kvinde ved sin side frem for en mand. Også Lone Dybkjær (R) var som miljøminister tilbage i 1980erne meget optaget af at få dygtige kvinder ind i råd og nævn.

Den depeche har Vestager tilsyneladende ikke bragt videre. Måske er det udtryk for en tro på, at nutidens kvindelige juniortalenter ikke behøver at hjælpes lidt på vej. Og at alle hendes fem mandlige ministre var de bedste bud på posterne. I givet fald er den reelle ligestilling nået længere end i Jelveds tid.

Selv har Margrethe Vestager udvist stor udholdenhed, også da det var svært. Så hvis udholdenhed er en maskulin egenskab, er hun maskulin: Jelved blev rigtigt længe på lederposten. På et tidspunkt blev Vestager sammenlignet med den britiske prins Charles – ”Tæt på magten uden nogensinde at kunne få den”.

Til sidst abdicerede Jelved dog, hvorefter Vestager måtte gennem hårde oppositionsår, hvor vælgeropbakningen var så tæt på spærregrænsen, at det ifølge hende selv lugtede grimt. Men hun kæmpede videre, selvom en alternativ ledelseskarriere uden for politik kunne være en fristende mulighed.

Politisk succes handler om vilje, held, timing – og altså udholdenhed i modvind.  De Konservatives Lene Espersen troede for længe, at pressen elskede hende. Det var i de år, hvor hun endnu ikke havde nået magtens tinder. Siden blev hun både partiformand og udenrigsminister.  Og så begyndte nedslidningen og nedturen, der førte til, at Lars Barfoed kom til.

Nu venter endnu en kvinde, EU-kommissær Connie Hedegaard, i den konservative kulisse. Men mon ikke dansk politik er blevet for småt og formandsposten for K for lille for hende? Det er mere sandsynligt, at hun stiler efter en ny toppost i udlandet, måske inden for FN-systemet, når hendes kommissærperiode udløber.

I givet fald vil hun sikkert ad diplomatiske kanaler få støtte fra den nuværende regering, som den markante politiker på mange strækninger er mere enig med end Venstres top. Norges Gro Harlem Brundtland viste vejen med topposter i FN; måske er tiden snart inde til, at en kvindelig dansk toppolitiker gør hende kunsten efter, mens Anders Fogh passer NATO.