1700-tallets Struensee, der med en reformstorm fjernede velerhvervede rettigheder og lagde sig ud mod alt og alle, ville være tiltrukket Liberal Alliance, hvis han havde levet i dag. Venstre ville være for midtsøgende for ham. Analyse i Berlingske Business Magasin.

Hvis Dronning Margrethe placerede Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, i Statsministeriet og udstyrede ham med ubegrænset magt til hokus-pokus at skære skatterne voldsomt ned, så får man et billede af, hvor provokerende Struensees reformstorm var i 1700-tallets Danmark. Johann Friedrich Struensee (1737-1772) mistede som bekendt hovedet på skafottet.

Sammenligningen med outsideren Samuelsen er ikke grebet ud af luften. Havde en af Danmarkshistoriens mest dragende, men også tragiske lederskikkelser levet i dag, ville han sikkert være tiltrukket af netop Liberal Alliance. Han ville have samme asketiske holdning til den offentlige sektor og også ønske mindre stat og mere individ.

Venstre kunne måske også friste, men ikke med den midtsøgende kurs, der bragte Anders Fogh Rasmussen til magten i 2001. Struensee havde gerne været medforfatter til Foghs liberale manifest, bogen ”fra socialstat til minimalstat” fra 1993, men næppe brudt sig om partiets nuværende signalforvirring, om den offentlige sektor skal ned på nulvækst eller ej.

Han ville heller ikke være tilhænger af den aktivistiske udenrigspolitik, som Fogh gav fuld skrue med vores krigsindsats i Irak og Afghanistan. Hans egen intention var at skære den danske hær ned til en bemanding på 10.000 -20.000. En provokation, for målet dengang var, at Danmark – med et indbyggerantal på under en million – skulle kunne mønstre hele 100.000 våbenføre mænd.

Den sindssyge kong Christian den 7s livlæge fascinerer i denne tid anmeldere og publikum. Mere end 200.000 har set storfilmen ”En kongelig affære” om den moderniseringsrevolution, Struensee satte i gang og som i en ultrakort periode gjorde et lille formørket land mod nord til et af Europas førende laboratorier for før-liberale samfundseksperimenter.

Det var en sand lovstorm i et tempo, Helle Thorning-Schmidts (S) regering umuligt vil være i stand til at kopiere, selvom regeringen har bebudet, at den måned efter måned vil lave store og mange reformer resten af året.

Om den svære omstillingsøvelse vil koste regeringen taburetterne inden årets udgang – det er et åbent spørgsmål.   For Struensee gik det som bekendt galt at luge så voldsomt ud i velerhvervede rettigheder. Han lagde sig ud med de offentligt ansatte, adelen og hæren – det var for mange på én gang og for hurtigt.

Nok var Struensee visionær, men han begik et hav af ledelsesmæssige bommerter. Trods sin rationelle no-bullshit-tankegang brugte livlægen ikke ”Håndbog for Statsministre”. Ganske vist skulle han ikke som i dag tælle til 90. Han var ikke demokrat – det var oplyst enevælde. Men alligevel bør enhver magthaver tænke sig godt om, før man gør de privilegerede sure.

I starten, hvor han blot var spindoktor for kongen, gik det godt. Denne var træt af ”parykkerne” i den forvænte adel og blandt embedsmændene, som forsøgte at styre landet uden om kongen og bevare deres privilegier. For eksempel ser vi i filmen kongen erklære kamp mod ”lort” i de uhumske og rottebefængte københavnske gader, iscenesat af sin tyske rådgiver. Der skulle ansættes flere natmænd for at forbedre hygiejnen, mente kongen. For så vidt en udmærket ide, der ville give god mening i dag, hvor kloakvandet står op i vores kældre. Men finansieringen? Den skulle findes ved at skære i offentlige pensioner.

Med andre ord: En lige venstre mod dem, der havde snablen nede i offentlige kasser. Det ville svare til overnight at afskaffe efterlønnen eller børnechecken – og dermed lægge sig ud med stærke vælgergrupper.

Da Struensee siden reelt blev landets statsminister og kunne tage dristige beslutninger uden medunderskrift fra kongen, gik det galt. Lad os gennemgå fejlene en for en, for de rummer også advarsler til en topleder anno 2012.

Fejl nummer et var, at han ikke byggede alliancer op i tide. Han sørgede hverken for at splitte sine modstandere eller skabe en tilstrækkelig magtbase. Den forvirrede konge og Struensees elskerinde, den isolerede dronning, var ham ikke nogen reel hjælp.

For eksempel var det taktisk uklogt at afvise en af de grever, der havde hjulpet ham tæt på kongen og dermed til magten, da denne gamle proselyt var kommet i økonomisk uføre og derfor bad om penge. Struensee var i en position, hvor han med lethed kunne finde pengene, men nok så sympatisk afslog han at bruge offentlige midler på den slags.  Det skulle vise sig fatalt ikke at pleje baglandet.  Greven var med i den sammensværgelse, der sendte reformatoren på skafottet.

Fejl nummer to var at lægge sig ud med officerer i den danske hær.  Struensee mente, at Livgarden var til pynt. Den skulle fjernes, selvom det står på side 1 i magt-håndbogen: Skær aldrig ned på militæret, hvis du vil overleve.  Fra moderne politik ved vi også, hvilken ballade der bliver, når landspolitikere vil nedlægge kaserner. Eller når forsvarsminister Nick Hækkerup (S) udfordrer traditionerne ved at slå jobbet som forsvarschef offentligt op.

Fejl nummer tre var reformtempoet. Han førte i hundredvis af beslutninger ud i livet på få måneder. Det gik for hurtigt. En moderne politikertype ville langsomt have forberedt befolkningen på forandring, for eksempel gennem diverse kommissioner, der kunne bruges til at prime de store beslutninger inden for velfærd, arbejdsmarked og skat.

Fejl nummer fire var – ironisk nok – at han afskaffede censuren og indførte trykkefrihed i pagt med oplysningstidens idealer. Det skulle i den grad ramme ham selv, at forløberne til den danske presse dermed fik frit spil.  Smædebreve om hans utugtige forhold til landets dronning begyndte at storcirkulere blandt befolkningen og var med til at vende den mod Struensee, der ellers ofte kæmpede de svages sag.  Tyskeren blev spinnet ud af kræfter, han ikke kunne kontrollere.

Så glubsk er mediedyret også i dag. Det har toppolitikere som Lene Espersen (K) og senest Villy Søvndal (SF) mærket på egen krop.  I modsætning til Struensee har de dog bevaret hovedet.

Hvor slutspillet i komplottet mod den intetanende Struensee indledtes? I Hofteatret, der den dag i dag eksisterer på Christiansborgs ridebane. Hvor det ligger? Såmænd kun 25 meter fra det kontor, hvor Anders Samuelsen holder til…