Danmarks hidtil yngste minister har eminente analyse-evner. Erfarne embedsmænd sammenligner SFs Thor Möger Pedersen med en anden toppolitiker, der også begyndte ministerkarrieren i Skatteministeriet. Men han har sværere arbejdsbetingelser og få mentorer. Analyse i Berlingske Business Magasins årlige “Talent 100”-nummer.

Oppositionen grinede og lavede vittigheder om kommende børnefødselsdage i Skatteministeriet, da Danmarks hidtil yngste minister trådte til. Men Thor Möger Pedersen (SF) er et stort talent. Hans evne til at analysere og forstå komplicerede politiske sager er på højde med Anders Fogh Rasmussens, da denne også var ung skatteminister.

Den 27-årige ministerkomets ageren bag de lukkede døre får erfarne embedsmænd til at sammenligne Möger med den senere statsminister, der var eminent til hurtigt at nå ind til kernen af komplekse problemstillinger.

Man kan være ung minister på flere måder. Man kan forsøge at være mere embedsmand end embedsmændene. Det vinder man næppe respekt på. Man kan også undlade helt at stille spørgsmål til embedsmændenes notater for at prøve at virke klogere, end man er. Det kommer man heller ikke langt med. Möger-metoden er at læse komplicerede notater grundigt, forstå dem, slå ned på de ømme punkter og formulere den politiske retning, og det er netop den evne, der giver mindelser om Fogh.

Men samtidig er Möger på godt og ondt eksponent for, at erfaringskilometer i benene tilsyneladende tæller mindre og mindre i dansk politik: Den nye regering er blandt de yngste i Europa; ministrenes dåbsattester kunne lige snige sig op på 43 år i snit, da regeringen trådte til. Til sammenligning havde Foghs første regering i 2001 et alderssnit på godt 50 år.  Også folketingsmedlemmerne bliver stadig yngre; gennemsnitsalderen på Christiansborg er faldet med fire et halvt år siden valget i 1998.

Da Fogh som 34-årig blev skatteminister i 1987, blev han stadig betragtet som relativt grøn. Han svarede igen ved at være enormt flittig og mere velforberedt end alle andre. Til gengæld kunne han være meget studs over for Skatteministeriets folk.

Möger har en mere venlig tilgang, men kan også slå hårdt til: Man kan opleve en imødekommende, uformel fyr, der er på fornavn og konstant giver alle hånd, og en toppolitiker, som er knusende brutal, når han finder det hensigtsmæssigt.

Han har hårdhændet fyret – eller rettere: fritstillet – sin erfarne departementschef, Peter Loft, der startede sin karriere i ministeriet fem år, før ministeren blev født. Dermed har den tænksomme og indimellem næsten ydmyge Möger demonstreret, at han også rummer den brutalitet, der skal til, når man vil til tops.

Möger har tilsyneladende vurderet, at Loft ikke var manden, der sammen med ham kunne gennemføre en række planlagte omlægninger af ministeriet.  Det er en klassiker, man også kender fra erhvervslivet: Tror den nye bestyrelsesformand, at den gamle administrerende direktør kan vende skuden, eller skal der friske kræfter til?

Men fritstillingen er ikke uden udfordringer. Möger har brug for masser af embedsmands-ekspertise for at kunne skrue regeringens bebudede forslag til en skattereform sammen. Det skal ske inden sommerferien, og det er kompliceret. Hovedudfordringen er at finde en måde at finansiere en skattelettelse på arbejde, en teknisk og politisk svær øvelse, som Loft med sine 32 år i Skatteministeriet kunne have bidraget til.

En vellykket skattereform vil være Mögers store eksamensprojekt. Eet er at kunne lave politiske strategier og sætte streger på et stykke fremtidspapir – det beviste han før valget som en af arkitekterne bag den tætte alliance med Socialdemokraterne.  Noget andet er med list og lempe at få tingene gennemført, først internt i regeringen og siden i Folketinget. Det mangler vi endnu at se.

Skatteministeriets embedsmænd fornemmer stadig en vis ledelsesmæssig famlen. Nok har politiske kommentatorer kaldt Möger for ”SFs administrerende direktør”, fordi regeringsparterne S og R godt ved, at de skal henvende sig til ham og ikke Villy Søvndal, hvis de vil have tingene gennemført. Og nok er han sjakbajs for SF-ministrene og sidder i regeringens to tungeste udvalg, Koordinations-og Økonomiudvalget.

Men alligevel er SF flere gange blevet kørt over. På Mögers eget område har De Radikale i spørgsmålet om Tobin-skatten næsten enerådigt tegnet regeringslinjen – med hårdnakket modstand mod en international skat på finansielle transaktioner. Og i striden om betalingsringen i Storkøbenhavn sprang Socialdemokraterne fra, selvom Möger kæmpede til det sidste på de indre regeringslinjer – for længe vil nogen mene.

Begyndervanskelighederne kan tilskrives den unge alder og at han – af gode grunde – ikke har nogen tidligere SF-ministre at spørge til råds om livet i en regering. Han vender ledelsesmæssige dilemmaer med veteraner som Steen Gade og Holger K. Nielsen, men egentlige ministermentorer kan de ikke være.  Möger må stykke sin learning-by-doing-ledelsesstil sammen med input mange steder fra, også fra kontakter i organisationsverdenen og erhvervslivet.

Noget folkeligt gennembrud har Möger ikke fået. Ved folketingsvalget fik han kun 684 personlige stemmer og kom ikke ind; i SFs eget bagland er holdningerne til ham delte, og skatteministerposten har aldrig rigtigt været nogen adgangsbillet til popularitet.

Samtidig har Möger sværere arbejdsbetingelser end Fogh, der som skatteminister havde en næsten telepatisk kontakt med statsminister Poul Schlüter (K), som blev en slags læremester for ham. Og i Udenrigsministeriet sad en stærk Venstremand, Uffe Ellemann-Jensen, der fremstod mere overbevisende end Mögers svækkede formand, Villy Søvndal, som oven i købet må trækkes med et splittet SF.

I forhold til Folketinget er Möger ydermere handicappet af, at han ikke ligesom Anders Fogh har gået i Christiansborgs mesterlære. Fogh havde været folketingsmedlem i ni år og lært mange tricks inden ministerlivet.

Folketingets Skatteudvalg med Venstre i spidsen har da også gjort alt for at teste Mögers driftssikkerhed. Fra dag 1 er han blevet kaldt i et hav af samråd. Det er dog gået forbavsende godt, omend skattepolitikerne har sporet en svag sprække: Når ministeren bliver presset, drikker han masser af vand og guffer store mængder nikotin-tyggegummi.

Det tager oppositionen som et fysisk tegn på, at talentet trods alt er til at ryste en smule, når modvinden indfinder sig.