LO gennemgår samfundsregnestykker sammen med Finansministeriet i håb om et nationalt kompromis med arbejdsgiverne.  Det kan dog stadig ende i fiasko: Fagbevægelsen frygter, at centrale ministre ikke magter at lede forhandlingerne. Analyse i Berlingske Business Magasin.

Et nationalt kompromis mellem lønmodtagerne, arbejdsgiverne og regeringen kan blive Harald Børstings sidste chance for at indskrive sig som en stor LO-formand, der får fingeraftryk på afgørende samfundsreformer, men også sørger for, at fagbevægelsen får betaling for det.

Derfor kæmper LO på fortrolige møder i Finansministeriet for, at de kommende trepartsforhandlinger ikke ender i fiasko. Børsting har betroet sin cheføkonom, Jan Kæraa Rasmussen, opgaven med at lege med forskellige reformmodeller i samarbejde med budgetbisserne i ministeriet.

Sammen med økonomen Asbjørn Riis – en af finansminister Bjarne Corydons (S) allernærmeste rådgivere –  har Kæraa haft godt gang i regnemaskinerne: Hvor stor en samfundsøkonomisk gevinst giver det eksempelvis, hvis danskerne må vinke farvel til en række fridage? LO er tilsyneladende indstillet på at gribe dybt i værktøjskassen, når de med spænding imødesete forhandlinger begynder senere på foråret.

Også de to andre hovedorganisationer – FtF og AC – er parate til at tage fat på reformer, der på kort sigt kan gøre ondt på medlemmerne, men i længden skabe grobund for nye job og flere investeringer.  De er villige til at sluge store kameler. Alt er i spil – afskaffelse af helligdage, senere tilbagetrækning, fjernelse af den betalte frokostpause, en dæmpet lønudvikling.

Om hovedorganisationerne også vil være i stand til at sælge det budskab til folkeskolelærerne, tømrerne, sygeplejerskerne og gymnasielærerne – det er et af de store spørgsmål. Men udfordringen er, at der i rekordtempo er forsvundet 175.000 private job herhjemme.

Derfor varmer regeringen op til, at de danske lønninger holdes i ro i flere år. Danskerne skal også arbejde mere og længere. Til gengæld skal store lønmodtagergrupper løftes uddannelsesmæssigt, heriblandt de ufaglærte.  Dermed vil Danmark blive styrket i den globale konkurrence.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har endnu mere på spil end Harald Børsting. Et nationalt kompromis med arbejdsmarkedets parter vil give hende en enestående mulighed for at blive indskrevet i historiebøgerne som en stor regeringschef – efter en mildt sagt elendig regeringsstart. Samtidig vil hun presse sin hovedmodstander, Venstres Lars Løkke Rasmussen. Hvis hun får arbejdsgiverne med sig, får han svært ved ikke at støtte regeringen. Det vil være en sejr, efter at Løkke nedladende har kaldt forhandlingerne en ”kaffeklub”.

Statsminister Poul Schlüters lavede i 1987 et lignende svendestykke, da det lykkedes ham at skabe rammen for den vigtige ”fælles erklæring”, der betød, at lønstigningerne blev sendt på slankekur mod en klar modydelse til fagbevægelsen, nemlig de berømmede arbejdsmarkedspensioner til glæde for LO-arbejderne.

Hos arbejdsgiverne breder forventningen sig om, at regeringen – trods medieforlydender om det modsatte – har store ambitioner med trepartsforhandlingerne. Der tales i krogene om et muligt big bang, hvor en skattesænkning på arbejde kastes ind som en bombe under forhandlingerne. Hvis R, S og SF samtidig undlader at øge erhvervslivets skattebyrder, er vejen banet for en meget omfattende trepartsaftale.

En skattelettelse vil mindske lønpresset herhjemme.  Nok har tilbageholdenheden været stor i forårets overenskomstforhandlinger, men regeringen og arbejdsgiverne ser ud til at gøre fælles front, senest med udmeldinger fra erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF): Nøjsomheden skal fortsætte de næste mange år, så balanceproblemerne i forhold til udlandet langsomt mindskes.

Et skræmmende amerikansk eksempel illustrerer, hvad det er for en jobflugt, Danmark skal forsøge at bremse: Virksomhedsikonet Apple producerer i stigende omfang sine produkter i Kina. Da præsident Barack Obama for et år siden spurgte topchefen Steve Jobs om, hvad der skulle til for, at jobbene kunne komme tilbage til USA, var svaret ifølge The New York Times (NYT) nedslående: ”De kommer aldrig tilbage”, lød det fra Jobs.

Det handler ikke alene om lave lønninger, men en kinesisk arbejdskraft, der er dygtig og ikke mindst fleksibel. Da Apple på Jobs´ forlangende i sidste øjeblik redesignede sin Iphonemodel, blev 8000 kinesiske arbejdere vækket fra deres sovesale: Skrøbeligt plastic skulle skiftes ud med ridse-afvisende glas. Arbejderne fik ifølge NYT hver en kop kaffe og en kiks; en halv time gik der, så var arbejderne i gang i 12 timers skift. Og inden 96 timer kunne fabrikken producere mere end 10.000 Iphones om dagen.

Det fænomen kan og skal ikke efterlignes herhjemme. Men hos alle tre parter vokser erkendelsen af, at den danske arbejdskraft skal blive mere produktiv, fleksibel og veluddannet, hvis vi igen skal opleve jobvækst herhjemme.

Meget kan dog gå galt i forhandlingerne: Regeringen er måske sin egen værste fjende. Flere toneangivende LO-forbund er rystede over, hvor lidt driftssikre centrale ministre – inklusive statsministeren selv – er.

Ét er den elendige håndtering af den storkøbenhavnske betalingsring. Værre er det, at Bjarne Corydon opfattes som en regnemaskine-teknokrat, der indtil nu ikke har formået at signalere forståelse for, at et godt trepartsresultat fordrer, at alle både tager og giver.

Arbejdsmarkedets parter har en særlig forhandlingskultur: Forhandlerne bevæger sig med list, lempe og gensidig respekt imod hinanden og langsomt frem til et resultat, som både arbejdsgivere og lønmodtagere kan leve med. Og bagefter går begge parter ud og forsvarer det fælles resultat.

Derfor vækker det harme i LO-forbundene, at finansministeren på forhånd har dikteret, at entrebilletten for at deltage i forhandlingerne skal koste lønmodtagerne fire milliarder kroner – uden modydelse.  Pengene skal angiveligt alene gå til at lukke huller i den slunkne statskasse.  Så firkantet taler en teknokrat og ikke en dreven politiker, lyder kritikken fra ”vennerne” i fagbevægelsen.

Corydon har i mange år været embedsmand hos Socialdemokraterne, inden han blev hentet ind som minister. Nu kommer han til at sidde for bordenden under denne regerings hidtil mest komplicerede forhandlinger, hvad i den grad kræver fingerspitzgefühl.