Der foregår i denne tid historisk voldsomme fyringer af direktører, chefer og medarbejdere i centraladministrationen. Bag udrensningen og en række fusioner af styrelser står Finansministeriet. Embedsmænd er chokerede over metoderne. Analyse i Berlingske Business Magasin.
Finansminister Bjarne Corydon (S) står i disse måneder bag en historisk hård udrensning af direktører, chefer og medarbejdere rundt om ministerierne. Paradoksalt nok har de omfattende fyringer ikke ført til nævneværdig omtale i pressen, selvom regeringen går til stålet på en måde, Anders Fogh Rasmussen aldrig vovede og en anden Venstre-statsminister, Lars Løkke Rasmussen, kun nåede at gøre de indledende forberedelser til.
Nu har regeringspartier, der ellers regner offentligt ansatte som kernevælgere, overtaget Lars Løkkes slankekur: Løkke kaldte det ”fokuseret administration”, den nye regering kalder det ”effektiv administration”, men sparemålet er det samme: Udgifterne til løn og drift skal i år reduceres med 2,5 procent og med 2,5 procent mere i 2013.
Den manglende larm i offentligheden bekræfter en politisk læresætning: Havde Corydons forgænger – Venstremanden Claus Hjort Frederiksen – været lige så barsk, var han formentlig blevet stærkt kritiseret af Socialdemokraterne og SF, mens Enhedslisten ville have stillet byger af kritiske spørgsmål.
Mens relativt få fyringer på Det Kongelige Teater har fået masser af spalteplads, foregår det under medietavshed, at flere hundrede embedsmænd – heriblandt snesevis af chefer – allerede er afskediget eller under afvikling, og fyringsrunderne, der især rammer DJØFere, HKere og Dansk Magisterforenings medlemmer, er langt fra slut. Inden udgangen af 2013 skal staten have sparet næsten en milliard på personale og drift.
Frygten er, at hårdhændede McKinsey-metoder nu er flyttet ind på Slotsholmen. Det sker med sigte til, at Corydons departementschef, David Hellemann, har været ansat i netop konsulentfirmaet McKinsey: Usikre embedsmænd spørger i krogene, om den reelle dagsorden er at fjerne chefer, man ikke kan lide. Og i samme hug skille sig af med ældre medarbejdere og yngre, der betragtes som fejlansættelser.
Budgetbisserne har bedt departementscheferne for hvert enkelt ministerium om at eksekvere uden sentimental skelen til den psykologiske kontrakt om, at ansatte i centraladministrationen har tradition for stor jobtryghed. Ellers ligger det i luften, at de administrative topchefer selv havner i den sorte karrierebog.
En af sparemetoderne er at slå styrelser sammen til superstyrelser og bruge anledningen til at slanke direktionerne, chefgrupperne og medarbejderstaben. Den metode har to SF-ledede ministerier taget til sig, nemlig Erhvervs-og Vækstministeriet og Sundhedsministeriet, hvor Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen slås sammen. Finansministeriet er selv gået foran ved at foretage en stor styrelsesfusion i egne rækker.
I SFeren Ole Sohns ministerium blev de ansatte i Erhvervsstyrelsen (en ny fusionsstyrelse med opgaver fra tre gamle styrelser) bedt om at sidde klar ved telefonerne. Hvis den ringede, var det lig et prik.
I en anden styrelse måtte chefer og medarbejdere gennem en to måneder lang omstillingsrunde, før der endelig blev sat navn på fyringerne. Cheferne kunne ikke berolige medarbejderne, for de vidste heller ikke, om de selv var købt eller solgt.
Et sted blev styrelsesdirektøren uden forvarsel sendt på gaden med besked om ikke at besidde ”tilstrækkelig forandringskapacitet”. En anden direktør fik to døgn til at beslutte sig: Tag imod et statsligt job i Vestjylland eller ryg på elefantkirkegården og bliv kommitteret (en særlig retrætestilling for topembedsmænd).
Finansministeriet har selv vist de øvrige ministerier vejen ved at slå sine egne styrelser – Personalestyrelsen (statens ”personalekontor”) og Økonomistyrelsen (statens ”regnskabskontor”) –sammen til Moderniseringsstyrelsen. Det skete ganske kort tid efter, at Corydon og den nye regering havde sat sig i stolen og kom som en bombe for styrelserne: Finansministeriets top håndplukkede en af sine egne regnedrenge – en afdelingschef fra departementet – og installerede denne som chef for den fusionsramte styrelse.
Fra gammel tid har der været en kulturkløft mellem budgetbisserne og den mere HR-prægede forhandlingstilgang, som er en del af Personalestyrelsens DNA. Men skiftende finansministre har holdt hånden over styrelsen og dens linje – af frygt for strejker på det offentlige overenskomstområde. Der skal forhandles nye overenskomster i 2013, forberedelserne i Moderniseringsstyrelsen går i gang efter sommerferien. Men nu er nøgle-embedsmænd med stor viden om forhandlingssystemet enten røget ud eller degraderet, heriblandt en vicedirektør.
DJØF mener, at fyringerne – ikke mindst dem i Finansministeriet – er håndteret unødigt klodset og har klaget til finansministeren. Fagforeningen mener ikke, at Finansministeriets top udviser god ledelse og dermed er den rollemodel, ministeriet bør være over for resten af centraladministrationen.
Men nedskæringerne står ved magt. Regeringen vil ikke beskyldes for økonomisk uansvarlighed, så ministrene må ikke bruge en krone ekstra, før der er nye penge til rådighed. Dermed har Finansministeriet indtaget sin klassiske rolle som Slotsholmens økonomiske pitbullterrier.
Det fik ministeriet ikke lov til under Anders Fogh. Hans politiske projekt gik ud på at demonstrere, at han var lige så god til at skaffe velfærd som Socialdemokraterne. Derfor var regnedrengenes styreparadigme ikke i højsædet. Men med den nye regerings dagsorden om budgetdisciplin og løntilbageholdenhed kan man tale om et tag-selv-bord for de hårde finanshunde, der ikke er bange for at eksekvere og diktere.
Resultatet er granatchok i de ramte styrelser, afdelinger og kontorer og et embedsmandskorps præget af frygt. Nu skal de nye direktioner og chefgrupper (topembedsmænd – må man formode – med ”tilstrækkelig forandringskapacitet”) finde sammen med de tilbageblevne medarbejdere for at få den håbede fusionssynergi til at opstå.
Men sådanne helingsprocesser sluger tid og energi. Dermed risikerer de berørte ministres produktionsapparater at tabe tempo og effektivitet – stik modsat af, hvad en trængt regering ønsker af sine embedsmænd netop nu.