Regionerne var lettede, da VKO-flertallet smuldrede. Men ”vennerne” i regeringen har ikke tænkt sig at fejre regionernes fem års fødselsdag med kæmpe-pakker. Den står snarere på mindre justeringer. Og i det politiske venteværelse står Lars Løkke atter klar til at lade staten overtage sygehusene. Analyse i Berlingske Business Magasin.
Mange administrativt ansatte og politikere i landets fem regioner åndede lettet op, da Venstre tabte regeringsmagten. Deres arbejdsplader og poster blev alligevel ikke nedlagt. Men overlevelseskampen er langt fra slut: Der er ikke udsigt til et nationalt kompromis om regionernes fremtid. Tværtimod står regeringspartierne og oppositionen langt fra hinanden.
Derfor kunne den regionale glæde over valgresultatet ligne den galgenhumoristiske vittighed om manden, der falder ud fra 132. etage i New York. Hver gang han på sin vej mod den sikre tilintetgørelse passerer en ny etage, råber han optimistisk ud i luften: ”so far, so good”.
Nok kan regionerne netop nu fejre deres fem år fødselsdag, men det er langt fra givet, at de også vil være i live om fem år. Hvis Venstre, der stormer frem i meningsmålingerne, igen får regeringsmagten, risikerer regionerne – ligesom skyskrabermanden i New York – at ramme den kolde asfalt: Så overtager staten formentlig sygehusene.
Regionsformand Bent Hansen (S) vil også blive slemt skuffet, hvis han stadig håber, at ”vennerne” i regeringen vil bruge kræfter på en ny storstilet reform, der forærer regionerne en masse opgaver fra kommunerne. Regeringen har bebudet, at den vil evaluere kommunalreformen og den nuværende arbejdsdeling mellem kommuner, regioner og staten.
Men indenrigsminister Margrethe Vestager (R) vil næppe lægge op til en væg-til-væg tilbagerulning. Der er ikke udsigt til et nyt kulegravende kommissionsarbejde som forud for Lars Løkke Rasmussens (V) kommunalreform, snarere nogle arbejdsgrupper, der kan foreslå mindre justeringer, for eksempel at overflytte og samle visse specialopgaver , der i dag er smurt ud i for tyndt et lag over de 98 kommuner. Evalueringen, som regeringen sætter i gang i dag, vil omfatte en lille håndfuld ministerområder: udover sundhed vil det være det specialiserede socialområde, miljø og den regionale udvikling.
Ingen af regeringspartierne lagde ellers i 2004 stemmer til reformen, der blev kaldt Lars Løkke politiske svendestykke. Den blev gennemført ved et smalt forlig med DF, og for regionernes vedkommende endte det med en struktur, opgavefordeling og manglende skatteopkrævningsret, som de nuværende regeringspartier var imod.
Men forsøger Bent Hansen og interesseorganisationen Danske Regioner at presse for meget på – i håb om et regionalt kæmpe comeback – er der garanti for ballade med KL og en række toneangivende socialdemokratiske borgmestre. Ydermere kan endnu et offentligt slagsmål – blot fem år efter at reformen vendte op og ned på det kommunale landskab – let dræne offentlige ledere og medarbejdere for energi. Fusioner og nye samarbejdsmønstre koster ofte mange penge og anstrengelser, i hvert fald i starten.
Ude i det politiske venteværelse står Venstre klar med kniven: Lars Løkke har langt fra opgivet sine planer om at erstatte regionsrådene med tre såkaldt ”professionelle bestyrelser”. Inden valget havde V sammen med K og DF flertal for den løsning. Lars Løkke har nu nedsat fem arbejdsgrupper, der skal gennemarbejde og gennemregne ideer, som skal omsættes til Venstres valgprogram op til næste folketingsvalg. Det skal være forslag, der kan få gang i væksten og udvikle en mere effektiv offentlig sektor: Blandt dem genfinder man disse tre statslige driftsselskaber.
Da Venstre på sit sommergruppemøde i august 2011 – få måneder før valget – lancerede planen om at nedlægge regionerne, formulerede partiets topfolk overskrifterne for, hvordan sygehusdriften skal organiseres: Inden 1. januar 2013 – og dermed før næste valg til regionsrådene – ville partiet skabe tre driftsorganisationer med bestyrelser, der skulle erstatte de mere end 200 folkevalgte politikere. De fem regioner har ifølge V udspillet deres rolle nu, hvor de kommende supersygehuse under stor ballade er placeret på danmarkskortet. Den nye udfordring er at skaffe patienterne den bedste og mest ensartede behandling til de billigste penge.
Alligevel kan man ikke udelukke en mellemløsning, hvor staten under Venstres ledelse vælger at holde sygehusene ud i lettere strakt arm. Det er en skræmmende tanke – også for centraladministrationens embedsmænd – hvis det ikke længere er muligt at have Bent Hansen at pege fingre af, når der begås fejl på sygehusene. Pludselig er det regeringen selv, der kan sidde med aben, hvis kræftsyge ikke får den rette behandling til tiden.
En allerede afprøvet afpolitiseringsmodel er selvejende institutioner med ”upolitiske” bestyrelser, som det for eksempel kendes det fra universiteterne. Modellen frigør umiddelbart landspolitikerne for det tunge driftsansvar, der er dømt til at give konflikter med både patienter, pårørende og presse; og det vel at mærke uden at tabe det egentlige formål af hænde: At sundhedsministeren og budgetbisserne i Finansministeriet kan sætte ind med voldsom styring og kontrol. Håbet er, at statsudpegede bestyrelsesmedlemmer vil være mere styrbare end en – set fra Slotsholmen – indimellem genstridig Bent Hansen.
Venstre kan dog støde ind i to udfordringer: Måske ser modellen god i teorien, men i praksis kan sundhedsministeren alligevel få skylden for alskens ulykker. Og hvilke masochister forestiller Venstre sig vil lade sig overtale til at sidde i disse bestyrelser, der bliver øretævernes holdeplads?
Kritikere af Venstres nedlæggelsesplan mener, at den er uretfærdig over for regionsrådene. Nok er der stadig børnesygdomme: De 14 hedengangne amter synes erstattet af fem selvrådige grevskaber, der er dårlige til at samarbejde – også lægefagligt – til skade for patienterne. Men regionerne har i det store hele løst de drifts-og udviklingsopgaver, de blev bedt om.
Regionerne har ikke mindst været med til at støbe fundamentet til fremtidens sygehusvæsen: Sammen med regeringen har de taget en række robuste beslutninger, der indebærer, at komplicerede behandlinger er ved at blive samlet på færre sygehuse.
Nu bliver næste store test at styre de milliard-dyre super-sygehusbyggerier i mål – uden at budgetterne løber løbsk. Ellers ender regionerne som jubeloptimisten i New York: Pludselig er der ikke flere etager at tælle, tilbage er blot lyden af et klask.