Når vores toppolitikere snubler i fremmede gloser, bliver vi småstats-flove. I USA er kritikken omvendt: En præsidentkandidat, der mestrer kinesisk eller fransk, bliver straks hånet af modstanderne. Analyse i Berlingske Business Magasin. 

Der gøres tykt nar, når toppolitikere som Villy Søvndal (SF) og Lars Løkke Rasmussen (V) snubler i de engelske gloser.  Vi bliver sådan lidt småstats-flove over det cirkus-engelsk, de kan finde på at præstere, når de repræsenterer Danmark på de bonede gulve.  Alle deres talefejl bliver skånselsløst lagt ud på Youtube, hvor man – igen og igen – kan høre dem snuble i ordene.

Også i det mægtige USA kan politikeres omgang med fremmedsprog være et besværligt tema.  Dog har kritikken stik modsat udgangspunkt: Hvor der herhjemme gøres grin med sproglig famlen, slår politiske modstandere i USA hårdt til, når en præsidentkandidat demonstrerer, at vedkommende er i stand til at tale andre sprog.  Mestrer kandidaten fransk eller – som republikaneren Jon Huntsman – kinesisk, søsættes der straks underminerende smædekampagner.

Huntsman, der i mellemtiden har trukket sig fra valgkampen, taler mandarin og har gjort det ved flere lejligheder, senest under en tv-debat i New Hampshire mellem de republikanske præsidentkandidater. Pludselig slog han over i gloser fra den største sproggruppe i Kina, mens favoritten til at vinde den republikanske nominering, Mitt Romney, måbende så til. ”Du forstår ingenting”, sagde Huntsman – ifølge den senere oversættelse – til ham.

Huntsman har i sin ungdom som mormon missioneret på Taiwan, og som USAs ambassadør i Beijing – udpeget af den demokratiske præsident Barack Obama – har han holdt sproget ved lige.  Den sproglige kompetence har fået en kreds omkring Ron Paul – en anden af Huntsmans rivaler – til at lægge en hånevideo ud på Youtube.  Videoen viser Huntsman med Mao-kasket og betegner ham som ”The Manchurian Candidate”, en titel, der sigter til en film fra 1962 af samme navn, hvor amerikanske soldater hjernevaskes af kommunisterne.

Republikanerne ser med stigende bekymring på, at Kina bliver stærkere og stærkere økonomisk, og at amerikanske job forsvinder. Romney truer Kina med handelssanktioner, fordi kineserne holder deres valuta kunstigt lav, og fordi Kina bedriver industrispionage over for amerikanske virksomheder.

Når Huntsman i en højspændt situation fører sig frem med, hvad der opfattes som forsonende toner over for Kina, beskyldes han for at være uamerikansk.  Eller som den negative Youtube-video insinuerende spørger: Har han ”American values or Chinese?”.

Hvad Mitt Romney skjuler er, at han kan fransk. Også han er mormon og missionerede i sine yngre dage i Frankrig. Modsat Huntsman holder Romney  sig tilbage med at skilte med sprogfærdighederne: Da han under delstatsvalget i Iowa blev spurgt til sit franske, svarede han undvigende. Mange amerikanske vælgere synes, at der er noget højrøvet over Frankrig, der blandt andet i NATO-sammenhæng er gået egne veje.

Under præsidentvalgkampen for otte år siden var republikanerne ikke sene til at påstå, at den fransktalende demokratiske kandidat John Kerry ”looks french”. På Youtube udstyrer de ham med fransk alpehue og i en afslappet pariserstil, der formentlig ville tiltale danske vælgere, men har den modsatte effekt i USA. Kerry tabte i sidste ende til George Bush.

Det er med andre ord slående, hvor forskellig den politiske sprogkultur er i Danmark og USA. Som et lille land, der i århundreder har levet af handel, er vi optaget af at opnå de nødvendige sprogfærdigheder. Men danske ministre bliver ikke rekrutteret ud fra, om de er sprogekvilibrister og kan forhandle på alverdens sprog.  Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kunne ikke sige til sin vicestatsminister Bendt Bendtsen (K), at den her regering bliver ikke til noget, for du kan ikke engelsk. I politik har man dem, man har.

Imidlertid er den tid er forbi, hvor det kun var udenrigsministeren, der rejste. Nu rejser stort set samtlige ministre hele tiden. Derfor er den moderne ledelsesforventning, at vore toppolitikere behersker mindst et fremmedsprog, så de ikke hver gang skal medbringe en tolk, der skal oversætte dansk til engelsk, tysk eller fransk. Ellers er det lige før, at det ikke kan betale sig at tage ordet, når minsteren sidder i et hurtig-talende internationalt beslutningsmiljø.

I VK-regeringen måtte flere ministre diskret tage enetimer i engelsk. Og den altid langtidsplanlæggende Anders Fogh lod sig gennem flere år undervise i fransk vel vidende, at internationale organisationer som EU, FN og NATO forventer, at en topchef behersker både engelsk og fransk.

Amerikanerne ser dog mere afslappet på den slags, så længe vores repræsentanter gør sig umage med at gøre sig nogenlunde forståelige. Og bag de lukkede døre kan forhandlings- og sprogkyndige danske diplomater og embedsmænd redde mange truende misforståelser.

Det diplomatiske forhold har da heller ikke ændret sig, selvom Villy Søvndal slog over i en blanding af hollandsk og engelsk, da han på et pressemøde med USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, kom til at sige, at han er en ”great bewonder” af amerikansk kultur.

Nok havde det amerikanske udenrigsministerium svært ved at finde en passende oversættelse. Men sjældent har man set Hillary Clinton mere storsmilende. Måske kunne hun ikke helt stå for den særlige villyske flanørcharme?

Mere skadende var det, da en træt Lars Løkke under klimatopmødet i 2009 både afslørede dårligt engelsk og ringe kendskab til beslutningsreglerne i FN. Her gik det galt med både sprog og substans. På Youtube kan man stadig se ham sidde opgivende med sin mødehammer og sige til FN-forsamlingen: ”I know I ganged the… I made this banging… I am not familiar with the regulations in this system. You work by consensus?”.

I denne afgørende stund vil mange mene, at han tabte 1-0  i at begå sig internationalt til  statsminister Helle Thorning-Schmidt, der behersker engelsk til fuldkommenhed og dermed lever op til, hvordan danskerne gerne vil se selv: en nation, der ikke bliver til grin, når endelig vi spiser kirsebær med de store.