Stemme uden filter?

Organisationsverdenen har gennem de senere år fået nye varer på hylderne for at efterkomme efterspørgslen fra politikere og medier: stemmer uden filter. Ofte viser de sig at være omhyggeligt castede og for nogens vedkommende skolede i at kunne begå sig i dagens mediebillede og over for beslutningstagere.

Travle ministre kan få et træt skær over sig, hvis de konstant mødes af interessenter med alenlange slide-shows, talmættede diagrammer og velorkestrede påvirkningsforsøg tilsat et pseudo-analytisk twist, der i sin forudsigelighed mest af alt kan minde om ”nyt fra Kreml”.

Til gengæld holder politikere af hverdagens eksperter af kød og blod, ligesom medierne gør det; dagblade og tv-stationer er på evig casejagt, der levendegør en given og måske kompleks problematik.

Jagten går på hverdagsstemmer uden filter. Sundhedsassistenten, håndværkeren,  smeden eller virksomhedslederen, der ikke er ansat i en erhvervsorganisation eller fagbevægelsen eller på anden vis får sit daglige udkomme ved at være professionel meningsdanner.

Langt mellem almindelige mennesker

Derfor kan det være en sand glæde for en debatredaktør, hvis der i dagens anseelige bunke debatudkast fra professionelle interessenter dukker et indlæg op fra én, der ikke er fagforeningstopfigur eller sidder på en lignende, høj samfundspost med tilhørende stab af taleskrivere og kommunikationseksperter.

Tillidsmand fra 3F

Forleden skete det for dagbladet Politiken, der kunne bringe et indlæg fra et tilsyneladende ganske almindeligt menneske: Intet ringere end en ”specialarbejder i Gaderenholdelsen”, som skribenten Rasmus Bredde lod sig frame i sin  byline. Endelig en stemme uden filter. Og så alligevel ikke: Manden er fællestillidsmand og fagligt aktivt i fagforeningen 3F; en vigtig oplysning, Politiken-læsere ikke får – muligvis bevidst, for så ville noget af autenciteten gå fløjten.

Eksemplet er næppe enestående.  Det er ikke altid helt tydeligt, hvem og hvad kilderne repræsenterer, og hvilke interesser der ligger bag. Man kan ofte savne den form for forbrugeroplysning i dagens pressebillede.

Aftalt spil i organisationsverdenen

Organisationsverdenen – såvel lønmodtager- som erhvervsorganisationer – ved godt, hvordan et casekatalog af almindelige stemmer kan give en ekstra adgangsbillet til spalterne og de elektroniske flader.

En stribe fagforeninger har således talentprogrammer, hvor særligt vakse tillidsfolk skoles i, hvordan de kan være med til at massere meningsdannelsen, så det ikke bare er organisationsbossen, der skal trække læsset i offentligheden.

Politikens gaderenholder har eksempelvis været på en særlig meningsdanner-uddannelse arrangeret af centrum-venstretænketanken Cevea og LO, fremgår det af hjemmesiden ”Uden filter – stemmer fra arbejdspladsen”.

”Vi tilhører dem, som nogle kalder arbejderklassen og andre kalder “folk flest””, lyder et statement på hjemmesiden.

Erhvervslivet på blå casejagt

Også virksomhedssiden bruger mange kræfter på at finde medlemmer, der er egnede og villige til at stå frem og eksempelvis klage over manglen på kvalificeret arbejdskraft, en vigtig dagsorden at holde vedlige for arbejdsgiverne.

Samtidig gør Cepos, det borgerligt-liberale modstykke til Cevea , sig store anstrengelser for at uddanne en ny  generation af blå meningsdannere.

Fagbevægelsen ser ikke passivt til

Det er forståeligt, at fagbevægelsen ikke frivilligt overlader mediescenen til erhvervslivet, men også selv forsøger at bruge egnede metoder til at trænge igennem mediemuren og politikertravlheden. Store analyserapporter fra organisationsstabene om verdens urimeligheder kan ikke stå alene; en trænet topfigur fra organisationens øverste etage ej heller.

I Politiken var det ikke denne gang 3F-formand Per Christensen, men specialarbejderen Rasmus Bredde, som med polemisk præcision griber fat i en aktuel mediesag. Nemlig opstandelsen i journalisteliten over, at en kendt radiostation har tabt et udbud. Et fænomen, der sker tit og ofte i den offentlige sektor, eksempelvis inden for gaderenovation.

Hverdagsscenen sættes

Han indleder sit indlæg sådan her: ”Mit arbejde, hvor vi fejer gade og tømmer skraldespande, er altid i fare for at blive udliciteret”. Så er hverdagsscenen sat og Politikens læsere straks i øjenhøjde med skribenten.

Derefter bygger Bredde behændigt bro til sit egentlige budskab: Den skævvredne mediedækning af arbejdsmarkedet. Udfordringerne på gulvet er fraværende i mediedækningen herhjemme, mener mange i fagbevægelsen: ””Desværre skulle den populære radiostation Radio24syv tabe et udbud og lukke, før journalisterne kom ud af starthullerne. At medierne først fik fokus på udbudsregler, da deres egne fagfæller var i fare, afslører et større problem: Arbejdsmarkedet fylder alt for lidt i de danske medier”.

Det vil mange almindelige lønmodtagere sikkert give skribenten ret i. Gode, gammeldags arbejdsmarkedsjournalister skal man efterhånden lede længe efter. Der er således god grund til at udøve mediekritik.

Tydeligere varedeklaration?

Mere interessant i indflydelses-sammenhæng er det imidlertid, at Rasmus Bredde dygtigt selv spiller sine kort som hverdagens ekspert og dermed gør sig til et godt aktiv i fagbevægelsens kamp for blandt andet at nå Politiken-segmentet.

Det er ganske godt gået, om end det havde klædt Politiken at bringe en tydeligere varedeklaration på skribenten og gjort dennes by-line en anelse mere fyldestgørende.  Men … så havde det ikke haft samme troværdighed som indlægget fra en ”specialarbejder i Gaderenholdelsen”.

Disclaimer: Peter Mose har selv undervist på såvel Cepos som Ceveas meningsdanneruddannelser og på talentkurser i fagbevægelsen.