En Margrethe Vestager i radikal topform vil stå vagt om, at en socialdemokratisk ledet regering udfaser efterlønnen, hvis forligspartierne bag tilbagetrækningsreformen stadig kan mønstre 90 mandater efter valget. Analyse i Berlingske Nyhedsmagasin i forbindelse med Rs sommergruppemøde.
Nok tyder meget fortsat på, at Helle Thorning-Schmidt bliver Danmarks nye statsminister. Men den gode nyhed for erhvervslivet er, at selv en socialdemokratisk ledet regering formentlig må erkende, at forårets efterlønsindgreb står ved magt. Meget skal i hvert fald ændre sig dramatisk i det parlamentariske styrkeforhold, hvis ikke Thorning-Schmidt og Villy Søvndal må lide den tort at skulle gennemføre tilbagetrækningsreformen mere eller mindre uændret: Anført af comeback-partiet De Radikale – sekunderet af V, K og Dansk Folkeparti – vil en rød regering blive tvunget til at fremsætte lovgivning, der betyder, at der de kommende år spares et tocifret milliardbeløb på de offentlige finanser, og at udbuddet af arbejdskraft bliver større.
Dele af fagbevægelsen erkender – uden for citat – at dette kan blive konsekvensen, selvom Socialdemokraterne kommer til magten. Til gengæld bliver det så ikke længere nødvendigt at forsøge at overtale danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen. Nu skal der blot findes to minutter. De ti minutters ekstra arbejdsindsats vil et efterlønsindgreb gøre overflødig, lyder det galgenhumoristisk med adresse til de trepartsforhandlinger, som Socialdemokraterne og SF har stillet i udsigt for at finde de manglende milliarder.
Rød blok kan dog stadig klynge sig til fire muligheder for at slippe ud af den fælde, statsminister Lars Løkke Rasmussen har lagt sammen med De Radikales fremgangsrige Margrethe Vestager, der – når dette læses – kan lade sig hylde på partiets årlige sommergruppemøde.
1. Rent rødt flertal: Efter valget lykkes det S og SF at opnå rent rødt flertal sammen med Enhedslisten, et scenario, som de nyeste meningsmålinger bekræfter er ganske urealistisk.
2. DF springer fra: Socialdemokraterne og SF kan håbe på, at Dansk Folkeparti alligevel ikke vil forpligte sig på den efterlønsaftale, partiet har været med til at lave. I givet fald vil det ødelægge det image som ”ansvarligt” parti, DF gennem ti år møjsommeligt har bygget op. DF har i to afgørende situationer vist regeringsduelighed i svære sager, der generede kernevælgerne: Første gang ved at lægge stemmer til at halvere dagpengeperioden, dernæst ved at gå med i indgrebet mod efterlønnen. Når man demonstrerer et sådant mod, så er et parti rykket tættere på ministertaburetterne i en eventuel borgerlig regering, en mulighed, Pia Kjærsgaard næppe vil sætte over styr.
3. De Radikale giver sig: En tredje nødudgang er, at De Radikale opgiver deres mærkesag om at udfase efterlønnen og ikke stiller dette som et ultimativt hovedkrav for at gå med i regeringen. Det tilbagetog kan den formentlig kommende finansminister, Henrik Sass Larsen, med 98 procents sandsynlighed godt glemme alt om. Tværtimod: R vil – som en livsforsikring – efter alt at dømme kræve tilbagetrækningsreformen skrevet direkte ind i regeringsgrundlaget og dermed regeringens arbejdsprogram.
4. Reformpartierne mister flertal: Altafgørende for det radikale pres på Socialdemokraterne er imidlertid, at det også efter valget lykkes forligspartierne R, V, K og DF at mønstre mindst 90 mandater og dermed et ”alternativt flertal”. Det kan blive et drama på valgaftenen: Venstre og De Konservative må ikke gå for meget tilbage, før flertallet forsvinder, selvom R er stormet frem i meningsmålingerne og Dansk Folkeparti har klaret sig godt igennem sommeren og tilsyneladende ikke er blevet straffet af vælgerne.
Men skulle det knibe at nå de nødvendige 90 mandater, må man spørge sig selv, om de liberale fundamentalister i Liberal Alliance virkelig ikke vil levere de sidste stemmer. Alt andet vil LA have svært ved at forklare erhvervslivet.
Hele det spændende slutspil for den omstridte efterløn er sat i scene af Lars Løkke sekunderet af Margrethe Vestager, der – sammen med DF – har vendt op og ned på, hvad man efterhånden troet muligt i dansk politik: Først langt inde i forhandlingsforløbet gik det op for finansminister Claus Hjort Frederiksen, at Vestager mente det alvorligt. Og imens måtte ikke mindst Socialdemokraterne måbende se til fra sidelinjen. S havde ellers satset på den såkaldte ”Sass-doktrin” på sin vej mod magten: Ifølge Thornings Machiavelli-agtige strateg, Henrik Sass Larsen, kunne S og SF mere eller mindre risikofrit køre R rundt i manegen – uden at miste Vestagers opbakning til Thorning som statsminister.
Men Socialdemokraternes selvsikkerhed blev for stor: Nu har Vestager ifølge De Radikale givet Sass ”anskuelighedsundervisning” i, at R mener det dybt alvorligt, at der med probate midler skal rettes op på Danmarks økonomiske balanceproblemer.
Om R går med i regeringen? Det afhænger først og fremmest af, om S og SF vil levere på netop efterlønnen og dermed i radikal optik udstråle økonomisk ansvarlighed. Ellers vil Vestager få mere end svært ved at legitimere, at hun vælger en ministertaburet. At komme tilbage til hovedbestyrelsen og folketingsgruppen og sige, at hun sprang fra efterlønsreformen for at komme i regering – det vil se rigtig dårligt ud, også i pressen. Så er alternativet formentlig bedre: At forblive uden for regeringen og skabe synlige radikale resultater ad den vej.