Rokade ud af Foghs skygge

Et ændret ministerhold er ingen mirakelkur. Forberedelsen til ministerjobbene kan virke chokerende lemfældig. Pludselig ringer mobilen bare .

Kronik i Berlingske Tidende 3. januar 2009 skrevet af Susanne Hegelund og Peter Mose.

Minister – det bliver man, når telefonen ringer, og der er en i den anden ende af røret, der siger: ”Goddav, det er Poul”. Så kan det enten være Nyrup, Hartling eller Schlüter.

Den gamle vits om den berømte opringning fra statsministeren illustrerer meget godt, hvordan tilværelsen kan blive vendt op og ned for de særligt udvalgte med ultrakort varsel.

Pludselig har man ganske få minutter til at sige ja eller nej til en ministerpost. Sådan vil det også foregå næste gang. Bortset fra at ham i den anden ende vil hedde Lars og ikke Poul.

Mange venter, at Lars Løkke Rasmussen gør klar til en regeringsrokade, der giver VKO-flertallet frisk blod, kaster ham ud af Anders Fogh Rasmussens lange skygge og kreerer det hold, der skal forsøge at vinde næste valg.

Derfor er der formentlig mange håbefulde i Venstre og hos De Konservative, der her ved indgangen til 2010 tjekker, om der er strøm nok på mobilen, så statsministeren og vicestatsministeren kan knalde lige igennem med tilbuddet om en ministerpost.

Connie Hedegaard fik i august 2004 blot 15 minutter til at beslutte, om hun ville med på regeringsholdet. Hun stod i de øde svenske skove, hvor mobilforbindelsen let kan svigte. I røret var Bendt Bendtsen, der sammen med Anders Fogh Rasmussen skulle have kabalen til at gå op. Hun kunne få posten som miljøminister – et område, hun egentlig ikke havde beskæftiget sig synderligt med før.

Sådan er moderne politik i dagens Danmark: Forberedelsen til ministerjobbene kan virke chokerende lemfældig. Den gammeldags betydning af begrebet ”fagminister” er for længst sendt på pension. Det skete i begyndelsen af 1970erne; indtil da skulle man være jurist for at blive justitsminister eller landmand for at havne i landbrugsministeriet. Ligesom det i dag langt fra er nogen selvfølge, at et årelangt ordførerskab og opbygget ekspertise på undervisningsområdet fører én til undervisningsministerposten.

Socialdemokraten Jacob Buksti sagde ved sin tiltræden som trafikminister for ti år siden, at når det drejede sig om trafik, var han tilpas amatør. Nogenlunde det samme sagde venstremanden Helge Sander, da han blev forskningsminister. Videnskab var ikke lige det hjørne, han havde beskæftiget sig mest med.

Det giver en enorm magt til topembedsmændene. Da mange ministre – især dem i regeringens b-kæde i de sekundære ministerier – ydermere blot sidder et par år på samme post, er der stor risiko for, at de ikke når at gøre den store politiske forskel. Mange embedsmænd – ikke mindst dem ude i styrelserne – når aldrig at finde ud af, hvad ministeren egentlig ville, inden vedkommende er væk igen.

Derfor skal man også være varsom med at tro, at ministerrokader er mirakelkuren, der pr. automatik giver en regering ny luft under vingerne. Ikke desto mindre er det den metode, danske regeringsledere tyr til: Poul Schlüter lavede ikke færre fem regeringsrokader, Poul Nyrup Rasmussen legede også stoleleg fem gange, mens Anders Fogh Rasmussen var mere tilbageholdende og gav sine ministre tryghed i ansættelsen: Først efter næsten tre år – i august 2004 – blev der rørt i gryden.

Men vælgereffekten af rene personudskiftninger kan man diskutere. De største gevinster når man snarere gennem langsigtede forandringer, som vælgerne ser og mærker. Tre eksempler: Foghs ændring af Venstre fra et skatteforskrækket til et velfærdsvenligt parti. Dansk Folkepartis særlige mix af nationalkonservatisme og gammeldags socialdemokrati. SFs konsekvente fjernelse af de hindringer, der holder Villy Søvndal væk fra en ministertaburet. Den slags giver pote.

Derfor bør en regeringsrokade også indebære, at politikken fornys, og at vælgerne fornemmer det. Det skete for eksempel, da Connie Hedegaard blev miljøminister. Ind kom en ægte holdningspolitiker med kant. Det var starten til en kursændring, hvor de mest miljø-sorte dele af Venstre blev sat lidt mere ud på et politisk sidespor sammenlignet med Foghs første knap tre år ved magten.

Lars Løkke Rasmussen står altså over for nogle svære valg. Skal han nøjes med en lille rokade, hvor en række af de tunge ministre får lov at blive? I en krisetid kunne meget tale for det: Mange vælgere vil gerne have erfaring, kontinuitet og tryghed. Omvendt kan det blive set som et svaghedstegn: Dels vil Fogh-generationen stadig sidde ved magten, dels vil det være et signal om, at Løkke ikke tror på, at der er talent nok i folketingsgruppen.

Samtidig er det ikke fri bar for statsministeren, når han vil lave en regeringsrokade: Traditionen siger, at der altid skal være plads til et par trofaste partisoldater og personlige støtter på holdet, ligesom der skal være en delikat blanding af kvinder og mænd, alder og geografi.

Fløjkrige skal også kapsles ind: Vil statsministeren lade mulig utilfredshed forblive nede i folketingsgruppen eller have den ind i regeringen, hvor den kan være lettere at tøjle? Ligesom det kan være rart at have nogle all round-indskiftere, statsministeren kan sætte ind næsten overalt – driftsikre typer, der måske ikke har etter-potentiale, men er gode at have ved hånden, når kabalen skal gå op.

Socialdemokraten Jan Trøjborg nåede at blive sat ind i fem ministerier; Venstres svar på Rulle-Marie i 1980erne, Knud Enggaard, i fire. Pludselig blev Trøjborg flyttet fra Trafikministeriet til Erhvervsministeriet – uden at vide, hvorfor Nyrup egentlig ville have ham dér. Så Trøjborg overlod meget til embedsmændene.

Men en statsministers fornyelsesmuligheder begrænses af en faktor mere: Hensynet til de andre partier i en koalitionsregering. Magtbalancen mellem Venstre og De Konservative. Her skal man næppe undervurdere betydningen af, at det ikke er lykkedes Lene Espersen at hæve vælgertilslutningen efter Bendt Bendtsens exit – til stor konservativ skuffelse.

K har et sultent blik på Undervisningsministeriet – den post har Brian Mikkelsen i årevis drømt om – ligesom K gerne ser sig i tre andre værdibærende ministerier: Justitsministeriet, Miljøministeriet, Kulturministeriet. To af disse ministerier er i dag på venstre-hænder.

Men den store kabale-udløser handler først og fremmest om Lene Espersens personlige ambitioner: Vil hun gå efter udenrigsministerposten, der pr. tradition altid gør den siddende minister populær, hvad Per Stig Møller har kunnet labbe i sig?

Det kan være fristende at forsøge at gentage udenrigsminister Uffe Ellemann Jensens 80er-bedrifter som partiformand. Men det er ikke uden faldgruber: Ellemann Jensen havde Anders Fogh Rasmussen til at tage sig af det hjemlige og pudse Venstre profil af dér. Ydermere var udenrigspolitik dengang en stærk ideologisk bastion med en opposition, der havde travlt med fodnoter. I dag er der mere konsensus.

En anden mulighed er at blive i sit nuværende ministerium, men skrælle flere tidsrøvende sagsområder fra: Vil hun hive sig ud af den fælde, som Fogh snedigt satte forgængeren Bendt Bendtsen i? Flot og imponerende lød det dengang med et ”Økonomi-og Erhvervsministerium”; det var tilsyneladende et megapotent superministerium. Men reelt druknede Bendtsen i sager, mens Venstre fik magten over de store linier. Dermed er Fogh formentlig den statsminister, der på hidtil mest glat facon har sat sin koalitionspartner ud af spillet.

Spørgsmålet er, om Lene Espersen vil acceptere en lige så dårlig handel med Venstre, når et nyt regeringshold skal sættes og mobilerne tages i brug. Men også om Løkke lader sig kvæle i hensyn, der hindrer en ægte fornyelse.