Årets politiske festival på klippeøen er slut. Her er nogle af lyspunkterne og fejltagelserne – lige fra et nyt internationalt touch og sex for +50-segmentet til lydanlæg, der ikke fungerede, og organisationsformænd, der holdt enetaler.

 

Pussy Riot tilførte en ny, international dimension til Allinge. Flot initiativ fra netværks-mennesket Morten Samuelsen.

Enetaler: ”Freelancer: Fri fugl eller frit fald?” Spændende og aktuelt emne, som vi har beskrevet i vores ugentlige klumme på Altinget.

Men hvorfor var teltet halvtomt? Jo, ”debatten” viste sig at bestå af kedsommelige enetaler fra en række fagforeningsformænd.

Kun proselytterne holdt ud og gjorde sig dermed fortjent til traktement EFTER debatten. Hvis du går med til at kede dig, får du mad bagefter!

Stor penis sælger ikke: En omvandrende nøgen mand og dame med overdimensionerede attributter er et spektakulært skue. Men hvad var budskabet? Med mindre afsenderen var en nudistforening, lykkedes aktionen ikke. Vi aner den dag i dag ikke, hvad de udstoppede bryster og ditto penis skulle gøre godt for.

Søndagssteg: Kristian Thulesen Dahl sluttede på DF-maner som den sidste overhovedet i årets folkemødeprogram af med at byde ”folket” på en gang hjemmelavet flæskesteg. Meningsdannerne var på det tidspunkt for længst forduftet.  Forståeligt, at Folkemødet overvejer at skære antallet af dage ned til tre. Så er man mæt!

Under bus-læskuret alle dagene

Hjemløse: Don’t tell it. Show it! Dag efter dag sad de i busskuret, forskellige hjemløse. Simpelt koncept, stærkt budskab.

Nye partier populære: De etablerede politiske partier ville gøre folkestyret en tjeneste ved at arbejde med form og indhold i deres respektive områder. Opkomlingene Alternativet og Liberal Alliance har til gengæld fat i noget nyt og spændende nede på havnen.

De øvrige partier, længere oppe nordpå, vandrer man for hurtigt forbi. Udnyt den unikke mulighed for at præsentere jer på en nutidig måde – og ikke kun for parti-kammeraterne. De konservative havde ikke bare skiftet den stolte skonnert ud med et beskedent telt. Hvad værre var, vendte partiets profiler sig indad – frem for at give den gas ud mod publikum.

IMG_1863

Metereolog-PR:  Fredagens regnvejr kom ikke bag på alle. Akademikernes A-Kasse havde kigget i vejrudsigten – og indkøbt og placeret sadel-beskyttere til de mange cykler rundt omkring på Folkemødet. Mere effektiv reklame end de utallige foldere, man fik stukket i hånden.

Kigge-radio: Det lykkedes igen i år Radio 24Syv at få folk til at sætte sig ned og kigge på radio som i Krønikens tid. Hyggeligt.

Supercykelsti:  Ikke tosset, at cykler nu politi-effektivt parkeres uden for ”folkemøde-byen”.

Professionelle, der har brug for at komme fra den ene ende af Folkemødet til den anden måske flere gange dagligt, bruger derimod for lang tid på transport til fods.

Forslag: Etabler en super-cykelsti for de mange, der har brug for at komme hurtigt fra nord til syd.

When I’m 64: I Allinges nedlagte bio kunne man se en lille, fin udstilling om ældres kærlighedsliv. Gamle mennesker på +50, der dyrker sex!  Ikke vulgært – men intimt. En stille reminder om, at nærhed ikke har nogen alder.

 

Danmarks Lærerforening har erhvervet en velbeliggende ejendom midt i det hele. Også en anden fagforening har slået til

Folkemøde i den gamle købmandsgård: Anders Bondo Christensens tropper har erhvervet et scoop af et folkemødecentrum med Lærerforeningens nye hus ud mod havnen i Allinge.

En tidligere købmandsgård med stor baggård i flere niveauer inklusive klipper, græsplæne, gangbro og masser af charme – og mulighed for arrangementer og udlejning året rundt. Tillykke herfra!

”Det politiske Skagen”: Også Journalistforbundet har købt hus i Allinge. På Strandvejen som fremtidigt refugium til medlemmer, der vil skrive bøger eller beskæftige sig med andet åndeligt. Vi kan selv som nye husejere i Sandvig kun sige ”thumbs op” til andre, der i disse år investerer i domiciler i ”det politiske Skagen”. Vidunderligt sted – også uden for sæsonen.

Rytteriet i fatttigdomsclinch med FOA. “Man skal sgu altid købe det dyreste lydanlæg”, replicerede de to snobber, mens skratteriet i mikrofoner og højttalere fortsatte

Snobber snydes for lyd: Ros til horden af teknikfolk alle de steder, hvor lyd m.v. fungerede perfekt. Utak er dog verdens løn; kun når der er problemer, bemærkes de usynlige teknikeres eksistens. Som hos FOA, hvor Fritz og Poul næsten måtte give op over for den elendige lyd.

Huskehækken: Tell it. And show it. Vi slutter, hvor vi begyndte: med det simple og effektive. “Sundhedsparlamentets” huskehæk havde i al sin enkelhed appel til et meget bredt publikum og inviterede “ind” – det gjaldt også den forbipasserende gæst, der ikke havde tid til debat.

Huskesedler til sundhedsministeren: Mange skrev et sundhedspolitisk forslag og hængte det op i hækken