Den politiske panikalder rammer tidligere end nogensinde på Christiansborg. Venstrekvinden Malou Aamund, der har fået ”tilbudt et ønskejob” i det private erhvervsliv, er seneste eksempel på en ny trend: Christiansborg-politikere begynder i stadig tidligere alder at lade sig ryste over, at de er langt fra ministertaburetterne eller magten i partiet. Tidligere ramte den uro politikere omkring de 50. Nu gælder det 40+-generationen. At være ”hele” 41 år som Malou Aamund og blive sprunget over som minister sætter gang i karrieredrømmene uden for politik. Ja, selv politikerspirer i 30erne kan få uro i benene over, at de ikke har peaket endnu.
Aamund var snublende tæt på at blive videnskabsminister ved den seneste regeringsrokade, men på grund af magtkampe søsat af en utilfreds Hans Christian Schmidt i Venstres folketingsgruppe endte posten i stedet hos de Konservative. Dermed blev Aamund offer for en logik, der adskiller sig fra karrieremiljøer uden for Christiansborg. De fleste andre steder bliver du forfremmet, hvis du gør det godt og har arbejdet med dit forretningsområde solidt og vedholdende. I politik gælder også andre karriereregler.
Livet uden for Christiansborg lokker dem, der har mistet tålmodigheden: I nullerne er gennemsnitsalderen på Christiansborg faldet med godt tre år – til 45,8 år. Den radikale Morten Helveg Petersen har bidraget til statistikken: Tredje generation i Helveg-dynastiet var langt fra indflydelsen i et marginaliseret parti ramt af en historisk nedtur, da han som 42-årig meddelte, at han havde fået ”drømmejobbet” som direktør i brancheforeningen Danske Interaktive Medier med ganske få medarbejdere under sig. Næppe noget topjob, men en chance for at komme videre.
Et veluddannet menneske skal også være besjælet af den hellige politiske ild for ikke at lade sig påvirke af de spændende job, de gamle studiekammerater har fået, fordi de har holdt sig væk fra Folketinget. De har flotte karrierer med firmabiler og guldkort. Derfor får headhunterfirmaer diskrete henvendelser fra landspolitikere, der gerne vil skrives op til et topjob. De fleste bliver skuffede: I bedste fald kan de blive præsenteret som et ”wild card”, når erhvervslivet og andre store arbejdspladser skal have besat et attraktivt job.
Med sin erhvervsbaggrund har Malou Aamund haft bedre exit-muligheder end de fleste andre folketingsmedlemmer, der skarpt holder øje med karrieremulighederne uden for Christiansborg, ikke mindst nu hvor et snarligt folketingsvalg truer. Aamund kan genstarte karrieren som salgsdirektør hos en IT-gigant, et pænt stort job, der er hinsides mulighederne for politikertyper, som typisk er startet i ungdomspolitik og ikke har mange brugbare ledelseserfaringer.
Langt ind i regeringspartierne breder karriere-bacillen sig. Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har – ikke særlig hjælpsomt for sin nedsmeltningsramte formand, Lene Espersen – ventileret ønsker om et direktørjob i erhvervslivet i stedet for at spidse blyanter som folketingsmedlem efter et tabt valg. En minister-fyret Jakob Axel Nielsen sagde som 43-årig allerede i efteråret farvel og tak for at blive privathospitalsdirektør. Mads Lebech – udråbt til konservativt vidunderbarn – skal ikke nyde noget. Han har vekslet sin Frederiksberg-borgmesterpost om til et topjob i Industriens Realkreditfond.
Yngre politikere holder også øje med spændende job i organisationsverdenen og medierne – og slår til, når chancen byder sig: Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, blev uden cheferfaring direktør for TV2 Radio – en kontant oplevelse for medarbejderne, der ikke priste hans pædagogiske evner. Efter at være fyret fra et tilsvarende job hos Socialdemokraterne sagde Lotte Bundsgaard bittert farvel og begyndte at studere til journalist. Og efter ti år i landspolitik – tre som venstreminister – tog Rikke Hvilshøj springet over i brancheorganisationen Dansk Erhverv. Alle tre selvpensionerede landspolitikere var meget langt fra de 50 og dermed tidligere tiders panikalder.
Men risikoen for nedslidning rammer også stadig yngre politikere, der måske i for ung alder har været for forhippede på at komme på forsiden af Politiken eller Berlingske – og glemt at dosere trangen til at markere sig. ”Frank Jensen-syndromet” kalder vi i ”Håndbog for Statsministre” dét fænomen. Spørgsmålet er, om taberen af det socialdemokratiske formandsopgør er den sidste i rækken af yngre politikere, der – mange kvaliteter ufortalte – vælger at tage konsekvensen og sige farvel. Lene Espersens mediemæssige fald fra – efter egen vurdering – at være ”elsket” af pressen til angiveligt at ende som umulius er nyeste skræmmeeksempel på from-hero-to-zero-fænomenet.
En af modstrategierne er at bevilge sig selv en pause fra professionel politik: Frank Jensen er efter en direktør-tur forbi en interesseorganisation tilbage, nu som overborgmester i København. Også Connie Hedegaard er prototypen på en ”frem-og tilbage-politiker”, der på den måde har undgået at fejre politisk sølvbryllup i Folketinget. Hun forlod overraskende dansk politik i 1990 for at gøre mediekarriere på Berlingske og siden i Danmarks Radio. Og blev modtaget som heltinde af de Konservative, da hun i 2004 overraskende vendte tilbage – som miljøminister og siden klimaminister.
Frem- og tilbage er muligheden for utålmodige sjæle, der ikke orker at sidde uden for indflydelse år efter år: Pludselig er man endda heller ikke længere ”yngre, spændende kvinde”. Socialdemokraternes Christine Antorini har lavet et Hedegaard-lignende hop ud og ind af politik, endda ved et partispring fra SF, ligesom den absolutte venstrefløjs tidligere mediekæledægge, Pernille Rosenkrantz-Theil, nu efter en pause er genopstået som socialdemokrat.
Dermed har en generel samfundsudvikling nået dansk politik: Yngre karrierebevidste mennesker – ikke mindst de gode hoveder – plukker hist og her på karrierehylden. De shopper frem og tilbage mellem job (og partier!), hvor mulighederne er mest interessante. Det er det, Malou Aamund nu tager konsekvensen af. Hun bliver ikke den sidste.
Yngre karrierehoppere – det blev der af dem
Malou Aamund (Microsoft), Jakob Axel Nielsen (Aleris Privathospitaler), Gitte Seeberg (Verdensnaturfonden), Morten Helveg Petersen (Foreningen af Danske Interaktive Medier), Frank Jensen (Telecom Scandinavia, brancheforeningen Danske Advokater), Mads Lebech (IRF Fonden), Rikke Hvilshøj (Dansk Erhverv), Louise Gade (Aarhus Universitet), Morten Homann (Dansk Landbrugsrådgivning), Christine Antorini (Forbrugerinformationen, DR), Pernille Blach Hansen (Randers Kommune), Sandy Brinck (Amtsrådsforeningen), Connie Hedegaard (Berlingske og DR), Lotte Bundsgaard (journalist)