Danske og amerikanske valgkampe ligner efterhånden hinanden. Selv musikken er den samme, når en republikaner og en socialdemokrat går på scenen. Analyse i Information.

Da republikaneren Jon Huntsman under primærvalget i New Hampshire erobrede scenen for at holde en sidste pep talk til sine tilhængere, var den opildnende startmusik ikke til at tage fejl af.  Den nøje iscenesatte entre foregik til rockede toner af  ”It´s a beautiful day”. Dermed udgjorde bandet U2s klassiker endnu engang lydtapetet bag en toppolitikers omhyggeligt spinnede fremtræden, mens tv-kameraerne snurrer og vælgerne kigger med hjemmefra.

Folkene bag statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stod klar til at spille præcis samme  melodistump, der emmer af optimisme og en ny begyndelse, da hun på valgaftenen i november ankom til Vega, det gamle Folkets Hus i København. Der blev i den grad skruet op for højttaleranlægget, da aftenens stjerne kom: Tv-seerne skulle mindes om, hvor dejlig en dag det var:  10 års VK-styre var nu endelig slut.

Amerikanske og danske valgkampe ligner efterhånden hinanden.  Ikke nok med at kampagnefolkene på begge sider af Atlanten tager præcis samme forførende musik i brug. De retoriske tricks er ofte de samme; kopikommunikationen flyder hurtigt på tværs af landegrænser – og altså også mellem politikere af vidt forskellig kulør som Huntsman og Thorning.

Danske kopimagere

Den amerikanske paradedisciplin storytelling har f.eks. for længst fundet sine kopimagere herhjemme: Statsministeren fik for nylig mindet os om, at hun altså er fra Ishøj og har rødder i det kongelige danske socialdemokrati, hvis nogle skulle have glemt det. Det skete, da hun holdt sin festtale til Dronning Margrethe i anledning af dennes regentjubilæum. Som barn havde regeringschefen fået et personligt glimt af Dronningen, da denne  i 1976 åbnede S-togsstationen i Ishøj, fortalte Thorning og fik dermed understreget, hvilket grundstof hun er gjort af.

De samme retoriske greb tog Lars Løkke under sin sidste nytårstale til danskerne som statsminister for VK-regeringen: ”Jeg er selv født med det danske samfunds muligheder inden for rækkevidde. Fra mine første år i Arbejdernes Andelsboligforening i Vejle. Til vi flyttede til Græsted, hvor jeg gik i folkeskole og blev familiens første student”, sagde Løkke. Nok er han liberal, men han ville også forsikre os om, at han ikke vil afmontere velfærdssamfundet. Det var næsten som at høre en blå socialdemokrat.

I USA kæmper den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney for at vriste sig ud af et image som hovedrig, kynisk virksomhedsmand. Men han må i sin storytelling ty til sin kones familiehistorie. Hun er ud af kulmineslægt fra Wales. En flok brødre udvandrede til USA, men familien havde kun råd til at sende et af børnene på college, så brødrene skillingede sammen. Og selvfølgelig endte den heldige en dag som en fremtrædende direktør. Hvem der virkeliggjorde den amerikanske drøm? Ingen ringere end fru Romneys far!

En manusfri Fogh

At høre Romney rulle den gribende historie ud – afslappet i cowboybukser, uden slips og selvfølgelig uden talepapir – er som at genopleve Anders Fogh Rasmussen. Fogh var en af de allerførste toppolitikere herhjemme, der begyndte at arbejde målrettet med storytelling. Allerede på Venstres landsmøde i 2004 vandrede han rundt på en scene – i skjorteærmer og uden manus – og fortalte om sine pejlemærker. Tilsyneladende ren improvisation; den noget stive Fogh løsnede op for slipset.

Men lighederne stopper ikke ved det: I New Hampshire havde kampagnefolkene bag Romney opstillet tilhørerpladser på alle fire sider af scenen –  for at fremmane den rette, tætte stemning. Hvor man har set det herhjemme? På Venstres landsmøder naturligvis. Den transatlantiske kopieringskunst lever og har det godt.