Den danske finanssektor kan ånde lettet op, efter at SF og Socialdemokraterne er faldet helt ned igen: Først opgav de to partier deres plan om at særbeskatte bankerne herhjemme med et milliardbeløb, hvad de ellers havde lovet vælgerne. Nu kommer de to nyudklækkede regeringspartier med endnu en trussel, der kan vise sig at være lige så tom: Regeringen vil angiveligt gå forrest i EU for at gennemføre en verdensomspændende Tobin-skat på finansielle transaktioner. Analyse i Berlingske Nyhedsmagasin.
Tankesættet er opkaldt efter økonomen James Tobin, der for år tilbage foreslog, at man kastede grus i maskineriet på amokløbne transaktioner ved hjælp af skat. Formålet var at få markedets aktører til at tøve, inden de i huj og hast trak penge ud af et land og væltede dets økonomi.
Realiteten er imidlertid, at sådan en global skat er tæt på at være utænkelig, så længe ikke mindst USA er imod. Selv på EU-plan bliver det også op ad bakke: Nok har EU-kommissionens formand, José Manuel Barroso, for nylig luftet et forslag om at gå foran og indføre skatten i EU-landene. Men Storbritannien – med dets store finanssektor i London – vil med stor sandsynlighed nedlægge veto. Skattepolitikken er et af de EU-områder, der kræver enstemmighed.
Med andre ord: Det er helt ude af den danske regerings hænder, om sådan en Robin Hood-lignende skat bliver til noget, men over for vælgerne kan SF og S fremstå som internationale frontkæmpere.
Man har hørt det før: Ligesom VK-regeringen lover statsminister Helle Thorning-Schmidt, at danskerne skal til EU-folkeafstemning inden næste valg. Regeringspartierne er blevet enige om at afskaffe forsvarsforbeholdet (minimal effekt for erhvervslivet) og ændre retsforbeholdet (vigtigt for virksomhederne), mens der påfaldende nok ikke står en eneste linje om euroforbeholdet (vidtrækkende betydning for erhvervslivet). De Radikale – det mest EU-venlige regeringsparti – har bøjet sig for SF, selvom resten af et kriseramt Europa ikke taler om andet end euroen.
Regeringen går samtidig på listefødder, når det gælder retsforbeholdet: Man vil forsigtigt tilbyde danskerne en såkaldt buffetløsning, altså et tag-selv-bord, som også Storbritannien har. Dermed vil regeringen eksempelvis kunne bevare 24 års reglen ved familiesammenføringer, også selvom EU i sit forsøg på at harmonisere regelsættet arbejder henimod en 21 års regel. Altså: Danskerne kan vælge den lækre laks på buffeten og efterlade det tørre rugbrød til de andre.
Det 18 år gamle retsforbehold giver mere og mere bøvl, også for dansk erhvervsliv, der ønsker fælles rammebetingelser i EU. Et lille eksempel: Hvis Novo Nordisk får en indisk forsker til først Frankrig og Tyskland og siden Danmark, skal virksomheden lave to ansøgninger i stedet for én, fordi Danmark følger egne regler. Kort sagt: papirnusseri i en tid, hvor behovet for kvalificeret arbejdskraft vil vokse.
Men vi har endnu til gode at se, om den nye regering vil kaste sig ud i, hvad den forrige regering også lovede, men ikke overholdt: at bede danskerne tage stilling. Et godt bud kunne være efteråret 2012 – altså lige efter at det danske EU-formandskab er slut. Hvis formandskabet er gået godt og EU igen er kommet på danskernes læber, kan det være et politisk klogt tidspunkt: Der vil stadig være op i mod tre år til næste folketingsvalg. Sporene fra den tabte euro-afstemning i 2000 – altså sidst i Poul Nyrup Rasmussens regeringsperiode – skræmmer. Nejet var med til at slide på Nyrups regeringsmagt.
Måske har disse bitre erfaringer fået den borgerlige regering til at tøve en ekstra gang: Man skulle lede længe efter EU-sokkerne på Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen. De har ikke kunnet mønstre samme EU-begejstring som Uffe Ellemann-Jensen, deres forgænger på Venstres formandspost. Samtidig har VK-regeringerne taget udstrakte hensyn til EU-skeptikerne i Dansk Folkeparti.
Helle Thorning-Schmidt har straks anslået langt mere EU-venlige toner: Den første symbolhandling var at bremse det gamle VKO-flertals planer om at opføre de omstridte grænsebomme. Dermed slipper hendes regering for at blive grillet i Europa-parlamentet, når Danmark 1. januar overtager EU-formandskabet. Der var ellers lagt op til den helt store konfrontation.
Til gengæld er det lykkedes regeringen helt at undlade at nævne euro-samarbejdet i dens arbejdsprogram for de kommende fire år. Der tegner sig ellers tre alvorlige scenarier med stor betydning for dansk erhvervsliv:
• Trods alle anstrengelser mislykkes det at redde euroen, og resten af EU-konstruktionen rives med i faldet. Det gamle frihandelssamarbejde, EFTA, bliver genfødt
• Euroen overlever, men uden alle nuværende lande ombord. Kræfterne for at samle EU er brugt op. De store lande klapper i stedet tingene af i uformelle fora uden om Kommissionen
• Endelig er der det vidtgående scenario: Euroens kernelande bruger krisen til at sætte turbo på deres indbyrdes integration. De rykker fra resten af EU og starter dermed et udskilningsløb – med eller uden Danmark
Det er nogle af Europas reelle udfordringer. Men dem lister regeringen behændigt udenom, selvom den om få måneder sætter sig for bordenden af EU.