Søs Serup, statsministerens personlige rådgiver, forlader sin post. Det kan være begyndelsen på enden af det ”spinneri”, som siden 2001 har huseret i de fleste ministerier. Spinfolkene har ikke altid været til gavn for pressen. Og hvad der er et overset fænomen: De har i en række tilfælde været ganske overflødige, også for ministeren. Det handler dybest om at have den bedste mand på posten, og om man er ansat i en fast stab eller hyret personligt ind af ministeren, er i stort omfang ligegyldigt. Det afgørende er dygtigheden, som lejlighedsvist har manglet.
Spinfolkene har ellers fået kultstatus. En slags ”mørkets fyrster” efter britisk og amerikansk forbillede. Det image er hjulpet godt igennem af film og tv som ”Kongekabale” og ”Forbrydelsen”, som har været befolket med magtfulde og intrigante politiske rådgivere. Men magten hos virkelighedens spinfolk har været af en noget mere overskuelig størrelse – bortset fra en håndfuld af dem. Kongen Af Spin, Michael Kristiansen, og nogle få stykker mere har i kraft af strategisk dygtighed og stort mediekendskab gjort en væsentlig forskel for deres minister. De har bedrevet strategisk rådgivning og selv ageret i sfæren mellem politik og medier. Samtidig har de fået en hidtil uset magtfuld rolle i ministerierne, hvor tidligere tiders højtplacerede embedsmænd skumlende har måttet vige, når Mr. Spin vandrede ned ad gangen.
Andre spindoktorer har ikke gjort en markant forskel. De har ikke været gearede til den strategiske rådgivningsproces og måske ikke engang været specielt dygtige til det mediemæssige. Men sådan én skulle man ligesom have, da Fogh i 2001 gav grønt lys for, at hver minister kunne have en enkelt personlig udpeget rådgiver tilknyttet – uden om resten af embedsstaben. Men efterhånden som det viste sig, at evnerne ikke altid stod mål med den reelle rådgivning i både politiske og mediemæssige spørgsmål, har det virket mærkværdigt, at spin-fænomenet fortsatte uden de nødvendige spørgsmål om, hvilken klar gevinst rollen gav i hver enkelt tilfælde.
Hvis Lars Løkke Rasmussen vitterlig på langt sigt vil klare sig uden en personlig rådgiver – hvilket kan betvivles – kan spin-fænomenet over en bred kam vise sig at blive et overgangsfænomen. I hvert fald er der nu en anledning til at tage rollen op til overvejelse. For medierne er det i stort omfang hip som hap, om rådgiveren er embedsmand eller personlig – bare vedkommende fungerer.
Behovet for medierådgivning opstod i 1990’erne, da der kom mere tv-fokus og online-tempo, også på Christiansborg. Fogh gav den fuld skrue med Kristiansen i spidsen. Det var et chok for topembedsmændene, at der kom folk udefra ind i ”deres” system, og derfor begyndte ministerierne selv at opruste på kommunikation: Hvor den klassiske embedsmand først var jurist og siden økonom eller scient.pol., blev medieforståelse pludselig en ny dyd i ansættelserne i ministerierne. I dag er en række departementer derfor gearede til selv at klare den mediemæssige rådgivning af minister.
En række spinneres rolle er til gengæld mere justeret over i jobbet som personlig assistent. Den der sørger for, at skjorterne er rene, at ministeren når bilen, og at han slipper helskindet ud fra møder og den slags. En slags ”daily master” eller ”social secretary” mere end en politisk rådgiver. Og behøver man at være personligt udpeget hertil?
Et skoleeksempel på, at ministre klarer sig fint uden personlige rådgivere, er Udenrigsministeriet. Bortset fra Mogens Lykketoft har samtlige udenrigsministre siden Uffe Ellemann brugt ministeriets egne folk som medierådgivere. Gode folk med flair for strategi, substans og kommunikation.
Nu er Lene Espersens mangeårige personlige rådgiver, Morten Langager, rykket med over på Asiatisk Plads, hvor nye tider hermed indvarsles. Det er forståeligt, at Espersen tager sin tætte sparringspartner med. Langager hører til i top-fem i spinkorpset, og de to har været inde i hinandens hoveder siden 2001. Det bliver interessant at se, om han kan spille sine kort så behændigt, at både presse og minister får mere ud af Udenrigsministeriet end på den gammeldaws UM-facon, samtidig med, at ”systemet” på Asiatisk Plads vænner sig til en ”udefrakommende”.
Sker det, kan fremtiden meget vel blive et både-og for rådgiverne: De skal være dygtige, uanset hvordan og af hvem de er ansat! Så er de til gavn for både minister og medier.