Den positive effekt af regeringsrokader er stærkt overvurderet af både politikere og kommentatorer. Det viser en gennemgang af 38 rokader gennem de sidste 50 år.

Analyse i Politiken af Kenneth Thue Nielsen og Peter Mose

Ministerrokader er ikke smutvejen til den hurtige vælgergevinst. Det er den historiske lære, som nu også statsminister Lars Løkke Rasmussen må sande tre måneder, efter at han skiftede ud på et hav af taburetter: Regeringens vælgeropbakning viser pil nedad.

Måske skulle Lars Løkke have studeret, hvordan samtlige regeringsrokader siden begyndelsen af 1960erne har virket, inden han lagde sin endelige kabale. Det er ikke opmuntrende læsning for en regeringsleder uanset partifarve: Kun hver anden rokade er de sidste 50 år blevet modtaget positivt af vælgerne og har givet fremgang i meningsmålingerne. Med andre ord: Chancen for gevinst er kun fifty-fifty, når en statsminister leger stoleleg. Det er ikke gode odds.

Regeringsrokader fra 1961 til 2010
Positiv effekt 53 % (20 rokader)
Negativ effekt 47 % (18 rokader)
Kilde: Gallup (1960-2001); Søren Risbjerg Thomsen for Altinget.dk (2001-2010)

Siden Viggo Kampmann var statsminister, har danske regeringer lavet 58 rokader. Vi har analyseret 38 og vælgeropbakningen tre måneder efter (de resterende 20 ligger enten meget tæt på hinanden eller umiddelbart før et folketingsvalg). Vælgernes dom er, at næsten ingen statsminister – måske bortset fra timingens mester, Fogh – for alvor har haft held i sprøjten, når der blev skiftet ud mellem valgene.

For et socialdemokratisk ikon som Jens Otto Krag er statistikken næsten helt i bund. Kun en af hans fire rokader i 1960erne satte positive spor i meningsmålingerne. En succesrate på pauvre 25 procent. Faktisk gjorde Anker Jørgensen det bedre end sin store partifælle: Fem ud af otte rokader øgede opbakningen til regeringen. Især Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen har ivrigt fortsat udskiftningstraditionen, men også med svigtende eller blandet held.

Derfor kan det undre, at både politikere og kommentatorer har så store forventninger til, hvad personudskiftninger kan gøre for at rette op på meningsmålinger. Selv ikke Foghs nok mest opsigtsvækkende ministerudnævnelse – af den tidligere socialdemokrat Karen Jespersen – gav nogen ketchupeffekt. Pointen er, at den positive virkning alt for ofte i bedste fald er marginel, medmindre rokaderne kædes sammen med en ny politisk kurs, en overordnet fortælling, som trænger ind hos vælgerne. Nye ansigter flytter i sig selv ikke rigtig stemmer; ændringerne i persongalleriet skal også rumme kraftfulde, nye politiske signaler, der overbeviser vigtige vælgergrupper.

En af Poul Nyrup Rasmussens få vælgermæssige rokade-succeser illustrerer pointen: Nemlig udnævnelsen af tidligere Århus-borgmester Thorkild Simonsen som afløser for Birte Weiss i Indenrigsministeriet. Måske var det et af de træk, der var med til at sikre valgsejren i 1998. Det var nemlig en rokade, der gav indtryk af, at Nyrup ville ændre sin udlændingepolitik og dermed imødekomme store dele af de socialdemokratiske vælgere. Men bortset fra dette pletskud havde Nyrup ikke en heldig udskiftnings-hånd.

Når den håbede effekt så ofte udebliver, kan det undre, at statsministrene bliver ved: Hele 58 regeringsomdannelser – inklusive Lars Løkkes februar-rokade – på 50 år. Det svarer til, at der i gennemsnit kun går 10 måneder mellem hver ændring af holdet. Man fristes til at spørge, om ikke statsministrene skyder deres eget politiske projekt i foden ved at skifte så meget ud: Med den hast sidder mange fagministre (dem uden for toppolitikernes rækker i Statsministeriet, Finansministeriet og Udenrigsministeriet) så ultrakort tid i deres stol, at de færreste når at lave politik.

Men motiverne til rokaderne kan være mange: Frygt for metaltræthed; skandalesager; ministre der bare ikke fungerer; voksende uro i folketingsgruppen, fordi næste geled frygter at blive sprunget over. Men først og sidst handler det om regeringslederens trang til at udvise handlekraft og bevare momentum.

Det mønster ser man også uden for politik. Mange topchefer i erhvervslivet laver også om på deres organisation i eet væld for at vise, at de har hår på brystet: Afdelinger slås sammen og skæres op, mellemledere fyres eller forflyttes. Toplederen leder famlende efter den trylleformular, der kan give overskud på bundlinien. Nogle direktører sender med vilje chokbølger ned gennem rækkerne og laver om en gang om året bare for forandringens skyld: Måske kan det holde mellemlederne til ilden; ingen skal føle sig for sikre og falde af på den.

I politik indfinder der sig også et voksende forventningspres fra omgivelserne. I månederne op til, at Lars Løkke endelig slog til, fastslog kommentator efter kommentator, at nu måtte han vise, at det var ham og ikke længere Fogh, der sad for bordenden. Politiske kommentatorer skrev, at han i høj grad ville blive målt på, hvor meget han turde lave om. En lille rokade ville blive set som et svaghedstegn. Ganske vist ville nogle få ændringer på taburetterne signalere stabilitet og kontinuitet i en svær tid, hvor krisen har ramt Danmark. Men en stor rokade – det ville være symbolet på handlekraft.

Løkke valgte det sidste og dermed ikke svæklingens vej – uden foreløbig at have høstet gevinsten. Det er nok en fattig trøst, at Poul Nyrup også lavede meget omfattende rokader, uden at vælgerne belønnede det. Og at vejen til succes skal nås gennem langsigtede strategiske forandringer snarere end gennem stoleleg.