Enten har Integrationsministeriets departementschef – mod praksis efter Tamilsagen –undladt at orientere sin kollega i Statsministeriet. Eller også trækker sagen om de statsløse spor helt ind i Statsministeriet. Analyse af Peter Mose i dagbladet Information.
Hvis en minister som Birthe Rønn Hornbech fastholder en ulovlig praksis fra sine forgængere og trodser sine embedsmænds gentagne advarsler, så skal hendes eget system kontakte Statsministeriets departementschef og fortælle det. Statsministeren har krav på at vide, at der ligger en stinker i et af hans ministerier, så han kan gribe ind, inden hele regeringen kommer i fare. Det har stået på side 1 i topembedsværkets pixibog lige siden Tamilsagen: Orientér op ad i systemet –om ikke andet for at holde din egen ryg fri, men så sandelig også for at beskytte landets statsminister.
Det rejser spørgsmålet, om også embedsmænd i Statsministeriet har kendt til den ulovlige praksis, som Information har afdækket. Det ved offentligheden i øjeblikket ikke. Men der er to scenarier: Enten har Integrationsministeriets departementschef undladt at briefe sin kollega ovre i Statsministeriet. I så fald ville kritikere nok mene, at det var på kant med skik og brug efter Tamilsagen. Eller også har Statsministeriets folk fået informationen og altså kendt problemerne, hvad også er ganske alvorligt og kan belaste embedsmændene dér.
Statsminister Poul Schlüter langede i forbindelse med Tamilsagen hårdt ud efter sin departementschef, Peter Wiese, som Schlüter mente havde svigtet og ikke levet op til sin rådgiverrolle. Efterfølgende blev det tydeliggjort, at topembedsmanden i Statsministeriet har en form for tilsynspligt over for de øvrige ministerier, der til gengæld – ud fra en konkret vurdering – skal holde den pågældende orienteret om genstridige ministre.
Departementscheferne rundt om på Slotsholmen var i chok: Flere af dem erklærede, at de selv kunne være havnet i den ubehagelige situation, Erik Ninn Hansens departementschef var endt i. Så de usikre chefer begyndte at bombardere Ulrik Federspiel – Wieses afløser i Statsministeriet – med alskens små og store sager, sådan for en sikkerheds skyld. Det var lige før, at den trafik var ved at blive for meget for Federspiel, hvad Susanne Hegelund og jeg uddyber i bogen Javel, hr. minister, der udkommer senere på måneden.
Men selvom orienteringstrangen siden har fundet et mere passende leje, så er det altså normen, at en departementschef lader et par ord falde ovre i Statsministeriet, hvis han vurderer, at hans minister er på et vildspor og ikke vil lytte til advarslerne. Et sådant livsforsikringssystem er selvfølgelig ikke uden dilemmaer. Man vil jo gerne forblive loyal og serviceorienteret over for sin egen minister, men har man sagt tydeligt fra uden virkning, vejer andre hensyn tungere: Så må man vejen om ad Statsministeriet og dermed sladre til ministerens ”chef”.
Særligt alvorligt kan et efterspil blive for de involverede embedsmænd, hvis de som i Integrationsministeriet alle er jurister. Den faggruppe må antages at vide mere om jura end statskundskabsfolk og økonomer, de to andre store DJØF-grupper i centraladministrationen. Juristerne burde være de fremmeste, når det gælder regelfortolkning, så også af den grund kan det undre, at sagen i Integrationsministeriet har fået lov at udvikle sig så langt, endda under flere ministre.
Men det er altså først nu, at anonyme embedsmænd i Integrationsministeriet udadtil har blæst i fløjten og er gået til pressen, formentlig stærkt provokeret af en minister, der i sine udmeldinger har forsøgt at placere ansvaret for den ulovlige praksis på dem. Den vil de ikke have siddende på sig. Og slet ikke i en situation, hvor der kun er få måneder til et folketingsvalg og et sandsynligt magtskifte. Embedsmændenes bedetæpper er ikke længere kun vendt mod regeringen. De tænker et skridt frem. De vil gerne kunne genbruges den dag, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal kommer til.