Nye ministre vil blive stramt styrede og embedsmændene få klart modspil ligesom under Fogh. Inderkredsen hos S og SF gør sig klar til, hvad der skal ske fra dag 1, hvis de vinder valget. Analyse i Information.
Lige til det sidste var Svend Auken dybt optaget af at tale om magtovertagelsen med den unge socialdemokratiske ledelse: Forestil jer, at der bliver valg i næste uge, og at I vinder valgkampen. sagde han, inden han døde. Hvad gør I så? Det nytter ikke at vente til efter et valg med at gøre sig tanker om, hvordan I vil indrette regeringsapparatet, for så bliver I ædt af embedsmændene.
Her dagen efter statsminister Lars Løkke Rasmussen åbningstale i Folketinget fortsætter Socialdemokraterne med at forsøge at skrive sig Aukens gode råd bag ørerne og lave en plan for, hvordan ministerierne skal skrues sammen. Ledelsen ved godt, at hvis Helle Thorning-Schmidt sætter sig ind i Statsministeriet, skal der ske ændringer i centraladministrationen fra dag 1. Et halvt år efter vil det være for sent, for så har embedsmændene taget over.
Udfordringen er imidlertid, at ingen i toppen har prøvet at være ministre og på egen krop mærket faldgruberne. Nede i folketingsgruppen kan ledelsen trække på Mogens Lykketoft og Henrik Dam Kristensen, men det er ni år siden, de var ministre, så deres erfaringer er smågrå i toppen: Hvad der fungerede under Nyrup, virker ikke nødvendigvis mere. Dansk politik har forandret sig voldsomt, siden Anders Fogh Rasmussen kom med Danmarkshistoriens hidtil mest detaljerede drejebog for, hvad han ville med magten – og satte embedsmændene skakmat.
Alt tyder på, at sosserne vil kopiere den store kontraktmester og møde op med en lignende to-do-liste for, hvad hver enkelt minister skal udføre. Det kræver kompromisløs topstyring, og den agter sosserne at gennemføre. Inderkredsen i SF og S filer på hulemøder sammen på, hvordan en politisk-administrativ reform af Slotsholmen kan se ud, så Fair Løsning, Fair Forandring og resten af det politiske katalog kan blive gennemført til punkt og prikke.
De menige ministre skal næppe regne med meget benplads i den sammenhæng. De vil blive forsynet med en manual, der siger, hvad de skal – med tips og tricks til, hvordan deres kalender ikke bliver ædt op af ligegyldigheder. De vil også blive tilbudt spindoktorer, men det vil efter alt at dømme ske fra en centralt styret liste. Det vil næppe være et tag-selv-bord, toppen vil gerne have hånd i hanke med, hvem de nærmeste rådgivere bliver ude i ministerierne.
Helle Thorning-Schmidt har selv sagt, at hun vil have færre ministerier. Tingene skal samles og koordineres i superministerier, der kan levere, hvad oppositionen har lovet. Det skal blive spændende at se, om hun tør holde fast i sin slankekur. Der skal være taburetter nok til alle, ellers kan utilfredsheden brede sig, sådan er politik. Alene De Radikale vil kræve tre ministerier.
Socialdemokraterne står over for et andet dilemma: Skal vi være den første regering herhjemme, der indfører politiske kabinetter? Hidtil er den slags blevet betragtet som udansk, og topembedsmændene er mildt sagt heller ikke vilde ved tanken om at få sådan nogle vigtigpråse ind – og selv rykke en tak ned i hierarkiet.
Omvendt er ministerjobbet i dag så komplekst og presset, at der ikke længere er tid til at lave politik, når først man sidder i stolen. Derfor kunne det være smart at få et hold politiske hjælpere ind. Men talentmassen i folketingsgrupperne er for lille. Toppen tør næsten ikke tænke tanken til ende, hvis folketingsmedlemmer uden for inderkredsen rykker med ind i centraladministrationen og får instruksbeføjelser over for embedsmændene: Det kan næsten kun ende galt.