En velforberedt Margrethe Vestager indgik en alliance med ledende embedsmænd for at banke Socialdemokraterne og SF på plads under regeringsforhandlingerne. Hun overvejede selv længe finansministerposten, men har sikret sig en anden økonomisk magtbase. Analyse i Berlingske Nyhedsmagasin.
Margrethe Vestager, regeringens økonomiske strammer, har med fuldt overlæg sat sig i spidsen for et overministerium, der hindrer den socialdemokratiske finansminister i at bruge en øre af statskassen, føre de årlige kommuneforhandlinger eller indgå overenskomster med de offentligt ansatte – uden at spørge den radikale leder først.
Den radikale økonomi- og indenrigsminister overvejede længe selv at gå efter finansministerposten. Tiltroen til den økonomiske linje, Socialdemokraternes daværende finansministerkandidat Henrik Sass Larsen stod for, kunne ligge på et meget lille sted.
På radikale hulemøder i foråret og dermed længe inden regeringsdannelsen stod det magtfulde ministerium højt på ønskelisten. Men da Sass blev hevet ud af spillet og Socialdemokraterne i stedet stillede med en mere lydhør teknikertype som Bjarne Corydon, accepterede Vestager en alternativ løsning – at vogte over Finansministeriet fra et andet tungt ministerium.
Nok var Corydon i den forløbne uge den, der fremlagde regeringens finanslovsforslag, men Vestager har sat sig på det tunge skyts, når det gælder A/S Danmarks fremtidige bundlinje: Det er eksempelvis hendes embedsmænd, der for næsen af Finansministeriet skal lave regeringens konjunkturvurderinger og økonomiske redegørelser. Og det er ikke som under Anders Fogh Rasmussen (V) finansministeren, der drager til finans-og økonomiministrenes topmøder i EU, men Vestager selv.
Det er ellers langt fra alle nyudnævnte ministre, der på forhånd gør sig lysende klart, hvordan ressortsnittene mellem ministerierne bedst lægges – og har magten til at gennemføre dem. Men med et flot valgresultat i ryggen har den velforberedte radikale leder kunnet lægge maksimalt pres på Socialdemokraternes top: Under regeringsforhandlingerne opstod der hurtigt en uformel alliance mellem R og ledende embedsmænd fra de tunge ministerier, når det gjaldt at bøje det i neon for forhandlerne fra S og SF, hvor alvorlige økonomiske problemer Danmark står over for.
De Radikale havde en klar interesse i, at der blev håndbåret notater ind af erfarne topembedsmænd fra nøgleministerierne, inden det sidste punktum blev sat i regeringsgrundlaget under de lange forhandlinger på hotel Crowne Plaza i Ørestaden.
Samtidig sørgede Vestager under slutspillet med kirurgisk præcision for, at netop hendes ministerium blev født med en styrke, der kan sikre checks and balances over for Finansministeriet: Tilbage i det radikale smykkeskrin lagde hun ansvaret for de konjunkturredegørelser og økonomiske nøgletal, som Fogh i 2001 havde lempet over i Finansministeriet for næsen af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Vestager ville undgå Bendtsens brøler, der sikrede Venstre monopol på regeringens analysekraft. I stedet lod hun sig inspirere af 1990erne, hvor partifællen Marianne Jelved som økonomiminister – med disse kronjuveler i hånden – havde styrke til at indgå i et politisk fornuftsægteskab med finansminister Mogens Lykketoft (S).
Men hvor Jelved vogtede fra et meget lille ministerium, der mest af alt var en økonomisk tænketank, er Vestager gået langt videre: Hun har ikke blot snuppet kernemedarbejdere fra Finansministeriet, men også skåret Indenrigsministeriet fra Sundhedsministeriet.
Dermed kan hun ikke blot lægge pres på finansministeren, når det gælder finansloven. Han kommer heller ikke langt med at dele milde gaver ud til kommunerne. Ganske vist skal Corydon stå i spidsen for de årlige forhandlinger om de økonomiske rammer i kommunerne. Denne vigtige luns forbliver i Finansministeriet, men Vestager har snuppet opgaven med at kunne kaste en hammer i hovedet på kommunerne, hvis ikke de overholder budgetter og regnskaber til punkt og prikke.
Samtidig har hun under regeringsforhandlingerne tilkæmpet sig den vigtige, men også svære opgave med at forny den kommunale sektor: Skiftende regeringer siden Poul Schlüter har talt varmt og længe om at ville afbureaukratisere og øge metodefriheden ude i kommunerne, men i stedet har Folketinget og Slotsholmen strammet ekstra på regelskruen.
Det er alt for tidligt at sige, om Økonomi-og Indenrigsministeriet ligefrem vil kunne vokse sig stærkere end Finansministeriet: Det afhænger af Margrethe Vestagers fremtidige styrke i regeringen. Lige nu er det mere fair at sige, at de to ministerier ser nogenlunde lige stærke ud. Budgetbisserne i Den Røde Bygning sidder trods alt stadig på pengekassen, og det giver en enorm magt, også i lovgivningsarbejdet: Der er økonomi i langt de fleste love, så regeringen vil ikke kunne fremsætte et eneste lovforslag, uden at Finansministeriet nikker først.
Spørgsmålet er også, hvor godt magtbalancen vil virke i praksis. Det er eksempelvis en oplagt risiko, at Finansministeriets embedsmænd begynder at stopfodre deres minister med skyggenotater og bygger en modkapacitet op, der kan dobbelttjekke de økonomiske nøgletal ovre fra Vestager. Dermed kan Slotsholmen ende med to konkurrerende ministerier, der laver det samme, et dobbeltarbejde med det formål at holde hinanden i skak.