Selvom Thorning hentede flere spindoktorer ind end Fogh, er topembedsmændene stadig hovedrådgivere for ministerholdet. Hellere ikke denne regering har indført politiske stabe og sat departementschefen uden for døren. Analyse i Berlingske Business Magasin.
Topembedsmændene på Slotsholmen kan ånde lettet op. Selvom den nye regering før valget var dybt kritisk over for visse ledende embedsmænd, har den undladt at drive heksejagt på dem, og spindoktorerne har heller ikke overtaget magten fra embedsværket.
Ganske vist har statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) regering hentet flere særlige rådgivere ind end den mere asketiske Anders Fogh Rasmussens (V) hold i 2001. Men de såkaldte ”mørkets fyrster” er stadig smurt ud i så tyndt et lag, at man langt fra kan kalde dem politiske stabe, der har slået ring om ministrene og sat departementscheferne uden for døren, som det kendes fra udlandet.
Samtidig kan embedsmændene glæde sig over, at det ikke dem, men spindoktorerne, der igen er kommet i kritisk søgelys. Der er netop nedsat et udvalg under ledelse af højesteretsdommer Jens Peter Christensen, som efter sommerferien skal kigge på disse fremmede fugle, der er flakset ind over DJØF-land og har slået rede i centraladministrationen lige siden Nyrup-regeringens start for snart 20 år siden.
Tre forskellige spinsager i Skatteministeriet, Forsvarsministeriet og Sundhedsministeriet har igen skabt tvivl, om reglerne bør strammes, selvom det blot er otte år siden, at et udvalg kiggede på det sidst, og selvom normsættet er så klart, at en spindoktor skal kunne det udenad.
Men det kan åbenbart knibe for uskolede rådgivere, der ikke er flasket op i centraladministrationen, at huske de grundlæggende spilleregler: En spindoktor må ikke bryde loven; han må ikke kaste sig ud i at lyve; og han må ikke påstå over for pressen eller Folketinget, at Jorden er flad, når de fleste er enige om, at den er rund. Også han skal overholde de faglige mainstream-forestillinger om, hvad der er op og ned i et problemkompleks.
Til gengæld har han en frihed, der alligevel adskiller ham en anelse fra normale embedsmænd: Han må gerne arbejde dag og nat for at føre ministerens politik ud i livet. Han behøver ikke at være partineutral. Nok er den ledelsesmæssige forventning, at også embedsmændene gør en stor indsats for, at ministeren bliver en succes. Men anser oppositionen dem for at være for tjenestevillige, så breder mistroen sig i Folketinget.
Det er en politisk naturlov: Hver ny politikergeneration, der har siddet uden for regeringsmagten i lang tid, tvivler åbenbart så meget på egne evner, at de kommende ministre er bange for at blive begravet af embedsmændenes sagsmapper fra dag et. Derfor vil ministrene gerne medbringe et hold af rådgivere, så embedsmændene har sværere ved at løbe om hjørner med dem.
Men en regeringssulten opposition frygter også, at embedsmændene har forlovet sig for meget med den siddende regering. Sådan var det, da Poul Nyrup Rasmussen kom til magten i 1993: Kunne hans regeringshold stole på embedsmænd, der havde tjent Poul Schlüters (K) skiftende borgerlige regeringer? For at være på den sikre side hev han selv Ralf Pittelkow – senere mangeårig kommentator på Jyllands-Posten – med ind i Statsministeriet.
Et halvt år, før Fogh vandt regeringsmagten, beskyldte han DIs topchef, Karsten Dybvad, for at være socialdemokratisk partikammerat. Dengang var Dybvad departementschef i Finansministeriet, der angiveligt producerede ”fupnotater” om konsekvenserne af Venstres bebudede skattestop, et af Foghs helt store slagnumre.
Oppositionens retorik bliver tilsyneladende en tand skarpere for hvert årti: Mangen en topembedsmand må have undret sig, da det sidste forår kom frem i valgrumlen, at Socialdemokraterne ligefrem kalkulerede med ”dødslister”. Visse embedsmænd skulle angiveligt fjernes fra de mest betroede job på Slotsholmen, et signal, der ikke var det perfekte oplæg til et godt samarbejde.
Men i realiteten er det – bortset fra fritstillingen af Peter Loft, Skatteministeriets mangeårige departementschef – endt med en forholdsvis blid mavelanding: De ledende embedsmænd er der endnu, og deres magt er ikke blevet nævneværdigt udfordret.
Til gengæld har Sir Humphrey-typerne blandt departementscheferne måttet acceptere, at Thorning i modsætning til Fogh ikke har nøjedes med én særlig rådgiver pr. minister: I de fineste ministerier er der denne gang rykket to spinfolk ind. Men det kunne være gået værre endnu set med embedsmandsbriller, eftersom Socialdemokraterne sidste forår pønsede på at tage hele tre rådgivere med sig i stjerneministerierne og to i resten.
Topembedsmændene i de mindre ministerier glæder sig over, at de blot er blevet påduttet en enkelt rådgiver. Det kan de endda se fordele i. Det er fint med et yngre menneske, som kan følge ministeren i tykt og tyndt og dermed aflaste systemet. Men havde hele to rådgivere sværmet omkring ministeren, ville de gå i vejen for hinanden. Departementschefen ville ikke vide, hvad han skulle sætte dem til.
Er mange ledende embedsmænd lettede over, at det er tæt på at være business as usual, er der til gengæld nok en og anden Christiansborg-journalist, der blev skuffet over, at telefonen ikke ringede: Blandt yngre er der en del hype omkring spinjobbet, som regnes for en genvej til magt og mulig stjernestatus.
Karrieredrømmene har været båret af, at Fogh snuppede en række førende reportere, da han rykkede ind. Men Thorning har valgt en anden ledelsesfilosofi end Fogh, der prioriterede at have rådgivere, som var knivskarpe til medier. Så var det ligegyldigt, om de havde partibogen i orden. Denne regering har i stort omfang valgt at tage loyale folk fra egne hold med.
Men vi har næppe oplevet den sidste spinskandale herhjemme. På et tidspunkt vil endnu en spindoktor forbryde sig mod reglerne, og så har vi balladen igen. Nu vil det blot ikke være Socialdemokraterne, men Venstrefolk, der brokker sig over magtmisbrug. Det samme vil ske for topembedsmændene. Jo længere tid Lars Løkke Rasmussen (V) er væk fra magten, jo mere mistroisk vil det store oppositionsparti blive – akkurat som Fogh var det over for Karsten Dybvad før magtskiftet i 2001. Historien har det med gentage sig.